Rejseblogs fra Travellerspoint

Af denne forfatter: emilbonnerup

Thailand Tattoo

Næsten før vores rejse overhovedet var startet, skete der noget forfærdeligt, som ændrede en stor del af de planer, som vi havde lagt hjemmefra.

Lørdag morgen havde vi, ligesom Signe og Sara, besluttet os for at tage ud og se Tiger Kingdom, men i stedet for at tage en tuk-tuk, som vi næsten altid gør, syntes vi, at det kunne være sjovt at leje scootere til turen op i bjergene. På grund af den beslutning, nåede vi aldrig derop.

Vi var lige nået ud i udkanten af Chiang Mai, da Rasmus uheldigvis ramte et dybt hul i vejen med forhjulet, og blev kastet af scooteren. Før jeg kunne nå at gøre hverken det ene eller det andet, kørte jeg ind i maven på Rasmus, og fløj også af min scooter. Vi fik samlet os selv op fra den trafikkerede vej, og faldt om i grøften, hvor vi så lå i den bagende sol, i det der føltes som flere timer. Der var ret hurtigt nogle der holdte ind til siden og ville hjælpe, og allerede 10 minutter efter ulykken, kom ambulancerne rullende, så hurtigt som man nu kan i den thailandske trafik.

Efter at have sikret sig at de værste blødninger var stoppet, og at der ikke var andre akutte skader, blev vi lagt på bårer. De små thailandske læger, så ikke særligt glade ud, da de skulle løfte os ind i ambulancerne, jeg tror vi er lidt tungere end hvad de er vant til. Men ind i ambulancerne kom vi, og så var det afsted mod sygehuset med fuld udrykning. På sygehuset brugte de et par timer på at lappe os sammen. Det gik utrolig effektivt, der var læger overalt omkring os. Jeg fik tre sting i albuen, og en masse forbindinger, og blev derefter udskrevet. Det så dog værre ud for Rasmus, han fik otte sting i hovedbunden, var i røntgen og fik forbindinger på arme og ben. Rasmus hjelm gik i stykker i styrtet, så han havde fået to sår i hovedbunden, som skulle syes, og en brækket næse, og de ville derfor gerne beholde ham natten over, til observation. Bo og jeg sov også på sygehuset den nat, Bo på en sofa i venteværelset, og mig på en klap-sammen-seng inde ved Rasmus. Bo var heldigvis ikke en del af styrtet, da han kørte foran Rasmus, og nåede at undvige hullet, men han fik alligevel sin sag for. Han var nemlig den eneste, som var i stand til at snakke med sygeplejersker, læger, forsikringsselskab, turistpoliti og scooterudlejningsfirma, mens Rasmus og jeg blev behandlet, men han klarede det rigtig godt.

Nu er det snart en uge siden det skete og vores sår heler overraskende hurtigt. Vi spiser en masse forskellige piller og hver dag, når vi får skiftet forbindinger, kan vi se fremskridt med sårene, så vi er snart på benene igen. Rasmus næse er brækket indvendigt, så man kan ikke se det på den og det genere ham heller ikke, men røntgenbillederne taler ret tydeligt. Han må derfor desværre ikke dykke med os på Ko Tao, som det ellers var planen. Udover næsen har vi stadig et par åbne sår og syninger, som er pakket ind. Rasmus skal have fjernet sting i morgen, og jeg får fjernet mine på tirsdag. Til den tid skulle vores sår også gerne være nogenlunde lukkede, så vi kan komme i gang med alt det vi er kommet for at opleve.

Trafikuheld, og særligt scooteruheld, er meget normale i Thailand, så stort set alle vi møder, kigger på vores forbindinger og spørger "Motorbike?" og det kan vi jo kun nikke bekræftende til. Det er også blevet en almindelig talemåde i Thailand, at man kalder sår og ar fra trafikuheld for "Thailand Tattoo".

I disse dage laver vi ikke så meget, da Rasmus helst ikke må gå på benet, så tiden går med at snakke med forsikring, besøge sygehuset og ellers bare se film og spille spil her på vores guesthouse. Måske tager vi op og ser tigerne, når Rasmus må gå på benet igen, men så bliver det ihvert fald ikke på scooter!

Skrevet af emilbonnerup 02:03 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

(Beretninger 1 - 1 af 1) Side [1]