Rejseblogs fra Travellerspoint

Thailand Tattoo

Næsten før vores rejse overhovedet var startet, skete der noget forfærdeligt, som ændrede en stor del af de planer, som vi havde lagt hjemmefra.

Lørdag morgen havde vi, ligesom Signe og Sara, besluttet os for at tage ud og se Tiger Kingdom, men i stedet for at tage en tuk-tuk, som vi næsten altid gør, syntes vi, at det kunne være sjovt at leje scootere til turen op i bjergene. På grund af den beslutning, nåede vi aldrig derop.

Vi var lige nået ud i udkanten af Chiang Mai, da Rasmus uheldigvis ramte et dybt hul i vejen med forhjulet, og blev kastet af scooteren. Før jeg kunne nå at gøre hverken det ene eller det andet, kørte jeg ind i maven på Rasmus, og fløj også af min scooter. Vi fik samlet os selv op fra den trafikkerede vej, og faldt om i grøften, hvor vi så lå i den bagende sol, i det der føltes som flere timer. Der var ret hurtigt nogle der holdte ind til siden og ville hjælpe, og allerede 10 minutter efter ulykken, kom ambulancerne rullende, så hurtigt som man nu kan i den thailandske trafik.

Efter at have sikret sig at de værste blødninger var stoppet, og at der ikke var andre akutte skader, blev vi lagt på bårer. De små thailandske læger, så ikke særligt glade ud, da de skulle løfte os ind i ambulancerne, jeg tror vi er lidt tungere end hvad de er vant til. Men ind i ambulancerne kom vi, og så var det afsted mod sygehuset med fuld udrykning. På sygehuset brugte de et par timer på at lappe os sammen. Det gik utrolig effektivt, der var læger overalt omkring os. Jeg fik tre sting i albuen, og en masse forbindinger, og blev derefter udskrevet. Det så dog værre ud for Rasmus, han fik otte sting i hovedbunden, var i røntgen og fik forbindinger på arme og ben. Rasmus hjelm gik i stykker i styrtet, så han havde fået to sår i hovedbunden, som skulle syes, og en brækket næse, og de ville derfor gerne beholde ham natten over, til observation. Bo og jeg sov også på sygehuset den nat, Bo på en sofa i venteværelset, og mig på en klap-sammen-seng inde ved Rasmus. Bo var heldigvis ikke en del af styrtet, da han kørte foran Rasmus, og nåede at undvige hullet, men han fik alligevel sin sag for. Han var nemlig den eneste, som var i stand til at snakke med sygeplejersker, læger, forsikringsselskab, turistpoliti og scooterudlejningsfirma, mens Rasmus og jeg blev behandlet, men han klarede det rigtig godt.

Nu er det snart en uge siden det skete og vores sår heler overraskende hurtigt. Vi spiser en masse forskellige piller og hver dag, når vi får skiftet forbindinger, kan vi se fremskridt med sårene, så vi er snart på benene igen. Rasmus næse er brækket indvendigt, så man kan ikke se det på den og det genere ham heller ikke, men røntgenbillederne taler ret tydeligt. Han må derfor desværre ikke dykke med os på Ko Tao, som det ellers var planen. Udover næsen har vi stadig et par åbne sår og syninger, som er pakket ind. Rasmus skal have fjernet sting i morgen, og jeg får fjernet mine på tirsdag. Til den tid skulle vores sår også gerne være nogenlunde lukkede, så vi kan komme i gang med alt det vi er kommet for at opleve.

Trafikuheld, og særligt scooteruheld, er meget normale i Thailand, så stort set alle vi møder, kigger på vores forbindinger og spørger "Motorbike?" og det kan vi jo kun nikke bekræftende til. Det er også blevet en almindelig talemåde i Thailand, at man kalder sår og ar fra trafikuheld for "Thailand Tattoo".

I disse dage laver vi ikke så meget, da Rasmus helst ikke må gå på benet, så tiden går med at snakke med forsikring, besøge sygehuset og ellers bare se film og spille spil her på vores guesthouse. Måske tager vi op og ser tigerne, når Rasmus må gå på benet igen, men så bliver det ihvert fald ikke på scooter!

Skrevet af emilbonnerup 02:03 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

Tiger Kingdom

I lørdags, den 23. november, var Sara og jeg på tur. Vi besøgte Tiger Kingdom, som ligger lidt udenfor Chiang Mai i et område, der hedder Mae Rim.
Tiger Kingdom er en stor turistattraktion og der var rigtig mange mennesker derude. Det er egentlig bare en stor photosession; folk går ind i burene med en af passerne, leger eller kæler lidt med tigerne, tager billeder af tigerne og går ud igen. Men det ændrer altså ikke på, at det var en stor og meget speciel oplevelse at være så tæt på og røre ved så mægtigt og flot et dyr som tigeren!

Tigerne er delt op i størrelser: Smallest, Small, Medium og Big og man vælger selv, hvilke størrelser man vil se. Man kan også købe forskellige pakker og sin egen fotograf. Vi valgte at se de mindste og de største, hvilket vi kom af med 1040 THB (180 DKK) for. Det var en ret peberet fornøjelse, i forhold til, hvad vi fik for det, men vi kunne tage alle de billeder vi orkede, så det var ret fedt! Der var mange mennesker, da vi var der, så vi havde kun ca. 15 minutter i hvert bur, hvis det kan gøre det. Men igen! Hvornår har man lige chancen for at klø en tiger på maven?

De små unger var utroligt søde og ret aktive. De har nogle enorme poter - den mindste unges pote var lige så stor som min hånd! De store tigere var noget mere dovne, men det kender jeg jo fra mine egne katte derhjemme. De sover hele tiden, hvis de kan komme til det, og tigeren er jo bare en forvokset udgave af en almindelig kat.

large_IMG_1962_1_.jpg

Tigerne har det godt i Tiger Kingdom. De bliver holdt i bur, men det er store bure, der giver dem masser af plads til at bevæge sig på, træer til at klatre i og et af burene havde endda et bassin de kunne bade i (de katte jeg kender bryder sig ikke ret meget om vand, men hvad ved jeg?). De tillader også kun små mængder mennesker i burene ad gangen og man er altid tilnkyttet en af passerne. Personalet i Tiger Kingdom virker også til at tage sig godt af tigerne.

Det er meget omtalt, hvorvidt det er en god idé at besøge tigere eller ej. Mange steder bliver dyrene behandlet dårligt og mishandlet. Der går blandt andet historier om, at tigerne bliver bedøvet for at kunne være sammen med mennesker. Men disse ting foregår ikke på dette sted. Tigerne får rigeligt med mad, så de angriber altså ikke mennesker for at spise dem. Den eneste ting man skulle være lidt påpasselig med var at trænge ind på tigeren bagfra, da det kunne få dem til at tro, at man ville lege. Desuden er alle tigerne i Tiger Kingdom født og opvokset på stedet, så de har været vandt til mennesker hele deres liv. Og en anden lille ting, der er ret væsentlig at huske på, inden man beskylder nogen for at bedøve tigerne: tigere er et kattedyr og kattedyr sover op til 20 timer i døgnet, så det er da ikke så mærkelig, hvis de er lidt sløve, når man besøger dem.

Alt i alt var det en kæmpe oplevelse og helt klart noget jeg vil anbefale. Men man skal lige huske at undersøge, hvordan det sted man gerne vil besøge, behandler dyrene, om så det er aber, elefanter, tigere eller whatever. Vi researchede også på internettet, inden vi tog derud, for at være sikre på, at vi ikke støttede op om noget, der skadede dyrevelfærden.

Skrevet af signedn 01:27 Gemt i Thailand Kommentarer (2)

Glædeligt gensyn i Bangkok

Turen fra Siem Reap til Bangkok blev ikke helt, som vi havde regnet med. Vi stod op kl. 1.15, for at være klar til at blive hentet kl. 1.30, men det er jo Asien, så 1.30 blev til 1.40 og 1.50, før vi blev hentet i en lille minivan. Vores bagage blev smidt bagi og vi tog plads på de forreste sæder. Vi troede, at det blot var pick-uppen vi sad i, men efter at have samlet fire mere op, bad chauførren om vores billetter, checkede dem og satte sig tilbage bag rettet og satte i gang. Okay. Så minibussen skulle altså tage os hele vejen til Bangkok. Fedt nok! Heldigvis var bussen ikke fyldt op, så Sara og jeg havde tre sæder vi kunne deles om, så vi skiftedes lidt til at ligge ned på to af sæderne. Flere gange i løbet af natten tog vi holdt og chaufføren slukkede for alt og tog sig en lur. Det var lidt mærkeligt og jeg synes det var lidt spild af tid, men fair nok, for grænsen åbnede alligevel ikke før kl. 7, så vi havde god tid.

Vi havde hørt mange skrækhistorier om grænseovergangen mellem Cambodja og Thailand og var lidt spændte på, hvordan det skulle gå. Men som næsten alt andet på vores rejse, gik det som smurt; vi checkede ud af Cambodja, gik et par hundrede meter og checkede så ind i Thailand. Der er en hel del svindel med visum ved grænsen, men det behøvede vi slet ikke at bekymre os om, da vi jo allerede havde søgt visum. Da alt det praktiske ved grænsen var overstået, fik vi lidt morgenmad og skulle derefter vente i noget der føltes som en evighed (knap to timer) på fire andre, som skulle med vores bus videre til Bangkok. Jeg var ret utålmodig, fordi jeg vidste, at drengene skulle lande i Bangkok sidst på formiddagen, så jeg ville bare videre videre videre! Men sådan fungerer det ikke helt hernede. Og selvom planen var, at vi ville være i Bangkok kl. 10.00, så var vi der ikke før hen ad eftermiddagen. Men sådan er det altid, det har vi efterhåndet vænnet os til.

Vel fremme i Bangkok, blevvi sat af lige ved backpacker-gaden Khao San Road, hvilket var meget belejligt, da det var der, vi havde planer om at bo. Vik gik lidt op og ned af gaden og prøvede at finde et sted at sove til en ordentlig (billig!) pris, og endte med at finde Sweety Guesthouse aka. Fængslet i en gade parallelt med Khao San Road. Det var nærmere end celle end et værelse vi checkede ind på, men der var en seng og en fane - og så har man jo i virkeligheden alt, hvad man skal bruge. Fælles bad har vi overlevet flere gange før og squattoiletterne skræmmer os heller ikke længere. Så her fik vi os et bad og slappede lidt af og ventede på, at drengene skulle give lyd fra sig. "Utålmodige" dækker vist meget godt, hvordan vi havde det, da vi sad der og ventede på at få rugbrød!

Hen på aftenen efter lidt let aftensmad, tog vi hen til drengene på deres guesthouse. På vejen skulle vi dog lige have fat i noget agurk til vores leverpostejsmadder - det hører sig jo til! Vi spurgte vores túk-túk driver om han kendte et sted, hvor man kunne købe agurker på denne tid af dagen og det mente han, at man bestemt kunne i 7-Eleven. Jeg tror egentlig ikke han fik fat i præcist hvad det var, vi skulle have fat i, men han forstod at vi skulle købe noget og i følge ham kunne man købe alt i 7-Eleven. Så vi tog holdt ved en af de mange mange 7-Elevens de har og jeg løb (nævnte jeg, at jeg var utålmodig?) ind i butikken. Jeg prøvede med både ord og håndbevægelser at forklare en af de ansatte, hvad jeg var på jagt efter og han sagde "Yes yes", men puttede så en pølse på grillen. Nej nej nej... Men så fik jeg minsandten øje på en beholder med skiveskårede agurker i! Dem de brugte til deres burgere og jeg fik lov at fylde en lille pose med agurkeskiver og det bedste af det hele: han ville ikke engang have noget for det! Win! Jeg udbrød "Wow! Thank you very very very much!" og stormede så ud af butikken og hoppede ind i túk-túk'en igen.

Fremme på New Road Guesthouse fandt vi drengne. Det var så så så så dejligt at se Emil igen, det siger vist sig selv! Sara og jeg fik rugbrødsmadder med leverpostej og agurk, en masse bland-selv-slik og øl - sikke et festmåltid! Et par store øl senere, havde mig og Sara lagt planer for os alle fem. Vi havde hørt om de famøse Ping-Pong Shows, og dét skulle vi da snyde drengene til at se. Så vi fik prejlet en túk-túk og lavet en deal med ham inden drengene overhovedet var kommet ud af døren. Drengene troede vist det var noget nærmere en strip-klub vi havde taget dem med hen til og var først ret ivrige, men de fik sig en slem overraskelse. Jeg vil nødigt gå i detaljer om dette show, men bare sige, at det vist har traumatiseret de stakkels drenge for livet. Efter showet satte vi kursen mod Khao San Road og fandt et sted hvor vi kunne drikke en masse øl! Det var skide skægt og dejligt at have drengenes selskab!

Dagen efter var ret slem, især for mit vedkommende. For meget øl kombineret med rugbrød i en mave, der ikke har fået fibre i over to måender og derfor ikke kan huske, hvordan den skal fordøje det, er en rigtig dårlig kombination. Vi tog i MBK, et stort shoppingcenter med masser af kopivarer, elektronik og andre forskellige ting, men jeg brugte det meste af dagen på at rende på toilettet på samtlige etager i centeret. Vi var også rundt mange steder for at prøve at booke busbilletter til Chiang Mai samme aften, men der var fuldt booket overalt, så vi måtte booke en til den efterfølgende aften og tage en ekstra overnatning i Bangkok. Sidst på eftermiddagen checkede drengene også ind i Fængslet, hvorefter vi fik lidt aftensmad og derefter faldt døde om i vores senge.

Torsdag skulle tiden bare slåes ihjel. Først gik vi lidt rundt på må og få, men tog derefter i Siam Paragon, et vældig fint shoppingcenter med alle de dyre mærker - og H&M! Så mens Sara og jeg kiggede på tøj, kiggede drengene på motercykler og biler på de mange udstillinger, der var rundt omkring i centeret.

Om aftenen satte vi kursen mod Chiang Mai med udsigt til endnu en nat i bus. Vi glædede os alle sammen til at komme nordpå, især drengene, som havde en masse vilde planer om trekking, rafting, ATV, zip-liners, bungyjump og jeg skal gi' dig. Sådan gik det ikke helt, men det kan I høre nærmere om i et senere indlæg.

Skrevet af signedn 21:35 Gemt i Thailand Kommentarer (0)

Siem Reap og Angkor Wat

Efter at have taget afsked med Joy, Tattoo og alle de søde mennesker, vi har lært at kende i løbet af vores måned i Phnom Penh, satte vi kursen mod Siem Reap. Endnu en nat blev tilbragt i bus, noget vi rigtig godt kan lide, for så spilder vi hverken dagstimer på transporten eller penge på en overnatning. Og det var heldigvis en rigtig sleeper-bus ligesom dem vi kørte med i Vietnam, så jeg fik rent faktisk nogle timers søvn - juhu!

Vi nåede Siem Reap tidligt om morgenen og fandt hurtigt et sted at sove - et sted vi havde fået anbefalet af nogle af pædagogerne, som kun lå 2 minutter fra, hvor vi blev sat af bussen, så det var meget nemt! Selvom vi havde fået okay med søvn i løbet af natten hører det sig til, at tage en ordentlig nap, efter en nat i bus. Så omkring fire timer senere var der liv i os igen.

Efter en omgang kombineret morgenmad og frokost, skulle vi have arrangeret vores tur til Angkor Wat. Vi gik frem og tilbage og frem og tilbage og frem - og tilbage igen - og snakkede med flere forskellige túk-túk-drivers og endte med at lave en aftale med den første, vi havde snakket med. 18 $ for solnedgang samme eftermiddag, solopgang den følgende morgen og efterfølgende rundt til de forskellige templer. I forhold til, hvad vi har hørt, gjorde vi en god handel. Et flueben var sat og derefter skulle vi have bestilt busbilletter til Bangkok og var i den forbindelse også lidt rundt omkring, for at finde den bedste pris. Endnu et flueben var sat og så havde vi endda et par timer til at tage på markedet i. Fedt! Og for én gangs skyld, købte jeg kun de ting jeg skulle.

Klokken 16.30 blev vi hentet af vores driver Rooney - ligesom fodboldspilleren, ja - og først kørt til billetkontoret for at købe vores dags-billet til Angkor Wat, og derefter til Bakheng-bjerget, hvorfra vi skulle se solnedgangen.

For foden af bjerget sad en gruppe mænd og spillede traditionel musik. Det var en gruppe af ofre for landminer, der i stedet for at tigge, forsøger at tjene lidt penge ved at underholde turisterne. Gennem musikken fortæller de historien om de op mod seks millioner landminer, der er efterladenskaber efter godt 35 år med krig i Cambodja.

Der var helt utroligt mange mennesker på bjerget for at se solnedgangen og jeg har hørt, at det faktisk er sket, at folk er blevet dræbt i mylderet. Myndighederne har efter en særlig alvorlig ulykke sat et maksimum på 300 mennesker ad gangen ved solnedgang, men det er vist ikke noget de går så meget op i, mængden af mennesker taget i betragtning. Alle sloges om de bedste vestvendte pladser, så de kunne få de bedte billeder - jeg selv inklusiv - men jeg tabte pusten efter lidt tid og lavede i stedet en "menneske-der-tager-billeder-af-at-andre-mennesker-tager-billeder". Det er nu så underholdende!

large_IMG_8869.jpg

large_IMG_8880.jpg

large_IMG_8873.jpg

Den følgende morgen var det tidligt op. Klokken halv seks tog vi opstilling sammen med flere hundrede andre ved den lille sø, der ligger foran et af Verdens mest berømte templer, Angkor Wat. Angkor Wat blev bygget i begyndelsen af det 12. århundrede af den daværende konge, Suryavarman II, lidt uden for Siem Reap. Dengang blev landet kaldt Khmerernes Rige og var et af Sydøstasiens mest magtfulde imperier.

large_IMG_1872.jpg

large_IMG_8912.jpg

Efter solopgangen gik vi lidt på opdagelse i Angkor Wat inden vi tog på tempel-hopping i området. Vi så adskillige templer og andre monumenter i løbet af formiddagen, men jeg nøjes med at skrive lidt om de to jeg syntes bedst om; Bayon og Ta Prohm.

Bayon

Bayon er et meget kendt og rigt dekoreret tempel, der ligger i centrum af en af de gamle hovedstæder, Angkor Thom. Bayon er opført i det 12. århundrede efter ordre fra kong Jayavarman VII. Men byggeriet stod på i flere end 100 år under flere forskellige konger. Derfor har templet symboler og arkitektoniske kendetegn fra flere religioner. Templets kendetegn er de mange stenansigter på tårnene, men templet er også kendt for to imponerende basrelieffer, der viser en kombination af mytologisk, historisk og scener med dagligliv, som er ret usædvanlig.

large_IMG_8969.jpg

Ta Prohm

I modsætning til de fleste templer i komplekset, som bliver renorveret løbende, er Ta Prohm blevet efterladt i næsten samme tilstand, som den blev fundet. Kombinationen af de ernorme træer, der vokser ud af ruinerne og den omkringliggende jungle, har gjort det til et af Angkors mest populære templer. Og det er i sandhed også imponerende, hvordan junglen ser ud til at vokse ud af templet. Templet bliver ofte kaldt Jungle-Templet eller Angelina Jolie-Templet. Templet lagde nemlig kulisser til »Tomb Raider« med Angelina Jolie i hovedrollen som Lara Croft.

large_IMG_9051.jpg

large_IMG_9060.jpg

Og så fra én slags kultur til en anden - om aftenen tog vi byen og gav den gas med alle mulige fra Tattoo, som også var i Siem Reap på weekendtur. Det resulterede i en mandag, der foregik i meget lavt gear. Om aftenen brugte vi vores aller sidste kontanter på aftensmad og vasketøj, inden vi gik tidligt i seng for at kunne nå at sove nogle timer, inden bussen gik mod Bangkok kl. 2.00.

large_IMG_1857.jpg

Skrevet af signedn 01:16 Gemt i Cambodja Kommentarer (0)

De sidste dage i Phnom Penh

På trods af den lidt kedelige start, vores ophold fik, har vores måned i Phnom Penh været fantastisk! Vi har lært så mange søde mennesker at kende og det var været befriende at have noget man kunne kalde 'hjem' for en periode. Tiden i Phnom Penh er gået på en anden måde en tidligere på vores rejse. Indtil da var vi hele tiden på farten og havde sjældent mere en 1-2 overnatninger samme sted. Det har været noget helt andet i Phnom Penh, hvor vi fik skabt os en dagligdag, der var delt op i arbejde og fritid - hverdag og weekend. Det var rigtig rart for en periode, men jeg er virkelig glad for at være på farten igen!

Vi kom til at arbejde to forskellige steder i løbet af de fire uger, vi var der; to uger på CCH og to uger på Joy Day Care Center. Jeg ville ønske at vi havde været alle fire uger på Joy. Det var sådan et dejligt sted og med nogle fantastiske unger! De er så åbne overfor alting og de knytter sig lynhurtigt til dig. Jeg savner mange af børnene i min klasse og ville ønske jeg havde været der længere. Tanken om at man aldrig ser dem igen, er meget mærkelig...

large_IMG_8833.jpg
På den sidste dag manglede vi desværre en del børn, da det var national helligdag og mange derfro var hjemme eller på besøg hos deres familie. Men denne dejlige flok unger var der dog til at få taget et 'klassebillede'. Manden med det lille barn til venstre i billedet er klassens lærer og en af lederne af Joy Day Care Center.

Kai og Brianna, de to andre frivillige i min klasse, havde sidste dag samme dag som mig og vi bestemte os derfor for at gå sammen om at købe gaver til børnene. Kai havde vist samlet penge ind forud for sit ophold og havde købt en helt utrolig masse ting! Han havde blandt andet købt en mappe til dem hver. Brianne og jeg havde købt forskellige mindre ting og vi fyldte mapperne med malebøger, blyanter, farveblyanter, klistermærker, viskelædere, blyantspidsere og andet sjovt. Børnene var ellevilde og enormt stolte af at have deres helt egen mappe med navn på! Det var en fornøjelse at sprede så meget glæde!

large_IMG_8824.jpg

large_IMG_8827.jpg

En af de sidste dage vi havde på Joy, var vi med i bussen, da børnene blev kørt hjem. Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt det i et tidligere indlæg, men børnene bliver hentet i bus hver morgen og kørt til Joy og bliver ligeledes kørt hjem igen hver eftermiddag. Det var en god, men også hård oplevelse at være med i bussen og se de fattige og dårligtstillede områder, disse dejlige unger lever i.

large_IMG_8731.jpg

large_IMG_8763.jpg

De fleste af børnene bor som tidligere nævnt i nærheden af ​​en enorm losseplads, hvor deres forældre hver dag graver gennem skraldet for at lede efter noget, der er værd at sælge. Hvis ikke børnene var hos de fantistiske mennesker på Joy, ville de gå rundt i skraldet og hjælpe deres forældre. Men heldigvis har børnene i før-skolealderen tilbuddet om at komme på Joy. Hvad de laver i de sene eftermiddagstimer, om aftenen og i weekenderne, er det svært at sige noget om, men de hjælper sikkert deres forældre på lossepladsen. Prøv at forestille Jer, hvor farligt det er at være sådan et sted, med knuste ølflasker, konservesdåser, kanyler osv. osv., for ikke at snakke om hvor beskidt og ulækkert der er.

large_IMG_8747.jpg

Lossepladsen hvor mange af børnenes forældre samler mere eller mindre værdifulde ting, som de kan sælge videre.

Det gør ondt at tænke på, hvor ulige Verden er. Disse børn er blevet født ind i denne urimelige og forfærdelige del af Verden, mens andre, inklusiv mig selv, er utroligt priviligerede og født ind i familier, hvor vores basale behov bliver opfyldt hver dag. Et barn vælger ikke selv at komme til Verden, så det er bare så urimeligt, at så mange bliver født til sådan et liv. Men den triste sandhed er, at det er sådan Verden fungerer...

Men på trods af alt dette - på trods af deres ulykkelige skæbne, deres beskidte og ødelagte tøj og møgbeskidte ansigter, deres betændte sår, deres mange ar fra diverse skader og sultne maver - springer de hver dag ud af bussen med de største smil, jeg nogensinde har set! Fordi de har et sted, hvor de kan mødes med deres venner og lære deres ABC og 123. De får bad, et ordentligt måltid og en dejlig eftermiddagslur.

large_IMG_8803.jpg

large_IMG_8817.jpg

Man kan måske prøve at forestille sig, hvordan sådan nogle unger, som dagligt render rundt i skidt og møg lugter, men det betyder ingenting. Hver morgen, når vi mødte ind, kom børnene os altid løbende i møde og vil have knus og kram og løftes og danses med, og selvom de er møgbeskidste og lugter, betyder det ikke noget. Smilene på deres læber for én til at glemme alt det forfærdelige og urimelige i Verden.

Nogle gange klager vi over de mindste ting; maden smager ikke godt, vandet i bruseren er ikke varmt nok, der er ikke noget i TV, vejret er dårligt osv. osv... Men disse børn får én til at sætte det hele i perspektiv og tænke over, hvor utrolig heldig man selv er. De har allerede, i deres korte liv, været så meget igennem og oplevet så mange uhyggelige ting. Bare tag et øjeblik og tænk over, hvor heldige vi er. Vi skal være meget taknemmelige.

Jeg kom for at gøre en forskel i deres liv, men jeg tror, at de har gjort en større forskel i mit.

Skrevet af signedn 21:40 Gemt i Cambodja Kommentarer (0)

(Beretninger 21 - 25 af 46) « Side 1 2 3 4 [5] 6 7 8 9 10 »