Rejseblogs fra Travellerspoint

Koh Tao

Skrevet af Emil

Efter en god nattesøvn følte vi os igen friske og udhvilede, på trods af den lange og hektiske tur vi havde haft fra Bangkok. Vi startede anden dag på Koh Tao ud med at tjekke ind i vores forhåndsreserverede bungalows, tage i mod Sara, som ankom fra Koh Samui, få noget morgenmad, og melde vores ankomst på dykkerskolen.
Vi skulle først starte vores kursus sidst på eftermiddagen, og besluttede os derfor for at tage et hurtigt trek tværs over øen, for at snorkle på den modsatte kyst, hvor der efter sigende skulle være rigtig flot.
Navnet Koh Tao betyder ”Skildpadde øen”, og det hedder den dels fordi at der var mange skildpadder på øen, da den blev opdaget, og dels fordi at øen ligner en kæmpe skildpadde. Øen er cirka en kilometer bred, og har en 300 meter høj bakke på midten, som strækker sig fra det nordligste til det sydligste punkt. Terrænet gav os derfor noget af en udfordring, da vi havde valgt at gå tværs over øen. Da vi stod på toppen, dryppende af sved, og kiggede ud over havet, mødte vi nogle piger, som kom nede fra den strand, vi var på vej hen til. De sagde, at vandet var rigtig dårligt den dag og at det slet ikke var besværet værd at gå helt derned. Det tog lige lidt af motivationen, efter den kamp vi havde haft med at nå toppen, men vi besluttede, at vi ville gå derned alligevel, om ikke andet så for gåturen.
Det viste sig, at det ikke var en sandstrand vi kom ned til, men i stedet nogle kæmpestore sten, som lå hele vejen op langs kysten og vandet var lidt for uroligt, til at det var godt at snorkle i. Vi prøvede at gå længere op langs kysten, for at se om vi kunne finde et bedre sted og det lykkedes os. Bo og jeg klatrede derover på stenene der lå langs med kystlinjen, mens Signe og Sara tog den sikre, men længere vej langs en sti.
Vi kom frem til et rigtig lækkert lille område, hvor vi næsten var helt alene. Det var stadig ikke de bedste vejrforhold til snorkling, men vi så alligevel utrolig mange flotte og farverige fisk og koraller. Det var vores første snorkeloplevelse, hvor vi kunne se andet end sand, så vi var meget overraskede over hvor meget liv og hvor mange forskellige farver vi kunne se. Det var rigtig flot, og vi glædede os derefter om muligt endnu mere til at komme i gang med vores dykning!
Tiden fløj fra os i den smukke undervandsverden og vi fik derfor rigtig travlt, da vi skulle nå tilbage til dykkerskolen på meget kortere tid end vi havde brugt på vej derover. Signe og Sara var gået i forvejen og Bo og jeg blev enige om at løbe tilbage. Det opgav vi dog ret hurtigt igen, da der begyndte at komme seriøs stigning på. Men vi kom tilbage på præcis det minut, hvor vores første dykkerlektion startede, forpustede og sveddryppende.
Den første dag med dykning så vi bare nogle undervisningsfilm og fik en teoribog og nogle spørgsmål med hjem, som vi skulle svare på til næste dag. Det er ved at være længe siden vi sidst har haft lektier for, men det var spændende og brugbart, så det var okay. Næste dag startede vi i poolen, hvor vi skulle lave en masse øvelser. Vi lærte hvordan man tømmer sine briller under vandet, hvis der kommer vand i dem, og en masse øvelser med opdrift og luftkilder. Under øvelser blev Sara meget utilpas og besluttede desværre, at dykning ikke var noget for hende og hoppede derfor af holdet. Men hun havde det okay med det, for hun vidste godt på forhånd at det måske ikke var noget for hende, da hun ikke er den store vandhund.
Efter nogle timer i poolen, fortsatte vi med filmene og tog derefter vores teoriprøve. Det var en lidt anderledes type eksamen end hvad vi er vant til. Den blev afholdt i baren, der var ingen tidsbegrænsning på og vi måtte hjælpe hinanden så meget vi ville.

Den tredje dag, efter at have bestået teoriprøven og lavet alle de nødvendige øvelser i poolen, var vi endelig klar til at komme ud og dykke rigtigt og vi var meget spændte på det! Vi sejlede af sted mod Mango Bay, hvor vi skulle have vores første dyk. Det første dyk skulle bare være sjovt, der var ingen øvelser eller noget som helst. Desværre havde vi ret dårlig sigtbarhed og kunne derfor ikke rigtig se noget. Andet dyk var ved Twins og der var sigtbarheden meget bedre og det var et rigtig godt dyk. Stedet hedder Twins, fordi det er to øer som ligger ved siden af hinanden og er forbundet af en tynd linje af sandstrand. Fantastisk sted!

Den fjerde og sidste dag på vores dykkerkursus, havde vi igen to Open Water dyk. Vi sejlede ud allerede klokken 6.30 om morgenen. Første dyk var ved et skibsvrag, som næsten lige er sunket, men desværre var sigtbarheden ikke alt for god og skibet lå lidt lavere end de 18 meter, som vi må dykke ned til som Open Water Divers.
Andet dyk denne dag var ved White Rock. Vi havde en fotograf med den sidste dag, som filmede os mens vi dykkede og tog nogle flotte billeder. Dem kan I få at se til maj, når vi kommer hjem. Vi var allerede tilbage klokken 11, som certificerede dykkere, og havde derfor hele dagen, inden vi skulle ned og se vores film i baren om aftenen. Bo og jeg gik derfor mod en af strandene som ligger på den modsatte kyst, i den sydlige ende af øen. Vi havde fået anbefalet den strand, som en af øens bedste strande og tænkte derfor, at den var vi nød til at se. Efter to timers powertrekking med meget hårdere stigninger end vi havde set på vores første trek, nåede vi frem til stranden. Vi må sige at det var en flot strand, men vandet var ikke så godt at bade i, så vi blev der kun lige i en halv time inden vi gik hjem igen. Hvis det udelukkende havde været for stranden, ville vi nok have været ret skuffede, men fordi turen frem og tilbage var så god, var det okay. Igen nåede vi først tilbage i sidste øjeblik, inden vores dykkerfilm blev sat på i baren.

Fordi vi havde booket med Blue Venture, havde vi to ekstra fun-dives inkluderet, dagen efter vi havde fået vores dykkercertifikat. Vi stod igen op så vi var klar til at tage af sted klokken 6.30, men da vi kom derop, fik vi at vide, at båden var gået i stykker, så vi kunne først komme af sted klokken 12. Vi havde dagen før booket et natdyk, som startede klokken 17:45, og vi var derfor lidt urolige for om vi kunne nå det, hvis vi også skulle have de to andre dyk, men det sagde instruktøren, at vi godt kunne. Så vi tog af sted klokken 12 og tog det første dyk ved White Rock, hvor vi allerede havde været en gang. Derefter tog vi til et sted som hedder Japanese Garden, og det var helt klart det flotteste dyk vi har haft! Det var ikke særlig dybt, kun 8 meter på det dybeste punkt, men der var en fantastisk sigtbarhed, og mange flere fisk og koraller end vi har set nogen andre steder! Det var det dyk, der virkelig fangede os og vi begyndte allerede på det tidspunkt at snakke om mulighederne for at dykke i New Zealand og på Bali (i Australien har vi allerede booket dykning).

Da vi kom af båden, efter at have været af sted det meste af dagen, havde vi lige et kvarter til at finde noget aftensmad, inden vi skulle af sted igen på vores natdyk. Natdykket var desværre lidt af en skuffelse. Sigtbarheden var ikke så god, på trods af at vi havde lys med ned, og der var ikke særlig mange fisk og alle de flotte farver er væk om natten. Derudover var vores guide ikke i særlig godt humør, fordi der havde været en del problemer den dag, som havde gjort hans dag meget længere end den skulle have været. Men samlet er set vi blevet helt vilde med at dykke, og glæder os allerede til næste gang vi skal ud og opleve den smukke undervandsverden!

large_G0070473.jpg

Skrevet af signeogemil 04:19 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

En forfærdelig nat...

Skrevet af Signe

Gør jeg klar til en gyser. Vores tur fra Bangkok til Koh Tao endte med at blive noget af en oplevelse!

Vi forlod Chiang Mai den 7. december om aftenen med kurs mod Bangkok. Vi ankom meget tidligt om morgenen og checkede ind på gode gamle Sweety Guesthouse (Fængslet). Efter en nap og noget morgenmad – eller det var nok nærmere frokost – tog vi i MBK for købe lidt flere unødvendige ting og endte helt spontant med at tage i biografen og se ”Hungergames II” om aftenen. Dagen efter var vores mission at booke billetter til den følgende dag.

Rasmus havde desværre fået at vide af Gouda, at de ikke anbefalede, at han tog til Koh Tao på grund af den høje luftfugtighed, havet og sandet, da der ville være øget risiko for infektion i hans sår. Han havde allerede fået at vide, at han ikke kunne dykke og blev enig med sig selv om, at der ikke var meget at lave på Koh Tao, eller de andre øer for den sags skyld, hvis man ikke må dykke og ikke må være på stranden, så han valgte at ende sin rejse før tid, hvilket selvfølgelig var rigtig ærgerligt. Så Rasmus skulle booke transport til lufthavnen og vi andre skulle booke transport til Koh Tao.
Vi satte i gang ned af Khao San Road og sidegaderne dertil og forhørte os om priser. Rasmus fik hurtigt arrangeret sin transport, men vores udviklede sig til et lidt større projekt! For det første var priserne meget højere end vi havde regnet med. For det andet sagde nogle firmaer, at nogle både (de billige selvfølgelig) ikke sejlede på grund af monsum, mens andre sagde, at nogle både (stadig de billige) ikke sejlede fordi de var i stykker. Det hele virkede lidt mystisk og vi vidste ikke, hvem vi skulle stole på, så vi valgte at tage til Government Turist Information, for at være bare nogenlunde sikre på det vi fik at vide. Rasmus tog en slapper tilbage i Fængslet i mens.

Manden på kontoret var meget snakkesalig og den type, der bare snakker uden at lytte til, hvad man siger til ham – bortset fra da vi sagde, at vi skulle af sted den følgende dag. Han så helt forkert ud i ansigtet og sagde: ”No no no! You can't do that. Bangkok will be closed tomorrow. Big big big demonstration. One million, two million people in the streets! No no no, you have to go today!”. Og hans panik spredte sig til os, men samtidig undrede vi os over, at vi ikke havde hørt det nogle af de andre steder eller i nyhederne eller fra Udenrigsministeriet. Og hvad med Rasmus slog det os pludselig? Han skulle først flyve midt på aftenen. Vi forklarede den snakkesaglige mand Rasmus' situation og han så igen helt forkert ud i ansigtet. ”No no no! He has to go early in the morning before all the people come!” Selvom vi ikke helt vidste om vi skulle tro på alt det vi fik fortalt eller ej, turde vi heller ikke tage nogen chancer. Så vi endte med at booke billetter til samme dag og fik også fat i Rasmus og fik forklaret ham situationen. Pludselig havde vi meget travlt og det hele var lidt noget rod, men det virkede ikke rigtigt til, at vi havde noget valg. Vi tog tilbage til Fængslet og fik pakket vores tasker inden vi tog på Burger King, hvor vi ville blive hentet. Vi udnyttede muligheden og spiste vores aftensmad der sammen med Rasmus.

Efter en rask gåtur med fuld oppakning stod vi pludselig i et stort kaos af folk der skulle sydpå. Folk skulle alle steder hen; Phuket, Krabi, Koh Phi Phi, Koh Samui, Kog Phangan, Koh Tao... Vi blev læsset i forskellige minivans uden nogen anelse om, om det var den rigtige. Efter en halv times kørsel blev vi sat af ved en stor tankstation og bedt om at vente til vores store bus kom. Men ikke mange minutter efter vi var blevet sat af, fik vi at vide, at vores bus var i stykker, så vi skulle vente mellem en halv og en hel time, før der kom en anden. Super fedt. Vi ventede i 45 minutter, alle tre med næsen begravet i vores bøger, før bussen endelig trillede ind på pladsen og vi kom ombord. 'Endelig!' tænkte vi 'Så skal vi bare sætte os til rette os sove indtil i morgen tidlig, når bussen stopper og vi bliver sat af ved havnen.' Men nej... Sådan skulle det ikke gå... Kl. 2.00 vågner jeg ved at bussen holder stille. Jeg kigger ud af vinduet og kan se at vi holder uden for et turistkontor og at to personer er stået af og er ved at tage deres baggage ud af bussen. Resten af bussen, inklusiv drengene, sover og jeg har ikke hørt nogen give besked om, hvem der skal af eller hvor vi er. Jeg vækker Emil, som går ned og forhører sig hos dem, der er stået af. Den ansatte, der er ved at hjælpe dem med at finde deres baggage, kan ikke fortælle noget om, hvor vi er, men de to passagerer, to spanskere, fortæller, at de skal til Koh Tao, så hvis vi også skal det, må vi nok helle stå af. Ja, det må vi nok hellere! Det viser sig, at vi er i alt 10 personer, der skal til Koh Tao og vi kommer alle af. Men hvad så nu? Spanskerne prøver at få noget information af buspersonalet som bare siger, at vi skal vente der, ind til turistkontoret åbner kl. 6. Forvirringen er total! Hvor er vi? Hvad er det for et kontor? Hvem skal vi snakke med? Og hvad fanden skal vi gøre af os selv indtil kl. 6? Buspersonalet ender med at smække døren i i hovedet på os mens vi snakker med dem og køre af sted. Og så står vi der. Midt i ingenting kl. 2 om natten. Vi kigger lidt rundt på hinanden og beslutter os så for at vente og se hvad der sker, for det kan da ikke være rigtigt det her! Så der sad vi så; 10 trætte rejsende på ræd og række, på et fortov udenfor et turistkontor midt om natten. Jeg prøvede at få lidt søvn og heldigvis lå der en 7-Eleven lige i nærheden, der tilbød diverse ting og sager til at stille den sult, der var opstået af pludselig at være vågen efter nogle timers søvn.

Efter et par timer dukker der pludselig en mand op i en pick-up, som påstår, at han ejer det kontor vi sidder udenfor. Han ejer også den båd vi alle skulle med senere på dagen, men den var i stykker og havde ikke sejlet i flere uger. Men! Han kunne hjælpe os ved at køre os til havnen, hvor vi kunne købe nogle andre (og dyrere) billetter til en anden båd og så kunne han 'fikse' de billetter, vi allerede havde, så vi kunne bruge dem på en anden strækning. Hmm... Vi var alle meget skeptiske; han var bare en tilfældig mand, der var intet firmanavn på hans pick-up og han havde ingen nøgle til 'sit' kontor. Vi blev alle enige om at vente til turistkontoret åbnede, som vi havde fået besked på af buspersonalet, selvom det betød endnu et par timer på fortovet. Efter lidt over en time kom en anden mand, denne gang dog i en minivan med firmanavn på og fortalte den samme historie. Mange af os var ved at miste tålmodigheden og var fortsat meget skeptiske. Men denne mand viste sig dog at have en nøgle til kontoret, hvilket klart talte til hans fordel! Og han tilbød, lige som den første mand, der var dukket op, at køre os til havnen (for det var åbenbart ikke der vi var?!), for 100 bath, hvor vi kunne købe nogle andre (og stadig dyrere) billetter. Vi begyndte at snakke om refundering af den del af billetten, der var sejlturen og han sagde, at vi kunne få vores penge refunderet, når vi kom tilbage til Bangkok – men ingen af os skulle tilbage til Bangkok! Han kunne som sådan ikke gøre noget, for han havde slet ikke så mange penge på sig! I øvrigt mente han ikke at det var hans skyld, bare fordi det var hans firma, for det var jo ikke ham der havde solgt os billetterne. Stemningen blev ret anspændt med så mange trætte og frustrerede mennesker og en mand der kun forstod halvdelen af, hvad man sagde til ham! Da manden opfangede den utroligt negative holdning der var til ham, hev han pludselig et ordentligt bundt pengesedler frem og begyndte at dele 500 bath-sedler ud, som refundering af bådbilletten. Jeg synes han sagde han ikke havde nogle penge på sig? Hmm... Vi fik alle refunderet 500-bath af den samlede billetpris på 1100 bath og blev derefter pakket ind i minivanen og kørt til havnen, en tur, han havde sagt var 50 kilometer. Da vi ankom til havnen, kunne Bo, som havde siddet på forsædet og kigget på kilometertælleren fortælle, at turen kun havde været halv så lang som han sagde. Men manden opkrævede alligevel 100 bath pr. person. Jeg var helt oppe i det røde felt og klar til at tage kampen op; jeg havde simpelthen fået nok, men drengene fik – heldigvis – talt mig fra det.
Fremme på havnen fik vi købt nye billetter til båden og ventede derefter i en lille halv time, på at vi kunne gå ombord. I mens stod solen op og dens lys gav os lidt energi til at komme gennem den sidste del af rejsen. Nu skulle vi bare ombord på den båd, nu var der ikke mere der kunne gå galt!
Men jo... Vi havde knap forladt havnen, før jeg begyndte at få en underlig fornemmelse i kroppen. Det var meget fremmed for mig – jeg har aldrig haft det sådan før. Men selvfølgelig skulle min søsyge-debut lige falde sammen med denne forfærdelige nat! Jeg sad og klamrede mig fast til toilettet mens båden gyngede fra side til side, i halvanden ud af de to timer turen varede...

Endelig fremme på dejlige Koh Tao og med fast grund under fødderne, begyndte vi alle at se lysere på det hele igen. Vi fik noget morgenmad og fandt derefter et sted at sove for en enkelt nat. Vi var jo ankommet en dag før det egentlig var planlagt og kunne derfor ikke checke ind i vores forhåndsreserverede bungalows endnu. Resten af dagen stod på afslapning og om aftenen skålede vi for vores allesammens overlevelse!

Skrevet af signeogemil 04:18 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

Højt til elefant

Skrevet af Signe

Den 4. december var vi alle fire (Bo, Emil, Rasmus og jeg selv) på dagstur. Og som overskriften hentyder, var vi blandt andet ude og ride på elefanter, hvilket klart var dagens højdepunkt mellem alle de andre ting, de havde proppet ind i programmet.

Første stop, en orkide- og sommerfuglepark, var ikke noget specielt – det var orkideer og sommerfugle. Men det havde et toilet vi kunne låne, hvilket var meget rart.

Men allerede ved næste stop steg spændingen betydeligt, da vi hurtigt spottede elefanterne på den anden side af floden. Emil og jeg hoppede på en elefant og Bo og Rasmus på en anden, og så gik det ellers derud af. Efter cirka 20 minutter stoppede vi og købte nogle bananer og palmesukkerrør, som vi kunne give til vores elefant, mens vores mahmoud tog billeder af os. Det var noget helt specielt at sidde oppe på det kæmpestore dyr og mærke dets muskler arbejde lige nede under huden på det. Efter foto-sessionen begav vi os ud i floden og jeg var lidt bange for at vi skulle få et elefantbad, men det slap vi heldigvis for. Turen varede omkring en time alt i alt, men tiden fløj bare afsted og før vi vidste af det, var vi tilbage på platformen igen.

large_IMG_9338.jpg

Derefter blev det lidt af et cirkus at være på dagstur. Først stod den på Bamboo Rafting, som er meget mere roligt og afslappende end det lyder. Vi gled stille og roligt ned ad floden og kiggede på den flotte natur omkring os. Efter omkring en halv time vil jeg tro, blev vi sat af ved flodbredden, hvor vores bus ventede og kørte os tilbage hvor vi kom fra, hvorefter vi blev sat på en oksekære og kørt 500 meter ned af vejen og tilbage igen. Helt ærligt... Det var det der med at droppe for meget ind i programmerne.

Efter cirkusset stod den på frokost og derefter elefantshow. Jeg er ikke meget for at indrømme at vi så det, men det gjorde vi altså. Undskyld! Herefter blev vi smidt på bussen igen og kørt til at flot vandfald. Vi havde vist alle sammen glemt, at det var en del af turen, så ingen af os havde taget badetøj med.

Herefter troede vi faktisk at turen var slut og vi havde sat os godt til rette i bussen, klar til at nappe hele vejen hjem, men nej, de havde fået plads til endnu en ting i programmet og havde en lille overraskelse til os: vi besøgte et sted, hvor de laver papir ud af elefantlort! Er det ikke fantastisk?! (Kan I mon mærke ironien?) Vi fik en hurtig rundtur og så de forskellige processor, hvorefter vi købte en cookie – som forhåbentligt ikke er lavet af elefantlort – og spiste den, mens resten af gruppen købte souvenirers lavet af elefantlort.

Skrevet af signeogemil 04:18 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

Dagstur til Chiang Rai

Den 26. november var Sara og jeg på dagstur til Chiang Rai. Det var en lang dag, med rigtig mange oplevelser! Heldigvis var vi så heldige at få bussens bagsæde for os selv, så vi kunne på semi-behageligvis hvile os lidt mellem stoppene.

Første stop på turen var egentlig bare et tisse-stop, men det var lavet så belejligt, at det også var en turistattraktion. Vi stoppede ved Hot Springs (varme kilder), hvor vi fik os et dejligt varmt fodbad. Man kunne også koge æg i kilderne, hvilket vi dog ikke havde tid til. Øv bøv...

Næste stop var turens højdepunkt; White Temple, som vi skulle finde ud af, er et meget specielt tempel! Ud fra de billeder jeg havde set af templet forud for turen, troede jeg det var et rigtig eventyrtempel, helt i hvidt og med masser af små kromelurer – et sted hvor Snedronningen kunne bo. Men vi kunne hurtigt se, at det var et noget utraditionelt tempel vi var kommet til. Langs hegnet, der omkransede tempelt, var der dødningehoveder. På græsset rundt omkring templet voksede der træer, fra hvis grene der hang uhyggelige ansigter. Under broen, der første op til templet var der et hav af hænder, der rakte op mod himlen, som om de håbede på, at der ville komme nogle og hjælpe dem op. På hver sin side af indgangen til templet tårnede to store skikkelser sig op, som mest af alt lignede noget fra nordisk mytologi; en mand med et spyd og et vildt skæg samt en kvinde med store nøgne bryster. Det var faktisk lidt uhyggeligt, hvis jeg skal være helt ærlig! Da vi trådte ind i selve templet, så vi den klassiske Buddha-statur og bagved den det klassiske billede af Buddha. Det beroligede mig lidt midt i min forvirring over dette meget mærkværdige tempel, men kun for en kort stund. For da jeg vendte mig om, ser jeg det mest uventede på den modsatte væg. Hele væggen er et stort dystert maleri og når man bevægede sig tættere på, begyndte små velkendte figurer og ting at dukke op; Hello Kitty, Michael Jackson, Harry Potter, en Converse Allstar sko, Angry Birds, amerikanske pengesedler, Twin Towers under terrorangrebet, benzintanke, Elvis... Jeg kunne blive ved og ved. Det var meget mærkeligt! Jeg ville egentlig have researched på det, men har valgt at lade det være en mærkelig og uforklarlig oplevelse, som jeg sent vil glemme!

Med hovedet fuld af spørgsmål om dette utraditionelle tempel satte vi os igen til rette på bagsædet af vores bus og satte kursen mod Golden Triangle. Golden Triangle er det område, hvor Thailand, Laos og Myanmar (tidligere Burma) grænser op mod hinanden. Før i tiden var der et stort marked for opium i området mellem grænserne, som kaldes ”No Man's Land” (Ingenmandsland). Vi sejlede på floden, som danner grænsen mellem de tre lande og fik fortalt en masse, hvoraf jeg ikke kunne høre den ene halvdel og har glemt den anden. Men efter en halv times sejltur gik vi i land for en kort bemærkning – i Laos. Så ja, vi kan faktisk tilføje et land til rækken. Ej, jeg ved nu ikke om en halv time ved et grænse marked fyld med turister tæller, men tanken om det er meget sjov!

Fra en grænse til den næste. Efter en ordentlig omgang frokostbuffet stoppede vi ved grænsemarkedet mellem Thailand og Myanmar. Vi havde en halv time der og det var lidt af et cirkus, men Sara fik købt en julegave, som vi havde ledt længe efter, så det endte med at blive en succes!

Dagens sidste stop var et stop i en traditionel bjerglandsby. I landsbyen boede der tre forskellige stammer, blandt andet den fantastiske Karen Longneck med deres halsringe, der virker til at forlænge deres halse, hvilket guiden dog fortalte os, at de ikke gør. Der var også en kvinde fra Big Ears – det er de vildeste strecth jeg nogensinde har set! Alle tre stammer havde nogle utroligt smukke dragter og vi fik lov til at prøve både de karakteristiske halsringe og de specielle hovedbeklædninger. Under besøget dukkede en følelse op, som var meget velkendt fra Indien; hvor går jeg dog kedeligt klædt! Men det ville måske også være lige i over kanten at dukke op i traditionel Hill Tribe-Style

Alt i alt var det en rigtig fin tur, men de har en tendens til at sætte lidt for meget på programmet på deres dagsture. Men hvis man vil nogle af tingene, må man tage resten med og se det som en bonus

Vi var pænt trætte da vi kom hjem efter at have været på farten i 14 timer, men det var Saras sidste aften i Chiang Mai, så vi skulle jo have et par øl. Drengene var til Thai Boxing, så vi drak et par øl og hyggede os med nogle søde piger hjemme på vores guesthouse.

Skrevet af signedn 04:17 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

Chiang Mai

Skrevet af Signe

Vi endte med at være i Chiang Mai i to uger. Det var lidt længere tid end planlagt, men Emil og Rasmus skulle på sygehuset hver dag for at få deres forbindinger skiftet og forsikringen sagde, at det var nemmest, hvis vi blev det samme sted og brugte det samme sygehus. Men det gjorde heller ikke så meget, for det var egentlig meget rart at være i Chiang Mai, som er en rigtig hyggelig og stille og rolig by. Og hvis man skulle komme til at kede sig, er der også masser af aktiviteter i området omkring Chiang Mai.

Den 27. november tog Sara syd på, for at se sig omkring på nogle af de mange lækre øer, Thailand har at byde på. Det var mærkeligt at sige farvel til hende og sende hende af sted i túk-túken, men heldigvis var det jo ikke for så længe. Derefter havde jeg næsten to uger alene med drengene, hvor vi fik tiden til at gå med lidt forskelligt. Aktiviteterne skulle også tilpasses de to handicappede medlemmer af gruppen, så det var ikke så actionpræget, som drengene oprindeligt havde forestillet sig. Vi havde også lige et kort stop-over i Bangkok, inden vi fortsatte mod Koh Tao, men mere om det senere.

Efter Sara var taget af sted blev jeg ramt af madforgiftning, efter en ellers rigtig hyggelig aften på en vestlig restaurant, og lå i sengen (faktisk brugte jeg størstedelen af tiden med den ene eller den anden ende i toilettet) i to hele dage, før jeg turde bevæge mig ud fra vores værelse igen. Emil fik lov at lege sygepasser mens jeg var syg, men drengene fik heldigvis også tid til endelig at besøge Tiger Kingdom og var også ude og køre gokart en eftermiddag.

Da jeg endelig var helt på toppen igen tog vi til madlavningskursus og lærte at lave forskellige traditionelle thai-retter. Tempoet var højt og vi havde sommetider lidt svært ved at følge med, men det var rigtig sjovt at prøve! En dag tog vi også ud i junglen og svingede os i lianerne; vi zip-linede mellem trætoppene

Skrevet af signeogemil 04:16 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

(Beretninger 16 - 20 af 46) « Side 1 2 3 [4] 5 6 7 8 9 10 »