Rejseblogs fra Travellerspoint

The Red Center

Efter en problemfri rejse fra Auckland over Sydney til Alice Springs og en afslapningsdag, startede vores 11 dage lange guidede grupperejse. Den har taget os hele den lange vej fra Alice Springs gennem outbacken til Melbourne. Her får I tekst og billeder fra de første tre dage. God fornøjelse!

Dag 1
Vi var tidligt oppe for at tage en taxa over til det hostel, hvor vi skulle mødes med resten af gruppen og vores guide. Efter lidt papirarbejde kørte vi af sted mod første stop på turen; en kamelfarm midt i outbacken. Kamelen er ikke et naturligt dyr i Australien. De første dyr blev bragt til landet fra blandt andet Afghanistan og Indien i 1800-tallet for at blive brugt som pakdyr, når der skulle fragtes gods til fjerntliggende egne i det store land og for at hjælpe med udforskningen af ørkenområdet. De passede bedre til det varme og ekstreme klima i outbacken og var derfor langt bedre til formålet end heste og oksetærsker. Men efterhånden som jernbanenettet blev udbygget, blev kamelerne overflødige og de blev sluppet fri og begyndte at trives i den australske outback, hvor problemerne med dem er taget til. I Australien er der nemlig ikke blot tale om harmløse og godmodige kameler. De lever i store og ofte aggressive flokke, ødelægger vandhuller og skrøbelige økosystemer og gør skader på Australiens oprindelige fauna. Emil fik en kort ridetur på en af dem og derefter var vi hurtigt videre.

large_IMG_2228.jpg

Vores tur var egentlig booket hos Topdeck, men de opererer (indtil videre) ikke i Red Center, så den første del af turen, de første tre dage for at være helt præcis, var med Adventure Tours Australia. Vi var en stor gruppe på i alt 24 personer, hvilket nok var lige i overkanten...

Nu nævnte vi lige termen ”Red Center”, så det må vi hellere lige forklare. Det indre eller centrale Australien kaldes ”Red Center” og man ser hurtigt hvorfor! Australiens røde sand har sin farve fra rustet malm og metal i sandet.

large_IMG_2954.jpg

Vejrudsigten lovede regn samtlige tre dage, så vi var nødsaget til at købe os en regn poncho, da vi havde efterladt vores regnjakker i New Zealand, da vi jo skulle til Australien, hvor det aldrig regner! Så ja, vi er ikke meget for at indrømme det, men Emils mor fik ret i, at det nok var lidt for tidligt at skrotte regnjakkerne... Men! Vi fik at vide af vores guide Jeni, at vi skulle opfatte os selv som heldige, da under 5% af dem, der besøger Uluru, oplever regn og kun 2% ser vand på Uluru.

Efter første stop på kamelfarmen, havde vi fem timers kørsel foran os til dagens højdepunkt, Kings Canyon. Australien er virkelig kæmpestort og man kan ikke rigtigt forestille sig hvor stort, før man har kørt rundt her. På kortet ligner afstanden mellem Alice Springs og Kings Canyon omkring 50 kilometer, men i virkeligheden er det nærmere 500 kilometer!

Undervejs fortalte vores guide en masse ting, hvoraf jeg kun kan huske det halve. Men vi fik blandt andet fortalt en masse om, hvorfor man begyndte at udforske den centrale del af Australien.
I Australiens tidlige europæiske historie, tog det meget lang tid at kommunikere mellem Australien og England. Kommunikationen foregik via brevpost og brevene blev sendt med skibe, der var flere måneder undervejs, så der kunne gå helt op til ni måneder mellem afsendelse af brev og modtagelse af svar! Dette gav problemer og gjorde at udviklingen var meget langsom i Australien.
Den langsomme kommunikation skabte også problemer i forhold til guldgraverne. De ville modtage guld-priserne fra England og derefter sende guldet til England, men når det endelig nåede frem, ville priserne være faldet igen og de ville ikke modtage så mange penge, som de havde troet.
Der var på det tidspunkt en telegraf linje i Sydøstasien, som englænderne ønskede at fortsætte til Australien, enten til Adelaide eller Melbourne. Men for at dette kunne gøres til virkelighed, blev de nødt til at udforske og kortlægge det hidtil uudforskede og ukendte Central Australia.
Det blev en vigtig kamp mellem Adelaide og Melbourne, fordi den by, hvor telegrafen ville blive placeret, ville få større magt idet de ville sidde som mellemled mellem England og resten af Australien.
Hver by sendte ekspeditioner ud, med det formål at nå til Darwin og tilbage igen. En rejse på over 6000 kilometer!
Fra Melbourne blev Robert O'Hara Burke og William John Wills sendt ud. De klarede dog ikke ekspeditionen, fordi de ikke havde de rette og nok forsyninger med. De bragte masser af sukker med sig – nogle rygter siger, at de endda tog en behagelig lænestol med! Så de løb tør for essentielle forsyninger som for eksempel vand og overlevede altså ikke ekspeditionen. Kun én af de i alt otte, der var sendt ud på ekspeditionen, overlevede og vendte hjem til Melbourne.
Fra Adelaide blev John McDouall Stuart, en skotte, sendt ud. Det tog ham tre forsøg, før han endelig gennemførte turen fra Adelaide til Darwin og tilbage igen.
Inden den første ekspedition forsvandt han i to uger og regeringen var lige ved at afblæse hele ekspeditionen. Forklaringen på hans forsvindingsnummer var, at han var alkoholiker og havde været ude på lidt af en rustur. Men han kom heldigvis tilbage igen efter to uger og regeringen tilgav ham og lod ekspeditionen tage af sted. Stuart var meget mere praktisk og fornuftig end Burke og Wills og havde altid nok forsyninger med og tog sig generelt godt at sine medrejsende.
Stuarts første forsøg blev afbrudt ved Attack Creek, hvor han blev angrebet af aboriginals, fordi han vaskede sine heste med vand. Vand er selvsagt meget kostbart ude midt i outbacken, så de blev meget fornærmede over hans spild af vand og angreb ekspeditionen. Efter angrebet synes Stuart ikke længere, det var sikkert at fortsætte og vendte derfor om og tog tilbage til Adelaide.
Ved andet forsøg lykkedes det dem at komme en smule længere, til New Castle Waters. Men de rejste midt på sommeren, det værste tidspunkt på året, så kort tid efter ekspeditionens start måtte de sende de svageste mænd og heste tilbage. Ekspeditionen var også ofte forsinket på grund af varmen, så deres medbragte rationer forsvandt hurtigere. Desuden havde de også problemer med at finde vand, så Stuart beordrede ekspeditionen at vende om.
”Tredje gang er lykkens gang”, i hvert fald for Stuart! Takket være hans erfaringer fra de første to ekspeditioner lykkedes det ham og hans følge at fuldføre ekspeditionen fra syd til nord gennem den ubarmhjertige outback.
Men selvom Central Australia nu var udforsket og kortlagt gik det ydeligere 10 år før telegrafen kom til landet. De kunne ikke navigere gennem MacDonnal Rangers, som strækker sig 600 kilometer indtil de fandt Heavitree Gap, som deler den østlige og vestlige del af MacDonnel Rangers. Kommunikation kunne nu gøres på otte timer i stedet for otte måneder og siden da udviklede Australien sig meget hurtigere.

På den lange vej kørte vi gennem områder, der var indhegnet, men vi kunne ikke se nogle dyr. Cattle-stations hernede er kæmpe store! Enorme! Nogle af dem er på størrelse med et lille europæisk land. Det er helt sindssygt at forestille sig! Når de skal have samling på deres kreaturer lukker de for vandet til de fjerntliggende vandstationer, så kvæget blev tvunget til at søge tilbage til den centrale del af området. Sommetider bruger de også helikoptere for at skabe sig et overblik over dyrene.

Da vi endelig nåede dagens mål spise vi frokost og tog derefter ud til Kings Canyon. Det var meningen, at vi skulle gå den lange tur op på Kings Canyon denne dag, men vejret var for varmt. Turen bliver simpelthen lukket, hvis der sidst på formiddagen er 36 grader eller mere. I stedet for gik vi en kortere tur ved foden af kløften. Ændringen af planen var både godt og skidt. Det betød at vi også fik set kløften fra foden, hvilket var ret sejt, og at vi fik lidt tid til at slappe af og køle ned i poolen, men det betød også, at vi ville få travlt den følgende dag.

large_IMG_2263.jpg

large_IMG_2250.jpg

Dette er et ret sejt træ! Det er et gummi-træ med solcremes-bark, jep, det er videnskabeligt bevist at barken indeholder SPF 15. Træet kan også stoppe vandtilførselen til nogle af grenene, ved tider med mangel på regn – og live grenene op igen ved tider med mere vand. Ret sejt!

Vi overnattede i en camp midt i ingenting. Drengene lavede aftensmad og aftenen blev brugt på hygge og at lære hinanden lidt at kende. Det var meningen at vi skulle have sovet i swags, en slags meget robust sovepose, men på grund af vejrudsigten sov vi i permanente telte i stedet for.

large_IMG_2268.jpg

Der var mange kokke i køkkenet!

Dag 2
Vækkeuret ringede klokken 4 og efter morgenmad og madpakkesmørring satte vi igen kursen mod Kings Canyon. Fordi vi var så tidligt på den, var der ingen problemer i at gå turen. Temperaturen var til at holde ud og der var endda også en let vind til at køle os ned og holde de mange fluer lidt på afstand. Oven i hatten så vi også solopgangen, så alt i alt var det en meget vellykket tur!

large_IMG_2286.jpg

Solopgang over Kings Canyon

large_IMG_2302.jpg

large_IMG_2247.jpg

Heartattack Hill

large_IMG_2408.jpg

large_IMG_2424.jpg

Nord- og sydvæg

Efter turen var vi på farten igen med kurs mod Uluru. Mange udnyttede timerne i bussen til at sove, men det har jeg (Signe) aldrig været så god til, så jeg sad bare og kiggede ud af vinduet på den uendelige outback. Pludselig kunne jeg skimte noget i horisonten, noget stort, der ragede op af jorden, og jeg blev meget spændt og tænkte ”Ha! Jeg var den første til at spotte Uluru, fordi alle de andre sidder og bobler!” Men efterhånden som vi kom tættere på og vores guide ikke annoncerede udsigten, blev jeg mere og mere i tvivl. Og nej; det var ikke Uluru, men Mount Conner, også kaldt 'Fool-uru' fordi mange forveksler bjerget med Uluru – jeg selv inklusiv. Her spiste vi vores medbragte madpakker og fortsatte derefter mod den ægte Uluru.

large_IMG_2442.jpg

Mt. Conner aka ”Fool-uru”

large_IMG_2460.jpg

Hen på eftermiddagen ankom vi endelig til Uluru! Nogle af Jer undrer Jer måske over, hvorfor vi kalder det Uluru og ikke Ayers Rock. Det er simpelthen fordi den ikke hedder Ayers Rock længere. Dens officielle navn er nu Uluru og det har det faktisk været siden 1985, hvor aboriginals blev givet landet tilbage af den australske regering. Efter et kort besøg i det kulturelle center og en kort kulturel gåtur, hvor vi så nogle af de huler, aboriginals brugte og fik fortalt, hvad de blev brugt til, gik vi den 10.5 kilometer lange tur rundt om Uluru. Det var en rigtig god tur, men vi kunne desværre ikke komme op og gå på selve stenen, da sporet var lukket på grund af regnen.

IMG_2500.jpgIMG_2505.jpg

Takket være regnen var vi så heldige at se små vandfald på Uluru

large_IMG_2486.jpg

Efter den gode, lange gåtur så vi en fantastisk solnedgang over Uluru, hvor vi kunne se, hvordan den skiftede farve og blev glødende rød. Det var så flot!

large_IMG_2560.jpg

Uluru ved solnedgang

Dag 3
Igen var vi tidligt oppe for at se solnedgang, denne gang over Kata Tjuta og Uluru. Nogle tænker måske ”Kata Tjuta?”, men igen er det fordi de har taget navneforandring i 1985, da aboriginals fik deres land tilbage. Andre kender det måske under navnene ”The Olgas” eller ”Mount Olga”.
Solopgangen var desværre ikke imponerende. Der var lidt for mange mennesker på lidt for lidt plads og der var overskyet.

Efter solopgangen kørte vi til Kata Tutja for at gå en tur mellem de mange store sten. Det var en fin tur, men desværre blev vi nødt til at forkorte den på grund af regnen, som gjorde stenene meget glatte og derfor farlige at gå rundt på.

large_IMG_2660.jpg

Kata Tjuta

IMG_2637.jpgIMG_2632.jpg

Kata Tjuta

large_IMG_2640.jpg

Kata Tjuta

Sidst på eftermiddagen ankom vi til ”byen” Erlunda – det er ikke meget andet end en tankstation med tilhørende campingplads. Herfra overtog Topdeck styringen, hvilket betød at vi skiftede både guide og bus, hvilket i begge tilfælde var en stor forbedring! Gruppen blev også mindre, da en del kun var på tre-dags turen i Red Center, så vi endte med en mere passende størrelse på 15 personer. Resten af eftermiddagen blev brugt i den kølige pool, hvorefter vi spiste aftensmad og nød hinandens selskab med snak, vinter OL, pool og et par øl.

Skrevet af signeogemil 22:13 Gemt i Australien

E-mail denne beretningFacebookStumbleUpon

Indholdsfortegnelse

Kommentarer

flot beskrivelse og flotte billeder, Signe. Far blev helt nostalgisk og huskede, at han også havde taget nogle flotte billeder af Ayers Rock, som den hed, da han var der i 1982...ja, du har set dem, Signe...der er vist sket en stor udvikling mht kameraudstyr ...:-)

af Else Deichmann Nielsen

Comments on this blog entry are now closed to non-Travellerspoint members. You can still leave a comment if you are a member of Travellerspoint.

Indtast dine Travellerspoint login oplysninger herunder

( Hvad er dette? )

Hvis du endnu ikke, allerede er medlem af Travellerspoint, kan du tilmelde dig gratis.

Tilmeld dig Travellerspoint