Rejseblogs fra Travellerspoint

New Zealand - Nordøen

Hej, endnu en gang, alle sammen! Her følger anden del af vores newzealandske eventyr. For nu, får I kun stillet Jeres læselyst, vi har desværre ikke nok internet til at uploade billeder, men de kommer så snart vi får mulighed for det! Så - god læselyst!

Nordøen har budt på mange aktiviteter og oplevelser – og rigtig dejligt vejr! Man skal ikke bruge mere end to måske tre fingre for at tælle de overskyede dage vi har haft.

Vi ankom som nævnt i sidste indlæg til Wellington den 23. januar. Det var en lang og kedelig sejltur fra Picton til Wellington. For det første var vi over en time forsinket og sad derfor i bilkøen i hvad der føltes som dage og ventede på at komme om bord og da vi endelig var kommet om bord, var al den underholdning vi var blevet lovet; mini-biograf, spillemaskiner og WiFi enten lukket, ikke-eksisterende eller ikke-fungerende 'at the moment'. Så vi fik spillet alle de forskellige kortspil vi overhovedet kunne komme i tanker om...

large_IMG_0009.jpg

Da vi endelig kom i land fik vi også endelig skiftet vores dæk! Yes! Så skulle vi ikke længere bekymre os om at køre rundt uden reservehjul og kunne igen lade Signe sidde bag rattet. (Dette er en joke; Signe havde kørt en masse siden uheldet og var blev bedre til det at holde sig i den rigtige (altså forkerte) side af vejen.)

Wellington er en rigtig dejlig og hyggelig by. Den er kendt for sine mange caféer og er også en meget kulturel storby, hvilket vi da skulle prøve på egen krop, så vores anden dag på Nordøen gik med at være på museum og gå rundt i Wellingtons gader og hygge os på et par af deres mange hyggelige caféer. Da vi endelig havde fået nok og skulle tilbage til Kirsten kunne vi ikke huske, hvor vi havde parkeret hende og gik gade op og gade ned for endelig, pludselig, at stå foran hende. Ret heldigt, at vi fandt hende igen – og at vi havde forudbetalt for alt for meget tid på parkeringspladsen!

large_IMG_2694.jpg

large_CE5207D12219AC68178D6EB0B3047E75.jpg

Turen fortsatte efter Wellington stærkt nordpå mod Tongariro Nationalpark, hvor vi hikede den berømte 'Tongariro Alpine Crossing'. Denne 20 kilometer lange tur (klassifikation: krævende) beskrives ofte som det bedste en-dags hike i New Zealand og et af de bedste i Verden. På denne fantastiske tur kom vi igennem utrolige landskaber med aktive vulkaner, bjergkilder, kratere, størknede lava strømme, vulkansk ørken og smukke blå søer.

large_IMG_2699.jpg

large_IMG_2698.jpg

large_IMG_2700.jpg

Vi var ikke optimalt forberedte, da vi ankom til Tongariro og havde ikke helt undersøgt diverse muligheder for shuttle mellem de forskellige car-parks. Turen er en en-vejs tur, det vil sige man går ikke en tur rundt og kommer tilbage til udgangspunktet, men starter ét sted og ender et helt andet sted. Men vi havde aftalt, at vi 'bare' ville gå til Red Crater, som ligger cirka midt på turen for derefter at vende om og gå samme vej tilbage; vi skulle jo tilbage til Kirsten, som var parkeret i den ene ende af turen. Men... Da vi kom til Red Crater og Emil tog det imponerende Mount Ngauruhoe, som huser en af New Zealands mest aktive vulkaner, i skue, måtte han jo fortsætte og bestige det. Så vores veje skiltes ved Red Crater; Signe gik tilbage ad samme vej, som vi var kommet, mens Emil fortsatte og dermed gik hele turen. Mount Ngauruhoe er en tre timers de-tour fra den 20 kilometers tur og er klassificeret som ekstremt krævende. Hele vejen fra bunden til toppen går man i dyb vulkansk støv, så hver gang man tager et skridt op, skrider man to skridt ned. På toppen (2287 m.) kunne man se det meste af Verden. Sådan føltes det i hvert fald. Man kunne se hen over de omkringliggende bjerge og skimte den store Lake Taupo i baggrunden. Man kunne også se ned i hullet i vulkanen, som var rødt og dampende. Turen nedad var rigtig behagelig, sammenlignet med turen op. Det var nærmest som at stå på ski. Man kunne glide på hælene næsten hele vejen ned, fordi det løse grus skred under fødderne. De sidste 5-6 kilometer blev i løb, dels fordi det var ved at blive mørkt og dels fordi Signe muligvis stod og ventede i bunden, fordi Emil havde taget den tre timers vulkantur oveni. Senere på aftenen, da vi endelig havde fundet en resteplads at sove på, var vi meget trætte og udmattede, men også rørende enige om, at Tongariro Alpine Crossing er en af de bedste oplevelser, vi har haft i New Zealand!

large_IMG_1317.jpg

large_IMG_1338.jpg

large_IMG_1373.jpg

large_IMG_1323.jpg

Dagen efter burde vi nok have givet vores kroppe lidt tid til at restituere, men så snart vi havde åbnet vores øjne den efterfølgende morgen, fortsatte vi videre til Taupo, hvor vi slog os ned på en hyggelig campingplads hvor vi fik ordnet en del praktiske ting, men også fik tid til at slappe lidt af.

large_IMG_1387.jpg

Taupo ligger på den nordvestlige bred af Lake Taupo, som er New Zealands største. Det er en ret hyggelig by, som selvsagt tilbyder et bredt udvalg af vandaktiviteter, men også alt muligt andet. Ankomsten til Taupo betød også, at vi meget snart skulle se skrækken i øjnene og tage springet – helt bogstaveligt talt! Dagen efter stod den nemlig på bungy-jump. Vi havde begge set frem til det med stor glæde og spænding, men også en god portion nervøsitet. Men – og det siger jeg (Signe), selvom jeg var ved at lange ud efter hende, der sagde det til mig, inden jeg skulle springe – det er ikke så slemt, som det ser ud til. Det er virkelig, virkelig fedt og sjovt! Efter et solo-spring hver, snuppede vi også et baglæns tandem-spring, som også var en virkelig fed oplevelse!

large_IMG_2733.jpg

Efter et par adrenalin-kick tog vi os en slapper i en naturlig varm kilde, som løber ud i søen lidt udenfor byen. Det var ret sjovt at prøve 'den ægte vare', selvom der var rigtig mange mennesker, der sloges om de gode pladser. Vi livede os selv op igen med en svømmetur i den betydeligt koldere sø og satte derefter kursen mod Rotorua, dog med en lille afstikker til det ret imponerende Huka Falls.

large_IMG_1413.jpg

Rotorua lugter. Nej. Rotorua stinker. Af rådne æg og prut – nej, faktisk lugter der bare af svovl grundet den store koncentration af geo-termisk aktivitet i området.
I udkanten af Rotorua var vi inde i en maorisk landsby, for at opleve hvordan maorierne lever. De har bevaret mange af deres traditioner og lever i et lille lukket samfund, som en stor familie. Landsbyen hedder Whakarewarewa, hvilket er en forkortelse for ”Te Whakarewarewatanga O Te Ope Taua A Wahiao”. Jeg tror de fandt ud af at det andet var lidt for langt at sige hver gang, så nu hedder den 'bare' Whakarewarewa. Vi så et show, hvor de sang nogle maoriske sange, spillede maorisk musik og dansede. Når de danser, bruger de deres mimik rigtig meget, blandt andet ved at stikke tungen langt ud af munden og ved at åbne øjnene helt op, samtidig med at de banker sig selv hårdt på brystet og lårene. Det er lidt skræmmende, men også rigtig sjovt.
Efter showet fik vi en rundvisning i landsbyen. De bruger de varme kilder til at bade i, til at tilberede mad i og til at aflæse vejret i. De har en pool som er 100 grader varm, som de bruger til at koge alt hvad der skal koges til hele landsbyen i og så har de en boks, hvori der kommer varm damp op fra jorden, som de bruger som ovn. Vandet fra den varme pool bliver ledt ned til nogle store huller i jorden som de bader i hver morgen og aften. Vandet de bader i er selvfølgelig ikke 100 grader varmt, for det bliver kølet ned på vejen over til hullerne. Vandstanden i deres ”vejrudsigts-pool” stiger og falder i takt med det atmosfæriske tryk og de kan derfor se ud fra vandstanden i poolen hvornår vejret skifter.
Til frokost fik vi serveret et hangi-måltid, som var tilberedt i den varme pool og i dampboksen. Det hele var utrolig mørt og blødt på grund af dampen og det smagte rigtig godt. De laver næsten alt deres mad med hjælp fra naturen, i den store ovn og poolen.

large_IMG_1428.jpg

Efter en spændende og lærerig dag hos maorierne, kørte vi mod Hobbiton. Hobbiton er en lille by som spiller hjem for alle hobbitterne i Ringenes Herre og i Hobbitten. For dem der ikke har set filmene, kan vi fortælle, at det er en idyllisk lille by i det bakkede landskab, med store flotte træer og søer. Til filmen har de bygget en masse ”hobbit-huller”, som er de huse hobbitterne bor i. De er bygget ind i bakkerne, med små runde vinduer og døre i bakkesiderne og med stier mellem hvert hus. Efter de havde filmet Ringenes Herre, fandt de ud af, at der var mange, som var interesserede i at komme ud og se de omgivelser, som filmene var filmet i og da de så skulle bygge området om til indspildningen af Hobbitten, valgte de at bygge det i mere permanente materialer, for at lave en turistattraktion ud af det, når de var færdige med at filme. Det har været et kæmpe projekt at bygge området, blandt andet kan nævnes, at de havde bygget et kunstigt træ, hvor alle bladene er lavet og malet i hånden og derefter viklet omkring de kunstige grene. Og det er ellers ikke noget lille træ. Vores guide fortalte os en masse om de forskellige filmteknikker de havde brugt, for at få hobbitterne til at se små ud og Gandalf (troldmanden) til at se stor ud. Når hobbitterne og Gandalf har snakket sammen i filmen, har Gandalf siddet meget tættere på kameraet end hobbitten, så han ser større ud, selvom skuespillerne er lige høje. Og til den store fest, hvor der er mange hobbitter, har filminstruktøren været rundt i den nærmeste by og ringet på hver dør, for at spørge om han måtte låne deres børn til at lave filmen. En af guiderne var selv med i filmen da han var barn, fordi han boede tæt på Hobbiton. Det er ret fantastisk at de har kunne lave det hele så virkeligt, uden at bruge computereffekter.

large_IMG_1504.jpg

Efter en oplevelsesrig dag kørte vi mod Waitomo. Vi overnattede på vejen dertil og tog dagen efter en stille og rolig dag ved poolen på en dejlig campingplads med dertilhørende solforbrænding. Den efterfølgende dag så vi Glow Worms i Waitomo Cave, et ret betagende fænomen og meget smukt! Derefter gik vi Ruakuri Bushwalk, som ligger lidt udenfor byen. Det var super sjovt; der var naturlige tunneller i bjergene, vandfald og en masse steder, hvor det var sjovt at klatre rundt. Især klatremusen Emil synes det var helt fantastisk sjovt og han blev af en eller anden besynderlig årsag overrasket over, at Signe faktisk også godt kunne manøvre sig rundt på klipperne og i hulerne...

large_IMG_1627.jpglarge_IMG_1605.jpg

Siden Waitomo har rejsen fået et lidt anderledes indhold end før. Vi har, for at være ærlige, ikke lavet det helt store, men nydt det afsindigt dejlige vejr og de mange strande og hyggelige kystbyer, vi er kørt forbi og igennem. Vi er kommet til den del af landet, som er New Zealændernes eget ferieparadis og kører samme stil som dem, som indtil for nyligt har nydt skolernes sommerferie.

Fra Waitomo fortsatte vi op til Coromandel, en lille halvø der byder på mange dejlige bugte og strande. Her besøgte vi den berømte Hot Water Beach, hvor en varm kilde løber under sandet og ved lavvande gør det muligt at grave sit eget lille basin fyldt med varmt vand. Vi besøgte også Cathedral Cove, snorklede i Gemstone Bay og fandt efter noget af en omvej den lidt hemmelige, men ikke desto mindre ret berømte og super lækre New Chums Beach.

large_IMG_1811.jpg

Hot Water Beach

large_IMG_1749.jpg

Cathedral Cove

large_G0031429.jpg

Snorkling i Gemstone Bay

large_IMG_1837.jpg

New Chums Beach

large_IMG_1879.jpg

New Chums Beach

Efter Coromandel fortsatte vi op gennem Auckland og videre til Whangarei, hvor vi gik en tur ved den hyggelige havnefront og kiggede på de mange lækre både, der lå der og kørte derefter ud til Whangarei Heads. Derefter fortsatte vi videre til Paihia, hvor vi slappede max af på en lille bitte campingplads, med udsigt til Haruru Falls. Næste morgen, inden vi kørte videre, sprang Emil i badeshortsene og tog svømmefødder, maske og snorkel under armen og svømmede ud til vandfaldet.

large_IMG_1915.jpg

Havnefronten i Whangarai

large_IMG_1922.jpg

Whangarai Heads

large_IMG_2018.jpg

Camping med udsigt til Haruru Falls

Efter vores overnatning i Paihia kørte vi tilbage ned af kysten til Tutukaka, hvorfra vi havde booket en dykkertur. Turen gik ud til de berømte Poor Knights Islands, som ligger 23 km fra kysten og er kendte for et have nogle af de bedste subtropiske dykkersteder i verden. Det er meget anderledes end de steder vi så i Thailand, fordi klimaet er koldere, men vi så alligevel en masse flotte og farverige fisk, fordi der kommer en varm strøm ned fra Australien, som varmer vandet omkring øerne op. Vandet var helt klart og blåt, og vi kunne se 20 meter frem foran os, hvilket er ret meget. I Thailand kunne vi se 10 meter på nogle af vores bedste dyk. Det var flot på en helt anden måde end det vi så i Thailand. Vi så rokker, ål, skorpion-fisk, blå og pink mao-mao fisk, kæmpe store fisk og bitte små fisk. Fiskene var ret nysgerrige, de kom helt tæt på os og nappede os i fingrene. Der var rigtig mange fisk og en utrolig stor diversitet.

large_D3E0F5FA2219AC6817CD42F1CC04B1F4.jpg

large_G0121611.jpg

Omkring øerne er der en masse naturlige kløfter, sprækker og grotter som man kan dykke ind i og i en af de lukkede grotter var der et luftrum over vandet, som var 7 meter under havets overflade. Det var ret sjovt at man kunne være over vandet, under vandet. Udover vores to dyk, fik vi også en rundtur mellem øerne, med en sjov og spændende guide. Vi sejlede ind i verdens største havgrotte og under verdens største klippebue. Og vi så nogle sjældne fugle – spørg mig ikke om hvad de hedder - som kun lever på denne ene ø.

Efter vores dykkertur, som tog det meste af en dag, satte vi kursen mod Auckland, hvor vi nu sidder og venter på vores fly. Der var vi i Zoologisk Have, i shoppingcenter, til asiatisk parkeringskælder-marked, til fransk marked, i indendørs skicenter, på stranden og kigget på både. Man er jo nød til at kigge lidt på alle de lækre både og drømme lidt, når man er i ”The City Of Sails”. Da vi kiggede på både, kom der pludselig en dame, som arbejdede på havnen, cyklende over til os, med panik malet i ansigtet og spurgte os om vi var dykkere. Vi syntes, at det var et lidt sjovt spørgsmål til en icebreaker, men fandt så ud af, at det var fordi der var en dame, som havde tabt sine nøgler på bunden (seks meters dybde), ved siden af sin båd. Emil hentedesprang endnu engang i badeshortsene og tog svømmefødder, maske og snorkel under armen, for at prøve at finde de tabte nøgler, men havde desværre ikke heldet med sig.

large_IMG_2198.jpg

Aucklands Skyline

Så! Nu sidder vi på et motel i udkanten af Auckland og venter på at vi skal til lufthavnen om et par timer. Derfra går turen mod Alice Springs, hvorfra vores tre måneders rejse rundt i Australien, med bus og rygsæk, starter. Så nu skal vi vende os tilbage til at bo i en rygsæk og ikke have noget der er vores, som vi ikke kan have i en taske.

Tak for nu!

Skrevet af signeogemil 03:03 Gemt i New Zealand

E-mail denne beretningFacebookStumbleUpon

Indholdsfortegnelse

Kommentarer

Det er bare så spændende at læse om alle jeres oplevelser - New Zealand er da vist bare Paradis...

af Else Deichmann Nielsen

New Zealand er uden tvivl helt fantastisk!

af signeogemil

Comments on this blog entry are now closed to non-Travellerspoint members. You can still leave a comment if you are a member of Travellerspoint.

Indtast dine Travellerspoint login oplysninger herunder

( Hvad er dette? )

Hvis du endnu ikke, allerede er medlem af Travellerspoint, kan du tilmelde dig gratis.

Tilmeld dig Travellerspoint