Rejseblogs fra Travellerspoint

Nedkøling i Cameron Highlands

Fredag den 4. oktober tog vi bussen til Cameron Highlands, som er et køligt, men meget smukt højlands-område med teplantager og meget plantelandbrug. Vi synes vi trængte til at blive kølet ned efter strand og jungle, så Cameron Highlands virkede til at være det rigtige sted at tage hen.
Vi var fremme sidst på eftermiddagen og checkede ind på et rigtig cool backpacker-sted med fantastisk venligt og hjælpsomt personale og fine områder til afslapning og socialt samvær med andre rejsende.

large_IMG_8112_1_

large_IMG_8121_1_

Mens vi spiste en tidlig omgang aftensmad (vi fik indisk, hvilket var ret sjovt at prøve, efter at man har prøvet 'den ægte vare') begyndte det er øsregne, men det var bare ærgerligt, fordi vi havde et aften-/natmarked vi skulle til, fordi vi havde læst, at man kunne få jordbær dyppet i chokolade. Vi kom til markedet, så fem forskellige shops med nøjagtig de samme afskyelige souvenirers, hvorefter vi fandt, hvad vi var kommet efter, købte det og skyndte os hjem og spiste det i tørvejr på vores hostel. Det var nu meget hyggeligt, men chokoladen var dårlig og jordbærene ikke helt modne, så succesen var ikke overvældende, lad mig sige det sådan.

Dagen efter var vi på en tur rundt for at se Cameron Highlands. Vi kørte gennem det smukke landskab og så teplantagerne inden vi besøgte en tefabrik med et lille tilhørende museum der fortalte om teens og fabrikkens historie. Her spiste vi kage og drak varm kakao, for det var godt nok noget køligt i vejret her og det regnede stadig. Derefter besøgte vi en jordbærfarm og derefter en biavler, derefter et marked som det vi havde været på aftenen forinden og til sidst et buddistisk tempel, som dog ikke var særligt imponerende efter nogle af de templer vi har set i Indien!
Det var en udemærket tur, hvor vi fik set det smukke landskab og hvad Cameron Highlands er for noget, men det bedste var vores guide/chauffør, som simpelthen er den mest ærlige og gode mand i Verden. Sara og jeg kom til at snakke meget med ham, fordi der var et par steder, vi ikke havde lyst til at besøge, så mens resten af gruppen var væk, snakkede vi med ham. Han fortalte, at han havde giftet sig med sine kone, selvom hendes familie ikke billigede det, fordi han ikke havde ret mange penge. Efter et par år blev konen gravid og de var meget lykkelige, men konen døde under fødslen af deres søn. Hans søn, som nu er tre, bor hos hans svigermor. Nu drømmer han om at finde en ny kone om et par år og få et barn med hende, helst en pige, så han har en af hver, og få hans søn tilbage. Han var virkelig mærket af hvad der var sket i hans liv, men han var sådan. En god mand og meget hjælpsom og ærlig. Vi kunne simpelthen ikke andet end at holde af ham.

large_IMG_8148_1_

large_IMG_8161_1_


Om eftermiddagen tog vi bussen tilbage til KL og vi har det næsten som om, at vi er kommet hjem, når vi går rundt i Chinatown igen. I dag har vi noget af en opgave foran os: vi skal have vasket alt vores ulækre jungletøj og andet vasketøj. Det skal nok blive sjovt!

I morgen flyver vi til Hanoi, Vietnam, hvilket vi glæder os meget til, selvom vi kommer til at savne dejlige Malaysia.

Jeg håber, at I stadig er med mig på min rejse og synes, at det er spændende at læse - det er i hvert fald spændende at opleve!

Skrevet af signedn 17:00 Gemt i Malaysia Kommentarer (0)

Jungle-trek i Taman Negara

Efter en ret fuld og ret sjov sidste aften og nat på Perhentian Islands sammen med Ronja, en tysk pige, der udgiver sig for at være englænder, og Jakob, en fyr fra Danmark, der studerer i KL, holdt det hårdt at skulle op kl. 7.00 tirsdag morgen, for at tage båden tilbage til Kuala Besut. Men lidt frisk luft, vind i håret og en ordentlig grøntsagsomelet senere, havde vi det okay og var klar til vores videre færd.

Da vi første gang ankom til Kuala Besut, så vi godt et skilt, der sagde 'Taman Negara', men vi havde ikke hørt om det, så vi tænkte ikke rigtig over det. Men flere steder på Perhentian Islands, var der også skilte med det, så jeg endte med at slå det op og fandt ud af, at det er en kæmpe stor nationalpark og noget af Verdens ældste regnskov. 'Wow, det lyder spændende!' tænkte vi, så det blev vores videre plan - også fordi vi havde snakket om at tage til Borneo, men simpelthen ikke har haft tiden til det og dette virkede som et godt alternativ dertil.

Turen fra Kuala Besut til Taman Negara varede 7-8 timer og det var med fuld fart fremad, men uden affjedring, så det var noget af en rystetur! Turen var inkl. frokoststop og stop i byen Jerantut, hvor vi skulle registreres og hvor vi bookede vores '2 Days 1 Night Jungle-trek'. Her fik vi også at vide, at man altså ikke kan tage på jungle-trek i korte bukser, hvilket var noget af et problem, fordi Sara ikke havde lange bukser med. Så det måtte vi lige have skaffet, inden vi tog videre. Men det er ikke lige til at finde et par bukser, der kan passe en vestlænding her i Asien... Men efter lang tids søgen og nogle meget ihærdige butiksassistenter, der ivrigt viste, hvor meget elastik, der var i bukserne og forklarede at Sara altså sagtens kunne passe dem, fandt vi noget, der minder om løbebukser og de fungerede heldigvis.

Vel fremme i Kuala Tahan, en lillebitte by, der fungerer som base for alle de mennesker, der tager på opdagelse i junglen, checkede vi ind på vores første dorm på Liana Hostel. Derefter fik vi hurtigt noget mad og en kort briefing omkring vores trek, inden jeg måtte tømme hele min backpack over i min flightbag, for at jeg kunne bruge den på morgendagens trek, da min daypack var for lille. Det tog lidt tid og derefter var det på hovedet i seng, så vi kunne være friske dagen efter.

Den følgende morgen fik vi ordnet formaliteterne omkring adgang til nationalparken, hvorefter vi spiste en solid morgenmad - vi skulle jo være i junglen i to dage!
Inden vores trek startede tog vi omkring Canopy Walkway, en hængebro 45 meter oppe i trætoppene, hvor man kan se lidt af junglen fra en anden vinkel, end nede fra jorden. Med sine 508 meter er den faktisk den længste af sin slags i Verden!
Vi blev sejlet derud i en af de mange langbåde, der transporterer folk til og fra forskellige dele af nationalparken via floden Trenggan, hvorefter der lige var et par hundrede trappetrin, der skulle overståes, inden vi kom til den lille træhytte, der administrerer adgangen til walkwayen. Først var vi noget utrygge ved at gå på den; den gyngede og knagede, så det gav ekko i hele junglen - sådan føltes det i hvert fald - men efter de første meter, var det okay og vi nød udsigten igennem trætoppene. Vi var de første, der var der den dag og vi var ret tidligt på den, så vi havde det for os selv, hvilket var ret dejligt. Desværre var omkring halvdelen af walkwayen afspærret på grund af vedligeholdelsesarbejde, så vi kunne ikke komme op på de højeste broer, men måtte nøjes med at kigge derop. Men da vi kom til afspærringen, og dermed enden, synes vi ikke, at vi var helt færdige med at gå rundt mellem trætoppene, så vi tænkte 'Vi går da bare den samme vej tilbage, som vi lige er kommet!' og det gjorde vi så, men vi kom ikke ret langt, før vi mødte en af dem, der 'holder øje' med walkwayen, som spurgte, hvor vi var på vej hen og forklarede, at det altså var en ensrettet vej, denne walkway... Nå nå, det var måske egentlig også meget smart, tænkte vi, og vendte om igen, nåede enden og vendte tilbage til vores båd, som havde ventet på os.

large_IMG_7944_1_

large_IMG_7975_1_

Da vi kom tilbage, mødte vi vores guide Ajip og vores med-trekkere Fanny og Hugo, et par fra Frankrig, og så var det tid til at pakke vores udstyr og proviant til trekkingturen. Vi fik hver udleveret et liggeunderlag, en sovepose, en tallerken, en ske, en kop, to pakker nudler, to små pakker kiks, en dåse konserves, en hemmelig pakke og seks liter vand, og fik til opgave at pakke det i vores tasker. Derudover havde vi selv lidt skiftetøj, toiletartikler, lagenpose, lommelygte, toiletpapir og myggespray med. Da alt var pakket og vi var klar, satte vi i gang. Vi startede med at sejle i langbåd i halvanden time op ad floden til det sted, hvor vi skulle starte. Det var en afslappet og hyggelig tur og vi fik også frokost undervejs.

large_IMG_7986_1_

large_IMG_7988_1_

large_IMG_7989_1_

Herefter blev det mindre afslappende... Dagens mål var Gua Kepayang Besar, den grotte, vi skulle overnatte i. Det var en tur på omkring 8 kilometer, men Ajip delte den op i små 2 kilometer-dele, der hver tog en lille time at gå, med omkring 5 minutters pitstop mellem hver, hvilket fik det til at føles som en leg - næsten i hvert fald. Det fik det i hvert fald til at føles meget overskueligt!
Det gik op og ned og over rødder og kæmpestore falde træstammer og gennem vandløb og tættere bevoksning. Indimellem stoppede Ajip op ved et træ, en plante eller et dyr og fortalte os om det.

large_IMG_8009_1_

Et af stoppene var ved et træ - jeg har glemt navnet - hvis harpiks er giftig. Ajip fortalte, at de indfødte, som jager i junglen, bruger giften til at dræbe deres bytte; de dypper deres pile i giften, som får hjertet til at slå langsommere for til sidst at gå helt i stå.
Vi så også spor efter elefanter, både fodaftryk og efterladenskaber, og Ajip troede, ud fra størrelsen af elefantkasserne (hedder de det?!), at det måske var en mor og en unge.
Selvfølgelig så vi også kryp og kravl, for eksempel flere kæmpestore tusindben. Og så var der iglerne... Ajip havde snakket om dem inden vi satte i gang, men efter det, havde jeg ikke rigtig tænkt på dem. Men så stødte vi på en på vejen kort tid efter, som Ajip samlede op og viste os. Og så blev jeg pludselig opmærksom på mine ankler; jeg havde ikke taget mine lange strømper på, da de ikke er svedtransporterende, så der sad lige tre på stribe i strømpekanten og sugede løs. Ja, det kan godt være jeg er i karantæne hos Blodbanken derhjemme, men de her fyre ville rigtig gerne have mit blod! Heldigvis forklarede Ajip, at de ikke er farlige; de overfører ingen sygdomme eller noget, og at man bare kan lade dem sidde og så falder de af af sig selv efter en halv times tid. Det havde jeg dog ikke rigtig lyst til, så Ajip fjernede dem for mig, ved at putte noget apocalypzo-olie på dem, hvilket de virkelig ikke man lide! Efterfølgende skal jeg love for at jeg fik de lange strømper frem og droppet bukserne ned i dem, så der var lukket. Men... Sårene efter de første bid blev ved med at bløde og det blødte igennem strømpen, hvilket tiltrak endnu flere igler! Hele set-uppet med lange strømper og bukserne deri hjalp, men de små igler, de små sataner, kan kravle igennem strømpen, der hvor bukserne ikke dækker... Og ikke nok med det, så var der en der var så flabet at kravle ind gennem et af åndehullerne i mine sko og bide mig i tåen! Ja, det var lidt af en kamp med de igler, men Ajip var der hver gang og hjalp mig med at få dem af. Han havde virkelig teknikken, som jeg slet ikke mestrede - endnu...

large_IMG_8012_1_


Efter at have tilbagelagt dagens 8 kilometer på omkrig fire timer, nåede vi vores mål, svedige og udmattede. Men der var en løsning på dette: et jungle-bad i et nærliggende vandløb. Så efter at have markeret vores lejr med to store presseninger og pakket vores ting ud, hoppede vi i bikinien og gik ned til vandløbet. Det var lidt grænseoverskridende at gå der næsten nøgen gennem junglen, velvidende at de små blodsugere lå på lur. Men heldigvis holder de ikke til i rindende vand, så der var ingen fare for at støde på dem, mens vi badede. Efter et dejligt køligt og forfriskende bad følte vi os begge fantastisk tilpas! Vi kunne virkelig mærke, at vi havde brugt kroppen, hvilket nu er dejligt.
Vi hjalp Ajip med at lave mad og fandt ud af, at de hemmelige pakker indeholdt grøntsager, som vi skulle bruge til aftensmaden og frokost den kommende dag. Efter et godt måltid mad, hyggede vi os med stearinlys, kiks, te og varm kakao, mens vi snakkede og udvekslede historier.

Det var en hård nat, bogstaveligt talt, underlaget i en grotte er ikke videre behageligt og liggeunderlaget hjalp ikke meget. Sammensætningen af det og en godt brugt krop gjorde, at vi var noget stive i kroppen, da vi vågnede. Men vi fik strukket og strakt lidt og det hjalp. Efter lidt morgenmad tog vi vores stadig fugtige toej og vores stadig våde sko på og så satte vi i gang igen. Endnu 8 kilometer skulle tilbagelægges. Men tiden fløj derudaf og det var overstået næsten før vi nåede at se os om.
Vi stødte igen på spor efter elefanter og Ajip mente at det måske var de samme, som vi havde set spor efter dagen forinden. Vi så også spor efter et kattedyr som Ajip gættede på var en panter, ud fra størrelsen. Det var ret cool! I løbet af andendagen fik jeg også tillært mig fjerne-igle-teknikken, selvom Sara dog satte rekorden denne dag.

Vi holdt frokostpause efter de første 6 kilometer hvor vi også blev kølet ned med en tur i floden - det var rart! Da de sidste to kilometer lå bag os steg vi igen på langbåden. Vi var to trætte og svedige, men meget stolte piger!

På vejen tilbage til Kuala Tahan besøgte vi en Orang Asli landsby. 'Orang Asli' betyder 'Original People' eller 'Det oprindelige folk' og er altså det indfødte folk. De kommer oprindeligt fra et område længere nord på, men de er nomader og er rejst gennem junglen til der, hvor de bor nu. En af de indfødte demonstrerede, hvordan de laver ild på traditionel manér og jeg gav det også et forsøg, men det kræver vist lidt træning. Vi prøvede også at bruge deres traditionelle jagtvåben, en 'blowpipe', som er et langt rør, som man lader med små pile og skyder afsted ved at puste i det lange rør. Vi skød til måls efter en lille bamse, og det gik faktisk ganske udemærket for os begge to, selvom vi på det tidspunkt var ved at falde om af træthed!

large_IMG_8078_1_

Tilbage på Liana Hostel tog vi hver er velfortjent langt bad og havde det derefter meget bedre, men vi faldt hurtigt om den aften.

Skrevet af signedn 17:00 Gemt i Malaysia Kommentarer (0)

Perhentian Island (Paradis)

Kl. 22.00 præcis (åh, så civiliseret - åh, så langt fra Indien) kørte vi mod Kuala Besut, en lille havneby, hvorfra man bliver sejlet ud til Perhentian Island. Det var en fin bus; der var aircondition, masser af benplads og sæderne var brede. Vi fik dog ikke så meget søvn alligevel, for aircondition kan også blive for meget af det gode...

Vi ankom til Kuala Besut kl. 5.30 og skulle så vente til kl. 7.00 før båden sejlede. Det virkede først uoverskueligt at skulle sidde der og vente i halvanden time, men vi fandt et sted, hvor vi spiste noget morgenmad og pludselig var tiden gået. Vi blev lastet på en lille speedbåd og efter en halv time med vind i håret, stod vi på Long Beach på Perhentian Pulau Kecil med tæerne i sandet og rygsækkene på ryggen.

Nu gjaldt det bare om at finde et sted at bo! Vi havde igen krav udover at det skulle være billigt! Vi travede lidt frem og tilbage på stranden, men fandt hurtigt ud af, at det vist var lidt for tidligt på dagen, for der var ikke meget liv at spotte nogen steder. Fedt, mere ventetid. Det eneste vi gerne ville, var at finde fire vægge med en seng og så på stranden! Selvom vi havde fået morgenmad og den luftige tur i speedbåden havde gjort godt, var vi trætte og det kunne mærkes på humøret. Til sidst smed vi taskerne, så vi var fri for dem, og så sad jeg ved dem, mens Sara fandt et sted vi kunne bo. Og hurra! Hun fandt Tropicana Inn "Where The jungle meets the beach".
Det er ikke noget fancy sted, men vi har vist fundet ud af, at det er utrolig god valuta for pengene, i forhold til mange andre steder på øen. Stedet ligger cirka 150 meter fra stranden, et godt stykke inde i junglen, så der er et rigt dyreliv herinde; både fugle og insekter og krybdyr lever i bedste velgående her og vi har vores egen lille hus-salamander, som kigger ind på badeværelset hver nat og laver nogle vildt irriterende lyde. Vi tror i hvert fald at det er den... Derudover huser stedet to haner, som galer hele tiden. Ikke bare ved daggry, nej hele dagen! Og de vil også rigtig gerne snakke med, når man prøver at få kontakt til dem derhjemme.

Efter check-in smed vi taskerne på værelset og smed derefter tøjet for at skifte til badetøj og så fløj vi nærmest ned på stranden! Og så lå vi dér... I solen... Uden solcreme... Og ja! Vi blev forbrændte! Dog mest Sara, som lå i sengen i to dage før hun lørdag aften kunne rejse sig og bevæge sig ned på stranden og spise aftensmad. Av av av... Jeg nøjedes med en enkelt dag før jeg var at finde på stranden igen - i skyggen og med et ordentligt lag solcreme! Og jeg agerede sygeplejerske så godt jeg overhovedet kunne mens Sara var nede; jeg smurte og smurte med Aloe Vera på stakkels Saras forbrændte hud og hentede vand og mad og chips, så vi kunne overleve heroppe i junglen. Og det gjorde vi minsandten også - overlevede altså. Men vi fik en lærestreg og vi glemmer aldrig solcremen igen!

Ellers er der ikke meget at skrive om, vi har det fantastisk dejligt! Dagene går helt af sig selv med ren afslapning. Vi bader, snorkler, læser, slikker sol, spiser lidt mad, drikker lidt alkohol... Det er lige til at klare!

large_IMG_7932_1_.jpg

Skrevet af signedn 21:24 Gemt i Malaysia Kommentarer (0)

Kuala Lumpur

Lørdag den 21. september kl. 22.55 lettede flyet mod Kuala Lumpur. En film blev sat på og set og mad blev serveret og spist, inden vi prøvede at få lidt søvn. Da jeg endelig, efter en time, var faldet i søvn, blev jeg pludselig revet ud af søvnen, i det Sara pludselig griber min hånd og ser helt panisk ud i ansigtet. Der var rigtig meget turbulens og det var rigtig ubehageligt! Flyet hævede og sank og hele kabinen rystede. Vi sad bare og knugede hinandens hænder i de 20 minutter det stod på. Det var 20 rigtig lange minutter og bagefter kunne ingen af os falde i søvn igen, så vi satte endnu en film på, der kunne underholde os indtil vi landede.

Da vi endelig var sikkert nede på jorden og havde fået fat i vores bagage, var det tid til at få hævet nogle penge. Men det var ikke så lige til, som vi havde håbet... Der var ingen problemer med at finde en hæveautomat - de er overalt her - men lige meget, hvad vi gjorde, så ville maskinen ikke spytte penge ud til os. Vi spurgte en mand, der sad ved en lille bankfilial, hvad problemet var, men han mente bare, at det var fordi, der var pres på hæveautomaterne lige på det tidspunkt, fordi der var så mange, der skulle hæve penge, så vi skulle bare vente lidt. 45 minutter senere (!), efter utallige forsøg på flere forskellige maskiner, var jeg ved at gå ud af mit gode skind! Det kunne da ikke passe at det kunne være så svært! Og frustrationen lyste åbenbart ud af mig, for en ung mand fra en tele-stand kom og spurgte, om vi havde problemer med at hæve penge og om han kunne hjælpe os. Jeg tænkte 'Hvorfor er det lige du tror, at du kan trylle penge ud af maskinen, når jeg ikke kan?!', men jeg fulgte med og han gjorde nøjagtigt, som jeg selv havde gjort og der kom stadig ingen penge ud, så jeg stod rigtig der med et 'Hvad sagde jeg?'-udtryk i ansigtet og gloede på ham, men havde jo stadig ingen penge, da han så pludselig siger: 'Nåh ja, det er nok fordi, der er en maksimumsgrænse for, hvor meget man må hæve af gangen.' Dette havde vi overvejet, men var vandt til fra Indien (Hvad?! Er der noget, der fungerer bedre i Indien end her?! Umuligt...), at maksimumsbeløbet står på hæveautomaten, hvilket det ikke gjorde her, og vi kunne dårligt forstå, at man ikke engang kunne hæve 1500 MYR (svarende til cirka 2500 DKK). Men minsandten om ikke jeg ikke fik mine penge, da jeg nøjedes med 1000 MYR. Det var dejligt og tak for hjælpen til tele-fyren, men det var også et stort irritationsmoment, da det stadig koster 30 kr. hver gang vi hæver og vi vil derfor rigtig gerne hæve så få gange som muligt!

At komme ud af lufthavnen og ud til Malaysia var helt fantastisk! Det var en helt anden verden end den vi kom fra i Indien! Taxaturen forløb stille og roligt i vores egen vejbane med sikkerhedsseler på og helt uden uden dytten og båtten. Landskabet var forfriskende grønt og frodigt med palmer og græs.

Dagene i Kuala Lumpur gik med sightseeing, lidt afslapning og socialt samvær på Reggea Bar. Den første dag indhentede vi den søvn vi ikke havde fået i flyet om natten, hvorefter vi gik en tur rundt i Chinatown, som vi boede midt i, og en tur i Central Market, et af byens mange shoppingcentre. Til aften faldt vi tilfældigvis over Reggea Bar, et populært sted for unge rejsende, som skulle vise sig at blive vores stamsted i løbet af vores fire dage i byen. På Reggea faldt vi i snak med to tyskere, Kathi og Aileen, som vi aftalte at mødes med dagen efter til noget sightseeing.
Dagen efter dukkede pigerne desværre ikke op, fordi de havde sovet over sig, så i stedet for sightseeing tog Sara og jeg ud for at købe busbilletter til Perhentian Island. Det var intet problem og ikke så kompliceret som vi havde frygtet. Vi var vist stadig ret påvirket af hvordan tingene foregik i Indien... Da dagens opgave var fuldført, var vi ret trætte (måske på grund af den sene aften på Reggea aften forinden?) så vi tog tilbage til hotellet og fik os en lur, hvorefter jeg havde en mission. Jeg havde i lang tid snakket om, at jeg skulle have en skrubbehandske, fordi jeg aldrig følte mig ordentlig ren i Indien og stadig følte mig beskidt efter ankomsten til det civiliserede Malaysia. Så jeg gik på jagt i Chinatown og omegn i næsten to timer, men fandt ingen skrubbehandske. Øv... Mission incompleted... Til aften var vi igen at finde på Reggea Bar og denne gang faldt vi i snak med en anden tysker, Marie, en super sød pige, som vi også aftalte at mødes med igen.
På vores tredje dag i KL var vi på sightseeing rundt i byen i en 'Hop-on Hop-off'-bus med vores egen private guide. Olly fra vores gruppe i Indien, havde nemlig sat os i kontakt med sin uni-veninde Hannah, som bor i KL. Hun er en super sød pige, der gav os alle mulige tips og ideer til, hvad vi skulle se og gøre, mens vi var i byen og som på denne dag agerede som vores personlige guide.
Vi kørte gennem Little India og forbi National Museum, før vi besøgte National Palace, eller Julan Duta, hvor kongen bor. Derefter kørte vi gennem Lake Garden og besøgte Butterfly Park, hvor der var en masse smukke sommerfugle. Her efter faldt vi lidt i snak og så ikke så meget, men vi kørte blandt andet forbi National Mosque og Dataran Merdeka (Independence Square) inden vi nåede de ikoniske Petronas Twin Towers. De er virkelig imponerende høje! De får alle de andre skyskrabere rundt omkring til at blegne og se små ud. Efter de obligatoriske billeder af tårnene gik vi ind i det shoppingcenter, der ligger i de nederste etager af centeret, og fik noget tiltrængt frokost. Vi svingede også lige ind omkring Bodyshop, så jeg kunne få min skrubbehandske. Hurra! Hvor var jeg glad!
Herefter forlod Hannah os, hun havde nemlig travlt fordi hun skulle hjem og bage kage til sin tantes fødselsdag, som hun skulle til om aftenen. Så vi tog det sidste stykke af busturen på egen hånd. Vi kørte forbi KL Tower og derefter igennem et kæmpestort shoppingområde, der hedder Bukit Bintang. Det er bare shoppingcentre på red og række! Meget imponerende med al den shopping, det må man sige!
Til aften glemte vi et kort øjeblik, at vi er backpackers... Vi tog hver et langt bad og fik skrubbet Indien helt af med vores nyindkøbte skrubbehandske. Derefter dressede vi up - Sara tog endda parfume på (!) - og tog ud og spiste sushi, hvorefter vi tog på Skybar på Traders Hotel. Det var super lækkert med lidt luksus. Skybar, som ligger på 33. etage på Traders Hotel, er et must, hvis man er i KL! Man ser byen fra en helt anden vinkel og har fantastisk udsigt til Petronas Twin Towers og at være i baren er en oplevelse i sig selv.
Den efterfølgende dag var vores sidste i KL i første omgang. Vi mødtes med Marie og tog i KL Bird Park, hvor vi så en masse forskellige og flotte fugle. Parken er den største af sin slags i Verden, og vi fik også lidt travlt til sidst, med at nå det hele inden vi skulle mødes med vores taxa-chauffør som aftalt. De sidste timer af eftermiddagen brugte vi i Sungei Wang Plaza, et af byens store shoppingcentre og med at finde en alkoholshop, hvor vi kunne købe proviant til Perhentian Island. Vi var nemlig blevet fortalt, at man kun kan købe øl og to forskellige slags drinks til overpriser på øen.
Inden vi tog bussen til Perhentian Islands, var vi lige et smut forbi Reggea for at få lidt aftensmad og en sidste drink.

Skrevet af signedn 17:00 Gemt i Malaysia Kommentarer (0)

Indien generelt

Vi har gentagende gange i løbet af vores tre uger i Indien snakket om de ting, der går igen alle steder og som er helt generelt i Indien. For sjovs skyld har jeg prøvet at samle vores observationer i en lille hurtig oversigt:

- Der er køer overalt! Overalt! Ikke bare på vejene og overalt i gader og stræder, men også sommetider inde i butikkerne.

- Der er også hunde over alt i gaderne. De er tynde og ubehagelige og ligner hyæner, men vi har ikke oplevet, at de er gået til angreb. De passer sig selv det meste af tiden, men det er absolut ikke nogle hunde man har lyst til at klappe eller kæle!

- Der er møghamrende beskidt alle vegne! Der ligger affald af alle slags over alt i gaderne og man skal holde øje med, hvor man går, så man ikke træder i en kokasse eller noget andet ulækkert.

- Trafikken, som jo også var det første vi blev konfronteret med, da vi ankom til Indien, er vanvittig! Der er ingen system og ingen regler - udover at man helst ikke må ramme køerne. Folk kører bare, hvor de har lyst med hornet i bund! Det skaber en forfærdelig konstant larm, men man vender sig efterhånden til det.

- Pengene er møgbeskidte og de lugter forfærdeligt! Vi måtte desinficere vores hænder hver gang vi havde haft penge oppe af lommen. Ad!

- Medmindre man skal tilbagelægge længere afstande er tuk-tuk eller rick-shaw de mest anvendte transportmidler. Tuk-tuk'en er en lille trehjulet bil med plads til 3-5 hvide personer, alt efter hvor tæt man sidder og om chaufføren giver én lov til at sidde foran. Rick-shaw'en er en trehjulet cykel med sæder bagpå, hvor der kan sidde 2 hvide personer. Grunden til at jeg skriver hvide personer er, at inderne ikke bare er mindre end os, men også har en utrolig evne til at få plads til meget mere og det er ligemeget om det er mennesker, dyr eller varer.

- 'Namaste' betyder 'Hej', 'Farvel' eller 'Velkommen'

- 'Dhani Wad' betyder 'Tak'

- Der er utrolig mange tiggere især i de største byer. Unge kvinder med nøgne børn på armen tigger efter mad ved at føre hånden til munden eller penge ved at gnide tommelfingeren mod de andre fingre og børn bliver sendt afsted af deres forældre hen til de rige hvide mennesker for at tigge om mad og penge.

- De store byer er indhyllet i forurening. Den ligger som et skydække over byerne. Især i Delhi dækkede mange af de lokale deres næse og mund med et tørklæde eller lignende.

- Maden kommer aldrig samlet, når man er på restaurant. De tager bestillingerne én efter én og tilbereder og serverer maden i den rækkefølge, det er blevet bestilt. Selv om man har bestilt det samme, kommer det heller ikke samtidigt.

- Maden er hovedsageligt vegetarisk og hvis man endelig finder noget ikke-vegetarisk er det enten med kylling eller lam.

- Der har været mellem 30 og 40 grader hele tiden. I ørkenstaten Rajasthan var det en meget tør varme, mens der i Uttar Pradesh er en ret høj luftfugtighed hvilket gør varmen mere fugtig og klam.

- I Indien holder drenge og mænd i hånden og har i det hele taget meget fysisk kontakt. De gør det ikke fordi de er homeseksuelle, men bare for at vise deres hengivenhed til og overfor hinanden.

- Apropros homoseksualitet er det ikke lovligt og ikke socialt accepteret at være homoseksuel i Indien.

- Der er strømafbrydelser heeele tiden! Sommetider var det bare som om nogen havde slukket lyset og hurtigt tændt det igen, men andre gange gik der en evighed, inden strømmen kom tilbage. Og det er ikke bare lyset der går, men også den livsvigtige aircondition!

- Der er meget lidt toiletpapir på rullerne! Helt ærligt, én rulle rækker måske til 3-4 toiletbesøg. Det er nok fordi, at inderne ikke rigtig bruger toilet papir, men vasker sig med vand efterfølgende. Men vi har godt nok bedt om meget toiletpapir!

- Nu hvor vi taler om toiletpapir, kan jeg også lige nævne, at man ikke skal komme det i toilettet, men putte det i en spand. Toiletterne har nemlig utrolig dårligt udtræk og kan sommetider ikke engang klare en omgang bummelum...

- Og som den sidste toilet-generelitet bliver jeg nødt til at nævne, at der nærmest ikke eksisterer offentlige toiletter. Bare ærgerligt, hvis man bliver trængende, mens man er på marked eller besøger et tempel.

- Overalt du kommer, bliver du tilbudt kaffe og chai, en mælkebaseret te. I togene går de frem og tilbage og råber "Coffee, chai! Coffee! Chai! Madame? Coffee! Chai!" hvert andet minut og det er til at blive stiktosset af! Men teen smager nu meget godt - nogle steder.

- Der er ikke særligt højt tryk på vandet i bruserne, så det at få skyllet sæben af, kunne sommetider tage en del minutter. Nogle steder var det helt umuligt at vaske hår.

- Vi er en mindst lige stor, hvis ikke større, attraktion for inderne som de er for os. De tager billeder af og filmer os, hvis vi går forbi eller vi står i gruppen og får informationer. Nogle indere har simpelthen aldrig set et hvidt menneske før og de glor helt uhæmmet og griner af én. Jeg tror de synes vi ser åndssvage ud...

Skrevet af signedn 17:00 Gemt i Indien Kommentarer (0)

(Beretninger 36 - 40 af 46) « Side .. 3 4 5 6 7 [8] 9 10 »