Rejseblogs fra Travellerspoint

Varanasi og Delhi

Rejseberetning fra de sidste dage i Indien


Se Rejsen i korte træk på signedns kort over rejse.

Vi ankom til Varanasi tidligt tirsdag morgen. Varanasi er en helt speciel by og et meget helligt pilgrimsmål for hinduerne. Millioner af hinduer rejser hvert år til Varanasi med forskellige formål, men hovedageligt for at tage et bad i den hellige Ganges flod.

Heldigvis var vores værelser klar da vi ankom til hotellet, så vi kunne checke ind og lige få de sidste timers søvn inden vi tog på lidt sightseeing rundt i Varanasi i tuk-tuk. Vi besøgte Banaras Hindu University Shree Vishwanath Mandir (bla bla bla?!), hvor jeg blev velsignet og fik den røde prik i panden, og Mother India Temple, hvor der var et stort kort over Indien lavet ud af marmor.

Sidst på eftermiddagen tog vi ned til Ganges for at se solnedgangen og overvære den daglige solnedgangsceremoni. Desværre står mange ghats, de trapper, der fører ned til Ganges under vand, på grund af monsunen, så der er ikke nær så meget liv dernede, som der ellers ville være.
Inden vi sejlede ud, købte vi nogle små blomsterbåde med lys i, af en lille dreng, som vi skulle bruge senere under solnedgangsceremonien.
Vi sejlede ud i vores egen båd og nød synet af de mange hinduer, der tog bad i floden. Ganges er utrolig hellig for hinduerne. Ganges, eller Ganga, som inderne kalder hende, anses for at være alle hinduers mor og de tror på, at alle deres synder bliver vasket af og at de, hvis de er syge, bliver raske ved at bade i Ganga. Det er dog umuligt at forestille sig, hvordan man skulle blive ren eller rask af at bade i Ganges fordi hun er møgbeskidt og forurenet og man ville mene, at man blev mere syg af at dyppe sig i den. Men hinduerne tror som nævnt på at hun er deres oprindelige moder. Og ens mor vil aldrig gøre en ondt, så selvfølgelig bliver man ikke syg af at bade i Ganga.

På turen kom vi også forbi en af de mange kremeringspladser, der ligger langs Ganges og Anu fortalte os om kremeringer i hinduismen. Alle hinduer bliver kremeret. I hinduismen skal man egentlig gennem syv genfødsler, for at nå Nirvana eller Himlen, men en kremering kan lade én springe direkte til Nirvana. Man kan dog kun blive kremeret, hvis man har opfyldt de pligter, der bliver stillet til enhver hindu. Man skal fødes, blive gift, få børn og passe sine forældre, når de bliver gamle. Hvis ikke man har opfyldt alle disse pligter, kan man ikke blive kremeret og komme til Nirvana, men bliver genfødt og kan så "prøve igen". Det er desuden også kun mennesker, der har lidt en naturlig død, der kan blive kremeret.
Inden liget bliver brændt, bliver det dyppet i Ganges en sidste gang, for at skylle synderne væk, hvorefter det bliver pakket ind i et hvidt klæde og lagt på bålet. De bliver altså ikke klædt i deres fineste tøj og får heller ingen materielle ting med til Nirvana. Det er altid den ældste søn, der tænder bålet. Hvis ikke den afdøde har en søn, kan det være en bror eller nevø, der tænder bålet.
Efter nogle timer er alt bortset fra bækkenet brændt til aske. Både bækkenet og asken bliver kastet i Ganges, hvorefter ceremonien er slut.
Der er ingen sorg forbundet med kremeringen, da den afdøde, som tidligere nævnt, har opfyldt alle sine pligter og er på vej til Nirvana. Man må ikke græde til en kremering og derfor er det kun mænd, der har tilladelse til at komme på kremeringspladsen. Kvinder anses for at have et svagere sind end mænd og selvom de er glade for at en af deres kære er på vej til Nirvana, vil de stadig græde på grund af tabet og savnet. Derfor har de ikke lov til at komme, fordi hvis ånden fra den afdøde ser, at de græder, bliver den forvirret og kan finde på at blive hængende i denne verden.
Jeg skrev godt nok tidligere, at alle hinduer bliver kremeret, men det er ikke helt rigtigt. Der er tre mennesker i det hinduistiske samfund, der ikke bliver kremeret. Det er et nyfødt barn, en gravid kvinde og en hellig mand. Et nyfødt barn har ingen synder, den gravide kvinde har muligvis, men barnet i hendes mave har ikke og en hellig mand er hellig netop fordi han ingen synder har. Ligene af disse tre mennesker bliver i stedet kastet i Ganges med sten bundet til dem, for at få dem til at synke til bunds. Det sker dog sommetider, at rebene, som stenene er bundet fast med, går i opløsning og at liget flyder op til overfladen...
Det var ret specielt at sidde der og vippe i båden og være vidne til flere kremeringer, mens Anu fortalte om det, men også helt utroligt spændende og lærerigt.
Af respekt for de afdøde og deres pårørende tog jeg ingen billeder ved kremeringspladsen.

Da vi havde forladt kremeringspladsen og den stille og eftertænksomme stemning var lettet en smule, sejlede vi hen til det sted, hvor solnedgangsceremonien fandt sted. Vi kunne følge med i to ceremonier fra det sted vi lå og vippede. Normalt er der utallige af disse ceremonier langs Ganges hver aften, men på grund af den høje vandstand, er det som sagt lidt anderledes i øjeblikket. Ceremonien tager en times tid og starter efter solnedgang. Ceremonien går i sin enkelthed ud på at sige "Godnat og tak for i dag" til solen og de gør det hver eneste aften. Under ceremonien satte vi vores små blomsterbåde i vandet og ønskede. Det var et smukt syn at se alle de små lys danse afsted på vandet og til sidst forsvinde i mørket.

Onsdag morgen snuppede vi endnu en solopgang, denne gang ved Ganges, hvor vi aftenen inden havde set solnedgangen. Endnu en gang var det fantastisk at se en indisk by vågne og starte dagen. Ved Ganges var der flere lokale end aftenen før, hvor det mest havde været pilgrimme. De lokale starter dagen med et bad i den hellige Ganges flod, inden de går i gang med dagens arbejde og gerninger.

Senere på dagen besøgte vi et område med en masse tekstilfabrikker og så, hvordan de fremstiller stofferne helt fra begyndelsen med mønsteret til de kommer i butikken. Det var ret imponerende af se det store arbejde der bliver lagt i hvert enkelt stykke stof og alle de mennesker der er inde over tilblivelsen af for eksempel et sæt sengetøj eller en sari. Ligesom i Jaisalmer besøgte vi en butik og fik igen vist en masse fantastisk flotte tekstiler - og denne gang købte jeg noget.

Om aftenen var der fest! Både i anledning af Ollys fødselsdag, som godt nok først var mere end en uge senere, og fordi det var den sidste aften vi havde mulighed for det, da den følgende nat skulle tilbringes i tog og den sidste ville blive noget rod, fordi folk allerede begyndte at rejse hjem eller videre i løbet af aftenen og natten.
Vi tog på en restaurant, der serverede buffalow-steaks, så der var rigtig kød på menuen og det var helt fantastisk! Vi sang fødselsdagssang på alle de sprog vi kunne præstere og havde det rigtig sjovt. Tilbage på hotellet fortsatte vi festen på taget og derefter på Anus værelse. Det var virkelig en super sjov aften!

Dagen efter var dagen derpå efter en ret fuld aften og nat og dermed ikke meget ved. Det regnede også, så vi tilbragte det meste af dagen sammen med Chloë, Sara og Sam på det fælles værelse, vi var blevet stillet til rådighed, efter vi havde checket ud. Vi så film og sov lidt, fik noget frokost og så en film mere. Tidligt på aftenen var det afsted mod togstationen og tilbage til Delhi, hvor det hele var startet 20 dage tidligere.

Fredag morgen checkede vi ind på vores sidste hotel i Indien. Vi gik begge direkte i bad, da vi fik værelserne og tog derefter en lur, eftersom ingen af os havde sovet særligt meget i toget natten forinden. Det blev til en værre slumpe-dag, hvor vi bare lå i sengen og så film hele dagen, men det var nu ret rart og hyggeligt. Om aftenen var vi til afslutningsmiddag med hele gruppen, hvor vi varmede op til Asien med nogle lækre nudler og forårsruller. Hele gruppen gik sammen om at give Anu en flaske whiskey og tilbage på hotellet sagde vi farvel til Anu og dem, der skulle rejse om natten og tidligt den følgende morgen.

Vores sidste dag i Indien ville vi gerne bruge på noget fornuftigt efter to dage i sengen foran fjernsynet, så vi tog med Aixa, Lou, Sam, Olly og Fiona ud for at se Akshardham, som er et stort tempel.
Det var helt utroligt besværligt at komme ind i templet, fordi der var så mange sikkerhedsregler - det var værre end Taj Mahal (!) - og man måtte ikke tage noget som helst med ind bortset fra sine penge, sit pas og eventuelle smykker. Man måtte heller ikke have bare skuldre eller knæ, så Sara og jeg måtte låne nogle tørklæder, vi kunne dække os med.
Templet var dog alle besværligederne værd! Helt utrolig smukt og detaljeret lavet i både marmor og sandsten. Man måtte desværre heller ikke tage kamera med ind i templet, så jeg har desværre ingen billeder af det.
Der havde været overskyet hele formiddagen og også regnet lidt, hvilket var rart nok, for så var der ikke så varmt og luften føltes renere. Vi havde bare ikke lige regnet med, at det ville udvikle sig til et vildt skybrud, mens vi var i templet. Vi blev drivvåde, helt ind til det inderste! Men det var fedt at opleve et rigtigt indisk regnvejr og det var faktisk ret sjovt at løbe rundt i regnen!
Tilbage på hotellet kunne vi heldigvis låne et bad og hænge vores tøj til tørre hos Sara og Chloë, som havde et værelse, fordi de først skulle afsted nogle dage senere.

Efter et par timer var vi pakket og klar til at sætte kursen mod lufthavnen og dernæst mod Malaysia. Jeg sagde ikke farvel, men på gensyn til Aixa, Lou, Sam, Fiona, Sara og Chloë, jeg satser nemlig på at se dem alle sammen igen på et senere tidspunkt på rejsen, hvilket jeg allerede glæder mig rigtig meget til!

Skrevet af signedn 17:00 Gemt i Indien Kommentarer (0)

Bollywood, Taj Mahal og Agra Fort

Rejsebeskrivelse fra byerne Jaipur og Agra


Se Rejsen i korte træk på signedns kort over rejse.

Vi ankom til Jaipur omkring middagstid fredag den 13. september, hvorefter vi, som altid, når vi kommer til et nyt sted, havde tid til at få et bad og slappe lidt af.
Sidst på eftermiddagen bevægede vi os fra vores hotel til den gamle bydel, også kendt som 'The Pink City', fordi den i anledning af et royalt besøg, blev malet i tre forskellige lyserøde nuancer. Den gamle bydel består af en stor kvadrat, der er delt op i ydeligere otte kvadrater, hver med en rundkørslen i midten. Det lyder meget symmetrisk og overskueligt, og Anu mente, at det ville være umuligt at fare vild derinde, meeen jeg ved nu ikke helt...

Inden vi spiste aftensmad var vi i biografen, hvilket var noget af en oplevelse! Det er en af de største biografer i Indien med plads til over 1000 mennesker i en enkelt sal! Ved første øjekast var det næsten som derhjemme. Vi købte popcorn og sodavand og havde fortæret det hele, inden filmen overhovedet var startet. Men vi fandt ret hurtigt ud af, at inderne har en noget anderledes biograf-mentalitet, end vi har derhjemme. Vi er vandt til, at der er stille, så man uforstyrret kan se den film, man har betalt for at se, og vi forventer, at folk slukker deres mobiltelefoner! Men sådan er det ikke heeelt, når man går i biografen i Indien. Inden den ordinære film gik i gang, var der selvfølgelig trailers fra kommende film. I en af dem, så man en nydelig (læs: lækker) ung mand, der susede rundt på en motorcykel i svedig, bar overkrop. Derhjemme havde man måske lige prikket sin sidemakker i siden efterfulgt af et sigende blik, men de indiske piger gav sig til at huje og juble og pifte af ham, hver gang han kom frem på den enorme skærm. Det samme skete i løbet af filmen, hvis det skete noget godt eller hvis der var nogen, der kyssede eller vågnede op med uglet hår. Det kom så meget bag på os de første par gange, at vi bare begyndte at grine, men efterhånden begyndte vi at juble med. Og for at vende tilbage til det med stilheden og de slukkede mobiltelefoner... Det er ikke noget de går en helt masse op i. Man kan sagtens lade telefonen ringe fem-seks gange inden man tager den og derefter have en højlydt samtale på 10-15 minutter. Det' ligemeget! Alt i alt var biografturen en rigtig sjov oplevelse. Vi forstod ikke ret meget af filmen, men vi var top underholdt alligevel!

Efter filmen spiste vi aftensmad mens vi hørte musik og blev underholdt af både dansere og en ildsluger. På restauranten var der en anden gruppe fra G Adventure, der var på en anden tur, som havde planer om at skulle i byen og den hoppede vi med på - vi ville da gerne opleve, hvordan de unge indere fester! Vi blev fortalt, at på grund af nogle af de uheldige episoder, der har været oppe i nyhederne både hernede og derhjemme, lukker alle diskoteker kl. 1, men det var også fint nok, for jeg havde planer om at skulle tidligt op dagen efter. Vi blev dog lidt skuffede, da vi blev sat af ved et hotel og vist til den tilhørende bar. Det var jo ikke autentisk... Men vi dansede uafbrudt i en time, indtil de lukkede, hvorefter vi tog hjem til hotellet, hvor Sara og jeg tog en lynhurtig skyller, inden vi gik i seng.

Dagen efter ringede min alarm kl. 5 og jeg hørte den og vågnede! Hurra! Efter jeg missede solopgangen i Pushkar havde jeg besluttet mig for at prøve igen i Jaipur, hvor hotelmanageren tilbød 'Sunrise Walk' til Nahargarh Fort, også kaldet Tiger Fort. Vi var fire fra gruppen, der var med: Beth, Lou, Sam og mig. Det var helt specielt at gå gennem byen så tidligt om morgenen, inden den vågnede. Der var næsten ingen mennesker eller biler og - mest bemærkelsesværdigt - ingen dytten. Man så byen i et helt andet perspektiv, hvilket var en særlig oplevelse, som jeg er glad for at have med i rygsækken.
Vi gik en lille time gennem byen og op til fortet, hvorfra vi så solen stå op. Vejen op til Nahargarh Fort, af den stejle ujævne vej, var hård og svedig, men det gjorde godt at bruge kroppen. Desværre ligger forureningen som en sky over byen, så vi fik først øje på solen gennem forureningen, da den var et stykke oppe. Men det var stadig rigtig flot og dejligt at byde den nye dag velkommen. Efter et bad, en lur og en ordentlig omgang morgenmad, følte jeg mig helt fantastisk tilpas!

large_IMG_7270_1_.jpg

large_IMG_7278_1_.jpg

Formiddagen og den første halvdel af eftermiddagen stod på sightseeing i tuk-tuk. Første stop var Amber Fort og Palace, som er meget stort og imponerende! Ligesom Nahargarh Fort, ligger det højt og det er lidt af en bjergbestigning at komme derop. Der var mulighed for at tage turen derop på elefantryg, men Anu ville ikke anbefale det, da elefanterne ikke bliver behandlet ordentligt på stedet. Men vi så elefanter komme gående med dovne turister på ryggen og de er altså ret imponerende sådan nogle elefanter - og meget store, når man lige passerer dem på vejen.
Da vi endelig var kommet op og var færdige med at pruste og stønne, så vi nogle ret seje krigere og vi troede, de var en del af en opsætning, der skulle gøre det mere autentisk for turisternes skyld. Men det viste sig ret hurtigt, at de var en del af et stort filmhold, som var ved at filme en episode til en indisk tv-serie.
Inde i paladset gik vi rundt og så de gamle rum, som nogle steder var forfaldet og beboet af flagermus og andre steder var velholdt og smukt udsmykket. Nogle steder var det som at gå i en labyrint og på grund af min elendige stedssans kom vi til at gå lidt i ring. Det gik bedre da Sara til sidst fik nok af cirkuset og tog føringen.
Næste stop var Water Palace, som ligesom Lake Palace i Udaipur ligger i vandet. Vi beundrede det på afstand og tog de obligatoriske billeder inden vi kørte videre for at få noget frokost.
Efter frokost tog vi til City Palace, som Sara og jeg dog valgte at springe over. Vi tog i stedet med nogle andre piger fra gruppen et smut forbi Hawa Mahal eller Palace of Winds. Det blev også til et lynhurtigt fotostop på Spice Market før vi kørte hjem.
Til aften synes Anu, at vi skulle prøve noget anderledes og tog os med på en indisk fast-food restaurant. Det var overraskende god mad og en sjov oplevelse at se de lokale komme der og spise.

Søndag var det tidligt op og med toget til Agra. Togturen var en positiv overraskelse og noget helt andet i forhold til den sidste togtur. Der var reserveret pladser og vi havde hver vores sæde med masser af benplads og armlæn. Der var aircondition - det ville jeg gerne have vidst, fordi jeg frøs det meste af turen - og der blev endda serveret morgenmad! Sikke en velkommen opgradering!
Om eftermiddagen varmede vi op til Taj Mahal og besøgte Itimad-ud-Daulah eller 'Baby Taj' som det hedder i folkemunde, fordi det, ligesom Taj Mahal, er opført i hvid marmor - og fordi det oprindelige navn er meget svært at udtale! Inden aftensmad så vi solnedgangen over Taj Mahal fra bagsiden af monumentet og fik dermed det første glimt af det ikoniske bygningsværk.

Mandag morgen ringede vækkeuret kl. 4.45 og kl. 5.15 kørte bussen mod Taj Mahal. Vi var de første, der kom ind, da de åbnede kl. 6, lige inden solopgang. Anu ville have, at vi var der som de første, så vi ikke skulle bruge hele morgenen på at stå i kø og så der ikke var alt for mange mennesker, når vi skulle tage alle vores billeder.
Taj Mahal er opført mellem 1631 og 1654 af en arbejdsstyrke på mellem 20.000 og 25.000 mennesker. Det imponerende monument blev bygget af den muslimske hersker Shah Jahan til minde om hans tredje kone Arjumand Bano Begum, bedre kendt som Mumtaz Mahal. Shah Jahan havde flere koner, men Mumtaz Mahal var hans ynglingskone og store kærlighed. Hun havde født ham 14 børn, før hun døde i barselssengen. Det var mens hun lå der, i sine sidste minutter, at hun bad Shah Jahan, om at opføre noget til minde om hende, så hele Verden ville huske hende og deres kærlighed til hinanden.
Hovedbygningen, det ikoniske hvide monument, er bygget af hvid marmor og var oprindeligt udsmykket med guld, sølv, diamanter, rubiner, smaragder og andre ædelstene. Alle disse kostbare udsmykninger blev dog taget af englænderne.
Historien fortæller, at Shah Jahan, da Taj Mahal stod færdig, huggede hænderne af alle de mennesker, der havde været med til at bygge det, for at forhindre dem i at bygge det samme eller noget lignende et andet sted. Det skal dog ikke forstås i bogstavlig forstand. Han huggede ikke deres hænder af, men gav dem så mange penge, at de ikke behøvede at arbejde ("bruge hænderne") mere for resten af deres liv.
Det siger sig selv, at Taj Mahal har været helt utroligt dyr at opføre og det endte faktisk med, at Shah Jahan blev sat i fængsel af sin egen søn, fordi han havde brugt så mange penge på opførelsen af Taj Mahal. Shah Jahan havde faktisk planer om at bygge et lignende monument i sort marmor bag ved Taj Mahal, men han blev fængslet, inden hans planer blev til virkelighed.
Anu fortalte os om nogle af de arkitektoniske detaljer ved monumentet, som er en blanding af islamiske, hinduistiske, persiske og tyrkiske elementer. For eksempel er spiret på den store hovedbygning udsmykket med en stjerne og en halvmåne, hvilket er symbolet på islam, og i forlængelse af spiret, er der udformet lotusblade, hvilket symboliserer hinduismen.

Det var fantastisk at se Taj Mahal! Det er et virkelig imponerende bygningsværk med en smuk historie. Men det var også virkelig sjovt at sidde og kigge på alle de andre mennesker, der var der. Man tager jo så mange billeder sådan et sted og man prøver forskellige positurer og vinkler. Man hopper og danser og prøver at få det til at se ud som om at man løfter, krammer eller kysser Taj Mahal eller et eller andet andet fjollet og det var simpelthen så sjovt at sidde og følge med i folks foto-sessions!

Omkring middagstid besøgte vi Agra Fort, hvor Anu agerede guide. Vi var på rundvisning og fik en grundig gennemgang af historien bag fortet, som er rigtig spændende! Det er ikke alt jeg kan huske og en del af det følgende, har jeg lånt fra Saras dagbog.
Fortet var oprindeligt eget af Akbar the Great - 'Great' fordi hele folket elskede ham og fordi han muligvis, i følge Anu i hvert fald, er den bedste konge, Indien nogensinde har haft.
Fortet består af forskellige dele og er blevet udvidet af forskellige konger gennem tiden. Den første del af fortet er hovedsageligt bygget af røde sandsten, hvorefter det skifter til en blanding af sandsten og marmor for til sidst af bestå udelukkende af hvid marmor.
Akbar the Great havde tre koner: en muslim, en kristen og en hindu. Dette afspejler sig flere steder i hans del af fortet, hvor de forskellige religiøse tegn for de tre religioner er brugt i udsmykningen. Med sin tredje kone, hinduen, som var hans yndling, fik han sin eneste søn, som var helt utroligt forkælet. Han udvidede fortet med en masse lir, blandt andet et kæmpestort badekar til vin og brugte en masse penge på damer og dansere og underholdning. Og hvis han kunne lide, hvad han så, kunne han finde på at belønne dem ved at købe et palads til dem eller forære dem en masse jord.
Denne søn fik ligeledes en søn, Shah Jahan, ham som senere byggede Taj Mahal. Shah Jahan udvidede ligeledes slottet med en stor del i hvid marmor. Han byggede en moske, to sovekamre med tage af 24-karat guld til sine to døtre og en masse andet til sig selv.
Shah Jahans yngste søn, Aurangzeb, var den klogeste af de i alt tre sønner Shah Jahan havde. Han fik på et tidspunkt nys om at hans brødre ville dræbe ham, fordi de vidste, at han, på grund af sin dygtighed, ville overtage styringen, hvilket de ikke ville lade ske. Men Aurangzeb vidste, hvad der var på færde og fik sine brødre dræbt, før de dræbte ham og på den måde blev han tronfølger.
Samtidigt med dette var Shah Jahan i fuld gang med at bygge Taj Mahal og havde brugt en masse penge, som familien ikke havde og derfor fik Aurangzeb sat sin far i fængsel.
Shah Jahan sad fængslet i fortet i en del, bygget specielt til ham. Udover et værelse og en moske havde han også en balkon, hvorfra han kunne se sit eget værk, Taj Mahal, som han havde bygget til sin afdøde kone. Det siges, at fordi han var så ulykkelig og græd så meget over tabet af sin elskede kone, mistede han meget af sit syn og sønnen satte derfor forstørrelsesglas i ruderne på balkonen, så han stadig kunne se Taj Mahal.
Da Indien blev uafhængige og englænderne forlod landet, tog de alt af værdi; guld, udsmykning, ædelsten, kunst, tekstiler osv. med fra Agra Fort og derfor fremstår det desværre lidt nedslidt. Men historien bag er fantastisk!

Fuld af ny og spændende viden tog vi fra Agra Fort videre til en restaurant, der serverede buffet for at spise frokost. Og mig og buffet, det er jo lig med succes! Jeg spiste mig propmæt i de forskellige currys og de andre i gruppen var ret imponerede over min præstation. Det skal også lige siges, at vi ikke ville få aftensmad, fordi vi skulle med nattoget videre til Varanasi om aftenen, så jeg undskyldte min overspisning med, at jeg jo faktisk skulle spise to måltider i ét. Meeen... Jeg fik dog også plads til to bananer inden jeg lagde mig til at sove i toget senere på aftenen...

Skrevet af signedn 17:00 Gemt i Indien Kommentarer (0)

Pushkar - en konservativ hippie-by


Se Rejsen i korte træk på signedns kort over rejse.

Først tror jeg, at jeg skylder ikke bare Jer, men også Udaipur, at fortælle bare lidt mere om byen og hvad der er specielt ved den. Udaipur er kendt for sine mange søer og paladser. Det mest kendte og fotograferede palads er uden tvivl Lake Palace, et ø-palads, som nu fungerer som hotel, hvis hvide bygninger dækker en hel lille ø i Pichola søen. Vi sejlede selvfølgelig forbi det på vores bådtur, hvor vi også besøgte et andet meget fancy hotel med nogle flotte haver og sådan noget. Som sagt var vi ikke ligefrem på toppen, så hvad det hedder, kan jeg ikke svare på. Jeg ved bare at en flaske med en liter vand kostede 100 rupee, hvilket er fem gange så meget som ellers... Den første aften i Udaipur spiste vi aftensmad på en tagterrasse med fantastisk udsigt over søen Pichola med dens hoteller og bjergene i baggrunden.

large_IMG_7229_1_

I går mødtes gruppen tidligt, fordi vi skulle med toget kl. 6.00. Det var ikke en særlig behagelig tur. Der var ikke ret meget plads, selvom vi havde reserveret pladser og der kom flere og flere mennesker på toget, efterhånden som vi kom op ad formiddagen. Men det var en oplevelse, som ryger i rygsækken sammen med alle de andre fantastiske ting vi oplever! Vi ankom til byen Ajmer kl. 11.30, hvorfra vi kørte i to biler det sidste stykke vej til Pushkar. Det var en kort men hektisk tur i bjergterræn med snoede veje, lidt lige som i Norge, hvor man ikke rigtig kan se, hvad der kommer rundt om det næste hjørne. Men det afholder ikke inderne fra at køre hvor det passer dem, og vi kom til at holde og vente, fordi to busser var kørt sammen i et sving.
Velankommet til hotel New Park i Pushkar havde vi hele eftermiddagen fri til at få noget frokost og slappe af. Jeg har afholdt mig fra at hoppe i poolen på de andre hoteller, men jeg tog chancen i går her på hotellet og jeg er stadig i live, så har planer om at tage en dukkert igen senere i dag.
Kl. 17 mødtes vi med gruppen og gik på den obligatoriske 'Orientation Walk' gennem byen. Pushkar er en meget lille by og lidt af et hippie-sted, men samtidig ret konservativ. Alkohol og ikke-vegetarisk mad er forbudt og man skal dække knæ og skuldre, når man går rundt i byen, men samtidig er der vist en del stoffer i omløb og flere steder kan man få "special" dishes, som indeholder nogle lidt hemmelige ingredienser. Men! Vi kan rigtig godt lide byen, fordi den ikke er så hektisk. Den består næsten bare af én lang gade med markeder og bazarer, så den er meget nem at overskue!

large_IMG_7247_1_

large_IMG_7250_1_

Vi besøgte Brahma-templet, som er det eneste sted, hvor man kan tilbede guden Brahma og Anu fortalte os om hinduismen og kastesystemet, hvilket var rigtig spændende og lærerigt! Han fortalte også en historie, der forklarede flere ting, som vi har spurgt til under vores rejse for eksempel hvorfor køerne er hellige.
I mens vi spiste aftensmad så vi en klassisk Bollywood-film, hvilket var lidt af en oplevelse, men rigtig sjovt og anderledes.

I dag var det meningen, at jeg skulle have været oppe på et lille bjerg ikke så langt herfra, hvorfra der skulle være en smuk solopgang. Men af uforklarlige årsager hørte jeg ikke min alarm og missede derfor den oplevelse. Dem som tog derop fortalte "heldigvis", at det selvfølgelig havde været flot og en fin tur op ad bjerget, men at de ikke lige frem var "blown away". Så jeg er ikke så ærgerlig over det nu, som jeg var da jeg vågnede i morges og solen allerede var stået op...
Den første del af dagen har vi brugt på markedet, hvor jeg fik shoppet lidt. Når vi shopper er det ikke prisen, men volumen, der er afgørende for, om vi køber noget eller ej, så det var utænkeligt for mig at købe en af de smukke puffer, jeg havde set mig lun på. Men da det viste sig, at jeg bare købte betrækket og så selv fylder den op, når jeg kommer hjem, var der ikke noget at rafle om! Jeg gjorde også er par andre køb, som jeg er meget tilfreds med.

large_IMG_7241_1_

Tilbage på hotellet fik vi lidt frokost, selvom vi ikke rigtig var sultne, vi har bare fået en forkærlighed for retten pakora, som er friturestegte grønsager og fetaost i små klumper med dip til - mums!!! Eftermiddagen tilbragte jeg ved poolen og aftenen har stået på aftensmad med Bollywood-film, oprydning, ompakning og blogskrivning.

Skrevet af signedn 08:59 Gemt i Indien Kommentarer (0)

"We are in India!"


Se Rejsen i korte træk på signedns kort over rejse.

Saa folkens! Nu sker det! Jeg har endelig fundet tid til at publicere dette foerste rigtige blogindlaeg. Der er desvaerre ikke rigtig nogle billeder til de sidste dage i indlaegget, fordi det simpelthen tager saa lang tid at uploade dem, saa dem maa I have til gode indtil videre. Men - nyd det og baer over med skiftende tider, stavefejl og andre grammatiske synder...

Soendag den 1. september
Saa oprandt dagen endelig! Endelig bliver alle planerne og alle droemmene til virkelighed! Efter en stille og eftertaenksom tur til lufthavnen og en taarevaedet afsked, steg jeg i foerste omgang ombord paa Norwegians fly mod Koebenhavn. Jeg fandt hurtigt Sara og vi chekede ind og kom gennem security uden problemer. En ostemad, lidt butikskiggeri og ventetid senere gik vi ombord paa Finnairs fly mod Helsinki – og sikke en skuffelse! Venner og veninder, som selv har vaeret ude at rejse, havde fortalt om kaempe store fly med fri bar, flotte stewarder, egen tv-skaerm, gratis hoeretelefoner, taepper, sovemasker, oerepropper, tandboerster og tandpasta. Vi saa intet af dette. Intet! Skuffelsen var stor. Vi foelte os mildest talt snydt. Men naesten foer skuffelsen havde lagt sig landede vi i de tusinde soers land, hvor vi kun lige havde 45 minutter til at komme af flyet, gennem en sjov robot-paskontrol og ind i det naeste fly. Men som alt andet indtil da, gik det som smurt og vi blev baade glade og begejstrede, da vi kom ind i flyet, der skulle tage os til Indien. Her var (naesten) alt det, vi var blevet fortalt om og vi satte os begge godt til rette og fyrede op for “Sex and the City the Movie” mens vi lod os servicere af de soede stewadesser. Vi forsoegte ogsaa at faa lidt soevn, eftersom det var midt om natten, men det lykkedes vist bedst for den toemmermaendsramte Sara.

Mandag den 2. september
Kl. 5.25 lokal tid ramte vi Delhi. Vi gled nemt og forholdsvist hurtigt gennem paskontrollen, men havde derefter lidt besvaer med at faa haevet nogle penge. Naeste udfordring var at finde en maade at komme til vores hotel paa, noget jeg havde set frem til med lige dele spaending og nervoesitet. Men det gik nu ogsaa forholdsvist nemt; det er jo ikke ligefrem svaert at finde en taxa udenfor en lufthavn, og vi fik endda pruttet lidt om prisen. Vi synes selv vi gjorde en god handel – vi halverede det foerste beloeb han foreslog, hvilket er fingerreglen – men vi har vist fundet ud af, at vi alligevel blev taget ved naesen… Men vi skal nok laere det!
At komme ud af lufthavnen var ikke det store chok, jeg havde forventet. Hverken varmen eller menneskemylderet var saa heftigt som frygtet. Maaske havde jeg sat mine forventninger for hoejt eller ogsaa var det bare tidligt om morgenen.
Turen til hotellet var lidt af en oplevelse! Da vi satte os ind i bilen, som kun er halv stoerrelse i forhold til bilerne herhjemme, greb vi rutinemaessigt efter sikkerhedsselen, som godt nok var der, men der var ingenting at klikke dem fast i. Vi kiggede foerst undrende paa hinanden og derefter paa taxachauffoeren, Kumar, som bare grinede og besvarede vores paniske ansigstudtryk med “We are in India!”
Efter en nervepirrende tur paa godt og vel en halv time, med hornet i bund og fuld fart fremad, ankom vi, i to hele stykker, til Hotel Perfect, hvor vi chekede ind og blev vist til vores vaerelse. Vi var roerende enige om, at naeste punkt paa dagsordenen var en god lur! Fire timer senere begyndte vi at roere paa os igen og besluttede os for, at vi maatte finde paa noget at lave indtil vi skulle til briefingmoede med vores CEO (Chief Experience Officer) og resten af gruppen. Vi begav os ud i menneskemylderet, som var taget noget kun til siden vi ankom, og sugede indtryk til os. Og der var masser af indtryk! Sanserne blve stimuleret af alle de nye og fremmede lyde, lugte og syn. Vi gik rundt i en times tid foer vi begav os tilbage til hotellet og paa den time blev vi enige om, at vi er glade for vores beslutning om at rejse med en gruppe her i Indien. Vel tilbage paa hotellet gav vi os hver isaer i kast med at faa nedfaeldet det sidste doegns begivenheder, tanker og foelelser.
Sent henad eftermiddagen var vi til briefingmoede med vores CEO, Anu, og resten af holdet, som, udover mig og Sara, bestaar af et par fra New Zealand, et par fra Mexico, en pige fra Argentina, en pige fra Scotland, en pige fra Tyskland, som dog lever og studerer i Scotland paa nuvaerende tidspunkt, og en dreng og seks piger fra England. Efter lidt praktiske informationer og formaliteter, var vi samlet til velkomstmiddag. Sara og jeg bestile hver sin curry med ris og naanbroed til og delte om det for at smage noget forkselligt. Det var super laekkert, en smule spicey, men ikke for meget - det havde Anu soerget for. Efter maden fik vi nogle smaa boenner af en slags, som var ristet i sukker og dermed meget soede. Dem kunne man spise for at faa den staerke smag i munden til at forsvinde – rigtig smart! Efter middagen var det (naesten) paa hovedet i seng. Vi havde dog lidt oprydning og ompakning, der lige skulle overstaaes.

Tirsdag den 3. september
I dag var den foerste ‘rigtige’ dag paa vores guided tur. Vi checked ud om morgenen og samlede al vores bagage i et rum, som ville vaere til raadighed resten af dagen til afslapning, socialt samvaer eller et bad. Vi tog metroen til Old Delhi. Delhi har to dele; Old Delhi og New Delhi. New Delhi blev grundlagt af englaenderne under det britiske styre, mens Old Delhi gaar saa langt tilbage, at man ikke ved hvem der grundlage den eller hvornaar den blev grundlagt.

large_IMG_6625_1_

large_IMG_6630_1_

Anu havde paa forhaand forberedt os paa, at metroen ville vaere som en krigszone at at allle kneb gjaldt i kampen om at komme af og paa metroen: “Run, jump, push, kill if necessary, just get of the metro!” Men det var slet ikke saa galt. Selvfoelgelig var der mange mennesker, men vi kom baade af og paa uden problemer, hvorefter vi satte kursen mod Jama Masjid, som er den stoerste moske i Indien. Skoene maatte af og vi blev iklaedt en dragt, der skulle daekke os til. Jama Masjid er et imponerende bygningsvaerk, opfoert af den samme, som har opfoert Taj Mahal. Vi var oppe et et af de hoeje taarne i moskeen - 120 trin op af en smal, snoet trappe fo at kommme op i e lille bitte taarn med en fantasisk udsigt over Delhi og Det Roede Fort.

large_IMG_6644_1_.jpg

large_IMG_6670_1_

large_IMG_6668_1_

Under dette besoeg fandt vi ud af, at vi er en noejagtig lige saa stor, hvis ikke stoerre attraktion for inderne, som de er for os. Jeg blev fotograferet af en lille dreng inde paa den store plads udenfor moskeen og stoppet af en inder, der ville have et billede sammen med mig, da vi var paa vej ned fra taarnet. Gad vide hvor de billeder ender henne?
Efter Jama Masjid tog vi til Gurdwara SisGanj, et helligt sted for Sikh-religionen. Anu fortalte om religionen og jeg synes det var rigtig rigtig spaendende! Sikhisme er en indisk religion grundlagt af Nanak i 1500-tallet. Sikhismens oprindelse ligger i laerdommen fra Guru Nanak og hans efterfølgere. Stoerstedelen af sikherne lever i Punjab i det nordvestlige Indien, men der er sikhsamfund i de fleste stoerre indiske byer. I mange lande verden over findes sikhgrupper, også i Danmark. Sikhismen har i alt omkring 15 mio. tilhaengere. Sikhismen tror på lighed mellem alle mennesker og afviser diskrimination på basis af kaste, tro og koen. Sikhismen tillaeger heller ikke askese nogen betydning som et middel til at opnaa frelse, men understreger i stedet vigtigheden af at leve sit liv som familieforsoerger. Mandlige sikher er let genkendelige paa fuldskaegget og turbanen, som daekker det uklippede haar. Sikhernes, isaer de mandeliges, livsfoersel er normalt praeget af De Fem K'er: kirpan (at baere svaerd), kangha (kam), kara (stålarmbånd), kacch (en type bukser), og kes (uklippet haar og skaeg).
I forbindelse med Gurdwara SisGanj laa der et stort faelles koekken, som serverede mad til alle besoegende og ikke kun sikher, men ogsaa folk med anden religioes overbevisning. De bliver lavet mad til flere tusinde mennesker der hver eneste dag. Man sidder paa gulvet i en stor sal og spiser maden. At alle sidder paa gulvet og spiser, er et led i troen paa lighed mellem alle mennesker.

large_IMG_6690_1_

large_IMG_6692_1_

large_IMG_6693_1_

large_IMG_6699_1_

Efter det spaendende og laererige besoeg i Gurdwara SisGanj, havde vi valget mellem at tage til New Delhi til et stort marked eller at tage helt tilbage til omraadet hvor vores hotel laa. Foerst ville vi gerne paa markedet, men fandt saa ud af, at det slet ikke var et marked i den forstand vi havde forestillet os med smaa boder med lokalt haandvaerk, men bare en masse skrammel og kopivarer og nogle enkelte vestlige dyre butikker, saa vi valgte i stedet at tage tilbage til Karol Bagh, som er det omraade vi boede i. Vi spiste frokost med Jasmine og Steph, to af de engelske piger, og bestilte igen flere forskellige retter og sad saa allesammen med gaflen eller fingrene i det hele.
Da sulten var stillet tog vi til hotellet for at slappe lidt af paa det faelles vaerelse og vi fik snakket med flere af dem fra gruppen. Der er mange forskellige typer, men de er allesammen rigtig soede og aabne mennesker. Efter aftensmaden havde vi lige en times tid til raadighed inden vi skulle samles og til togstationen, saa mig og Sara gik op paa tagterassen, spillede lidt roevhul, og snakkede lidt med hinanden og de firben der loeb rundt paa vaeggene.
Kl. 22.30 blev vi pakket ind i nogle taxaer og koert til togstationen, hvor nattoget til Bikaner ventede. Sara og jeg skulle sove i vogn B1 paa plads 54 og 56. Vi skulle begge sove i overkoejer; Sara i den oeverste af tre i kupeen og jeg i den oeverste af to, parralelt med gangen. Foerst synes vi det var noget saa traels, fordi det var lidt ubekvemt at komme op og ned og kunne de nu holde eller ville vi falde ud over kanten? Men det viste sig hurtigt, at det vist var de bedste pladser, fordi vi var haevet over aktiviteten nedenunder og dermed kunne vaere lidt i fred deroppe i de hoejere luftlag. Vi forlod stationen lige foer midnat og lagde os til at sove med det samme. Da jeg laa der i min lagenpose og lyttede til de andre mennesker i toget gennem det gardin, der adskilte mig fra gangen, foelte jeg naesten at jeg var paa koloni – det var rigtig dejligt. Men ligesom jeg laa saa godt, begyndte tissetrangen at melde sig og selvom jeg proevede at ignorere den, kunne jeg ikke falde i soevn og det vidste jeg jo godt fra starten, jeg havde bare overhovedet ikke lyst til at bruge toilettet i toget! Men det blev jeg jo saa noedt til og det var slet ikke saa slemt, som jeg have forestillet mig – heldigvis! Vel tilbage i koejen faldt jeg hurtigt i soevn.

Onsdag den 4. september
Omkring 6.30 blev vi vaekket af Anu og vi stressede omkring for at faa paakket vores ting sammen og komme ud, fordi det virkede til at alle andre allerede havde forladt toget. Anu fortalte at toget var ankommet foer tid, hvilket var foerste gang nogensinde!
To taxaer tog os og en tuk-tuk tog vores bagage til vores hotel, Bhairon Vilas, som er lidt udover det saedvanlige. Det er nemlig et palads, som tilhoerer en hoejtstaaende familie fra omraadet. Vi var dog lidt ligeglade, saa laenge der var mulighed for at tage et bad. Vi fik ikke tildelt vores egne vaerelser, fordi det ville vaere fjollet, da vi ikke skulle sove der foer den naeste nat, saa vi havde to vaerelser, hvor vi havde mulighed for at slappe lidt af, tage et bad, skifte toej og pakke de faa ting vi ville faa brug for i oerkenen.
Kl. 11 blev vi pakket ind i fire tiny-vans. (Tiny-van er et ord jeg selv har fundet paa for at beskrive det koeretoej vi skulle koere i. Det ligner en mini-van, den er bare mindre saa deraf navnet “tiny-van”). Vi blev koert til udkanten af Thar-oerkenen, hvor vores naeste transportmiddel – kamelerne (som ikke er kameler, men dromedarer) ventede. Jeg havde virkelig set frem til og glaedet mig til kamelsafarien saa jeg kunne slet ikke vente med at komme op og afsted! Vores rygsaekke kom i en “camelcar”, som egentlig bare er en kamel, der traekker en ladvogn, som ogsaa skulle transportere diverse ting til madlavning samt vores forudbestilte drikkevarer.
At komme op paa en kamel er en oplevelse – og en udfordring. Man stiger paa ved hjaelp af en stigboejle og saetter sig i sadlen, mens kamelen ligger ned, hvilket gaar meget fredeligt for sig. Udfordringen – og underholdning – begynder, naar kamelen skal rejse sig… Den starter med at loefte bagdelen og laegge sig paa knae paa bagbenene og det er det lille stykke, der er det svaere, fordi selvom du indtraengene bliver bedt om at holde godt fast og laene dig tilbage, er du ikke forberedt paa det ryk, det giver, naar kamelen pludselig loefter bagdelen og man flyver fremover. De sidste to dele af oprejsningen gaar ret nemt og pludselig sidder man naesten tre meter oppe i luften. Helt fantastisk! Min kamel, eller dromedar, som han jo i virkeligheden er, hedder Raja, som er det indiske ord for “kongen” og han var da ogsaa baade stoerre og hoejere end de andres, men det havde jeg det helt fint med. Saras var ogsaa ret stor, saa vi var begge hoejt til kamel!

large_IMG_6772_1_.jpg

large_IMG_6723_1_.jpg

Turen var delt op i to dele. Foerst red vi en en times tid og jeg noed det virkelig! Jeg red bagerst og kunne se hele karavanen med de 16 kameler med tilhoerende “traekkerdrenge” og blitzede loes, men huskede saa Anes raad om ikke at opleve det hele gennem kameralinsen og lagde kameraet fra mig og noed udsigten og stilheden. Stilhenden var en kaempe kontrast til den hektiske trafik vi havde vaeret igennem ud til oerkenen (og alle andre steder) og i og med at ingen rigtig havde behov for at snakke, var der meget stille, men det var rigtig skoent og gav en mulighed for at sidde stille med sine egne tanker et stykke tid.
Landskabet var ikke som jeg havde forventet. Jeg vidste godt at det ikke ville vaere ligesom naar man ser en oerken i fjernsynet med sand, sand, sand og store sandbanker sa langt oejet raekker, men jeg var overrasket over, hvor frodigt, der egentlig var. Der var endda boender, der dyrkede majs, soyaboenner, jordnoedder og endda vandmeloner! Det viste sig at vaere fordi monsumen lige har vaeret der, saa der er kommet masser af vand og derfor er der saa frodigt lige nu. Heldigvis for os er monsumen ovre, fordi mens den staar paa, er der rigtig mange slanger (kobraslanger) og skorpioner i oerkenen, fordi deres huler under jorden bliver oversvoemmet og de derfor soeger op over jorden. Men nu er jorden heldigvis toerret saa meget, at de har soegt tilbage til deres underjordiske huler.

large_IMG_6730_1_.jpg

Efter en lille time, som floej afsted, tog vi holdt og spise frokost i skyggen af et trae. Udover traekkerdrengene var der desuden en “bartender”, en fyr der soergede for vores drikkevarer under hele turen, og noget koekkenpersonale, der tilberedte al den mad vi fik paa turen. Det er saadan, at den kamelsafari vi var paa, kun bilver udfoert af G Adventures og de har kun haft den paa programmet i et par maaneder. De har udviklet turen baade fordi den er mere autentisk end andre og tidligere safarier, men hovedsageligt for at skabe jobs til nogle af de mennesker, der bor i orrkenlandsbyerne.

large_IMG_6753_1_.jpg

large_IMG_6758_1_.jpg

Efter frokost var det tid til lidt afslapning, hvorefter vi klovnede os op paa kamelerne igen og fortsatte turen. Jeg noed den anden halvdel af turen mindst lige saa meget som den foerste. Stemningen paa kamelerne var blevet lidt mindre anspaendt, ikke fordi den havde vaeret anspaendt menneskerne imellem, men en hel del skulle lige finde rytmen i det der kamelridning og var maaske ogsaa lidt skraemte og utrygge ved den ukendte situation, og derfor ikke meget for at snakke. Jeg faldt dog i snak med Sam, eller Samuel, en fyr fra New Zealand, der er her sammen med din kaereste hendes veninde, pigen fra Argentina, og det var super fint; jeg fik nogle tips til New Zealand og et tilbud om at komme og besoege dem, naar den tid kommer.
Vi red knap tre timer foer vi kom til vores lejr. Nogle af maendene var redet i forvejen for at saette lejren op. Der var sat tre telte op til personalet og 16 senge var sat op paa red og raekke i sandet, vi ville nemlig alle sammen sove under aaben himmel. Der var ogsaa et madlavningstelt og et toilettelt. Inde i toiletteltet, havde de gravet et hul og simpelthen placeret et vestligt toilet ovenpaa – hylemorsomt! Men ingen brugte det rigtigt, da det ikke var specielt indbydende, saerligt ikke kummen. Men et stykke jord og ned i squat fungerer ogsaa lige saa godt.

large_IMG_6857_1_.jpg

Kort tid efter vi ankom forlod traekkerdrengene og kamelerne lejren. Vi skulle desvaerre ikke ride paa dem tilbage dagen efter, hvilket et stor del af gruppen vist var glade for, da de var ret bevidste om deres bagdel efter dagens tur. Vi fik serveret chai-te og gik derefter op paa en hoej sandklit for at se solnedgangen over orkenen. Solen gaar ned omkring kl. 19 og derefter bliver det ret hurtigt ret moerkt, saa der blev sat lanterner paa bordene og vi sad og snakkede og drak lidt oel, inden vi skulle spise.

large_IMG_6853_1_.jpg

large_IMG_6862_1_.jpg

Maden blev lidt forsinket, saa Anu ville staa for lidt underholdning. Han havde fortalt os om et velkomstritual han plejer at lave med sine grupper den foerste aften, men han havde desvaerre ikke det rigtig udstyr (absint), saa vi kom ikke til at goere det paa vores foerste aften. Men nu havde han medbragt noget vodka, som vi kunne bruge i stedet for, hvilket passede mig helt fint! Legen gaar i sin enkelthed ud paa, at man paa skift fortaeller hvorfor man har valgt at tage til Indien og derefter lidt om, hvad man laver derhjemme, hvorefter man tager et (stort) shot vodka – og saa kommer det sjove: inden fem sekunder skal man sige sit fulde navn, hvilket ikke er lige til efter saadan et shot, og hvis det ikke lykkeds for en skal man proeve igen. Sara og jeg havde ingen problemer med det, mens nogle af de andre kaempede lidt og nogle maatte goere et ekstra forsoeg. Men hvis det havde vaeret den 98 % absint som Anu plejer at bruge, var vi nok ogsaa kommet i problemer! Det var super sjovt og en god icebreaker – alkohol loefter altid stemningen!
Senere paa aftenen, efter aftensmad, hygge og socialt samvaer, blev der taendt et lille baal – det skulle ikke varme (!) bare give lidt lys, og nogle af de lokale maend fandt deres medbragte instrumenter, en tromme og en floejte og spillede lokal indisk musik for os og proevede ogsaa at laere os nogle dansetrin. Det var vildt sjovt og jeg proevede ogsaa at spille paa trommen, hvilket faktisk ikke var helt nemt, men trommespilleren var vist ret imponeret. Kl. 23 begyndte folk saa smaat at gaa i seng og Sara og jeg fulgte eksemplet, men det var Anu ikke helt tilfreds med. Nogle stykker ville fortsaette festen oppe paa klitten og Anu var fast besluttet paa, at danskerne skulle med! Sara stod fast, men jeg lod mig kidnappe op paa klitten med tandboersten i munden. Vi hoerte musik fra Anus iPhone, dansede og snakkede, men kl. 2 maatte jeg give op og krybe under taeppet under stjernerne. Det var helt fantastisk at ligge der under stjernerne og taenke paa, at I derhjemme maaske kiggede paa de samme stjerner…

large_IMG_6867_1_.jpg

Torsdag den 5. september
Takket vaere min sovemaske vaagnede jeg ikke sammen med solen, men sov indtil Anu vaekkede os. Efter en hurtig omgang morgenmad blev vi laesset op paa tre camelcars og koert til udkanten af oerkenen hvorfra tre tiny-vans bragte os tilbage til paladset.

large_IMG_6884_1_.jpg

Efter et tiltraengt bad og og lidt frokost besoegte vi templet i Deshnoke, en lille landsby en times koersel udenfor Bikaner. Templet er ogsaa kendt som Rottetemplet. I templet bor der tusindevis af rotter, men der var heldigvis ikke saa mange rotter da vi besoegte templet, baade fordi der var mange mennesker, fordi der var meget varmt og fordi det var den tid paa dagen, hvor de hviler sig, saa oplevelsen var kun semi-ulaekker.
Rotterne anses for at vaere hellige inkarnationer. De besoegende fodrer rotterne med maelk og soede sager og deler det samme med dem.

large_IMG_6918_1_.jpg

Templet blev oprettet i 1400-tallet af Shree Karni Mata, som var datter af kongekasten. Hun spillede en vigtig rolle i forhold til at skabe fred i omraadet, som dengang var meget uroligt og styret af mange forskellige krigsherrer, der kaempede om magten. Hun skulle efter sigende ogsaa vaere foedt med overnaturlige kraefter og evnen til at udrette mirakler. Historien fortaeller at en kvinde, som havde mistet sin soen, paa et tidspunkt kom til hende og bad hende om at bruge sine overnaturlige kraefter til at give hende sin soen tilbage. Men Shree Karni Mata kunne ikke bringe soennen tilbage, men ville give kvinden muligheden for at blive forenet med soennen ved at give ham liv igennem rotterne. Dermed er templet en mulighed for at blive forenet med afdoede familiemedlemmer. Shree Karni Mata oprettede templet til rotterne som et udtryk for hendes godhed overfor og sympati for alle skabninger, ogsaa de mest upopulaere af slagsen.

large_IMG_6907_1_.jpg

Fredag den 6. september
Det var oprindeligt meningen, at vi skulle med et lokalt tog til oerkenbyen Jaisalmer. Men fordi der i oejeblikket er en kaempestor hindufestival i en af de andre byer, en vi ikke skal besoege, er togene saa overfyldte, at man slet ikke kan forestille sig det. Saa Anu synes ikke det var en god ide at tage toget, fordi det simpelthen ville blive saa ubehageligt for os. Han brugte derfor det meste af torsdagen paa at arrangere en privat bus til os. Saa planen var nu, at vi skulle tidligt op og med bussen kl. 6.00. Men da vi stod der, mens solen stod op og de begyndte at pakke taskerne ind i minibussen, stod det hurtigt klart, at der umuligt kunne vaere 17 mennesker med tilhoerende bagage i bussen. Anu fik i stedet arrangeret tre taxier, men der ville gaa et godt stykke tid foer de kunne vaere der, saa vi gik tilbage til vaerelset og sov lidt mere. Kl. 8.00 koerte vi endelig fra paladset med retning mod Jaisalmer.
Jeg var foerst lidt aergerlig over, at vi ikke kom til at opleve togturen i det lokale tog, men det blev totalt opvejet paa den lange tur til Jaisalmer. Vi saa tusindvis af mennesker, allesammen paa vej til den store festival. Nogle tog toget, nogle bussen eller bilen, mens tusinde og atter tusinde gik de mere end 1000 km. Vi saa endda to maend, der rullede hele vejen! Altsaa rullede, ligesom til gymnastik! Det tager dem to maaneder at rulle hele vejen! De goer det, fordi de tror paa, at de saa faar et oenske opfyldt. Helt fantastisk!

large_IMG_6937_1_.jpg

large_IMG_6934_1_

Det var en lang tur til Jaisalmer og for at faa tiden til at gaa, snakkede mig og Sara om en helt masse – vi snakker generelt meget – hvilket Anu og Fiona (pigen fra Scotland) vist fandt ret irriterende, fordi det meste af samtalen foregik paa dansk, fordi det simpelthen er nemmest, hvis vi skal foere en ordentlig samtale. De andre i gruppen synes vi snakker meget med hinanden og vi proever at forklare dem, at det til dels er fordi vi jo faktisk ikke rigtig kender hinanden og i forsoeget paa at aendre det lidt, snakker rigtig meget. Vi udnytter dog ogsaa det danske sprog lidt til at “bagtale” eller hvis vi har brug for at snakke privat i de andres medhoer.
Efter ni timer inkl. stop for frokost og tissepauser, kom vi endelig til Jaisalmer, eller “Den Gyldne By”, som den er bedre kendt som. Jaisalmer bliver kaldt “Den Gyldne By” fordi alle bygninger i byen er bygget af gule sandsten, som, naar solen skinner paa dem, glitrer. Oprindeligt udgjorde fortet i byen hele byen, men efterhaanden som der blev flere og flere mennesker, begyndte folk at flytte ud af fortet og har dermed udvidet byen til udenfor fortets mure. Det specielle ved fortet i Jaisalmer er, at det er et levende fort, det bliver altsaa stadig brugt. 3000 mennesker bor og lever der og der er ogsaa butikker, hoteller og restauranter. Det er det sidste levende fort i Indien, alle andre er blevet lavet til museer.

Efter ankomst til hotellet naaede vi lige at smide vores tasker ind paa vaerelset foer vi gik gennem byen og ned til en stor snavset flod, fyldt med ulaekre catfish, der loeber forbi i udkanten af byen. Jeg var ikke videre imponeret... Fra floden tog vi tuk-tuk til et hotel, hvor vi saa solnedgangen over fortet fra deres tagterasse og efterfoelgende spiste aftensmad. Anu havde ogsaa planlagt en overraskelse til os: lokal musik og dans. Gruppen bestod af fire personer deriblandt en lille dreng paa omkring seks aar og en kendt indisk sanger og musiker, som ogsaa har spillet i andre lande og for kongelige. De var meget dygtige og vi var isaer betaget af den lille dreng.

Loerdag den 7. september
Vi har vaeret paa opdagelse i Jaisalmer Fort det meste af dagen. Vi havde en guide, Puri, som fortalte om fortet. Han tog os ogsaa med ind i en tekstilbutik, hvor vi blev praesenteret for en masse fantatisk smukke tekstiler. Og det var the real deal! Aegte raa silke og pashmina og alt sammen lavet af kvinder der bor i oerkenlandsbyerne. Jeg koebte ikke noget, mest fordi jeg simpelthen ikke kunne bestemme mig og fordi Anu har raadet os til at vente til vi kommer til Varanasi, men Sara koebte to smukke pudebetraek.
Paa vores vej gennem byen (og alle andre steder) saa vi mange sovende (eller doede?) hunde og Puri fortalte med et smil, at de mediterede for at samle energi til at goe hele natten.
Vi kom ogsaa forbi flere karakteristiske vaegmalerier og blev fortalt, at de er en slags annoncering af et bryllup. Malerierne er malet paa husfacaderne og bestaar af en aftegning af elefantguden Ganesh samt navnene paa dem der skal giftes og datoen for brylluppet. Malerierne bliver ikke fjernet foer naeste gang, der er bryllup i huset, men det er heller ikke saa sjaeldent, saa naesten alle de malerier, man ser er ikke mere end 10 aar gamle. Malerierne er baade en annoncering af brylluppet og en invitation til andre om at deltage, men det er ogsaa en slags doerskilt, der fortaeller hvem der bor i det paagaeldende hus.
Paa malerierne er der ogsaa et symbol, som ligner det tyske hagekort til forveksling, men det har intet med det at goere. Det er et symbol paa livet og dets cyklus og hver “gren” er 25 aar af livet. De foerste 25 aar skal man gaa i skole, tage ved laere og afholde sig fra sex. De naeste 25 aar skal man gifte sig, faa boern, tage sig af dem og give sin viden videre til dem. De efterfoelgende 25 aar skal man lade den yngre generation tage over og de sidste 25 aar skal man soege for sig selv og meditere. Naesten ingen kommer til det sidste stadie, da gennemsnitslevealderen i Indien er omkring 65 for begge koen.
Efter en laererig dag uden de helt vilde oplevelser, maaske lige bortset fra at vi saa en mand med et herre langt overskaeg og et tuk-tuk-raes gennem de smalle gader i fortet, ligger vi nu i sengene og skrifler loes. I morgen staar den i foerste omgang paa en seks timer lang bustur til Jodhpur. Juhuu!

Søndag den 8. september
Vi ankom til Jodhpur sidst på formiddagen, hvorefter vi havde et par timer til lige at slappe af og måske få et bad og lidt frokost. Men selvom jeg havde brugt 2,5 time af busturen på at skrive min dagbog ind på Olly's computer, var jeg slet ikke færdig, så det var, hvad jeg fik tiden til at gå med. Jeg håber, at jeg i Udaipur, kan få lagt det op på bloggen, så I endelig kan få stillet Jeres nysgerrighed.
Først på eftermiddagen stod den på jeep-safari til en lille landsby udenfor Jodhpur, der hedder Salawas, for at se, hvordan de lever der. Vi besøgte først en pottemager, som viste os, hvordan han fremstiller forskelligt lertøj. Han lavede både vandkrukker og forskellige ting til dekoration. Anu fortalte, at håndværket er blevet lært videre fra generation til generation gennem flere hundrede år. Efterfølgende besøgte vi et lille landbrug, der dyrkede forskellige afgrøder, bl. a. majs. Det var dog bondens barnebarn, en fantastisk charmerende lille pige, der fik størst opmærksomhed, i hvert fald fra pigerne. Vores sidste stop var hos en væver, der virkelig vidste, hvad han lavede. Han var utrolig dygtig til sit håndværk. Han har blandt andet vævet tæpper til Ralph Lauren og Prins Charles og blevet interviewet til adskillige boligmagasiner verden over. Også her var håndværket gået i arv gennem mange generationer.

large_IMG_7145_1_.jpg

Efter turen var det direkte ud og se lidt af byen. Vi havde kun en enkelt dag i Jodhpur, som er den anden største by i Rajasthan. Vi tog på byens marked, hvor vi blev inviteret inden for i en krydderi- og tebutik. Vi fik fortalt om og blev præsenteret for mange forskellige slags krydderier og te-blandinger og fik også en kop af butikkens egen særlige te som skulle være godt for og mod nærmest alt!
Til aften var vi på en speciel og ret fancy restaurant, hvor de kun serverer Thali. Thali er ikke én ret, men en masse forskelligt, som du får serveret på en stor tallerken, nærmest et fad, med små skåle til de forskellige ting. Uden at fornærme hverken Spanien eller Indien kunne man vist godt kalde det for en slags tapas. Det var sjovt at prøve og lækkert at smage alle de forskellige ting. En anden fordel var, lige som hvis man spiser buffet derhjemme, at vi ikke skulle bruge tid på at kigge i menukort, afgive bestilling og vente på maden. Vi satte os bare ned og så begyndte mad-regnen. Dette betød også at vi var tidligere hjemme end normalt, så jeg havde tid til et dejligt bad inden jeg gik i seng, hvilket var mere end tiltrængt, da jeg af uforklarlige årsager var blevet urimeligt beskidt i løbet af dagen!

Mandag den 9. september
Vi har nu rundet den første uge og vi er stadig i live og har det godt, selvom vi sveder og spiser chips til morgenmad. Det meste af dagen i dag, har vi tilbragt i en lokal bus, der skulle tage os de knap 300 kilometer fra Jodhpur til Udaipur, hvor vi er nu. Det har været en lang tur, men der er hele tiden noget at kigge på. Efter 3-4 timer, efter turens eneste pause, begyndte landskabet at ændre sig og vi koerte gennem et særligt frodigt område, hvilket var en velkommen afveksling! Der var masser af majsmarker, rene vandløb, hvor lokale vaskede deres tøj, og aber og lianer i træerne. Det var helt fantastisk at se efter flere dage i de tørre ørkenbyer. De lange busture i går og i dag har også været en velkommen anledning til bare at sidde og kigge ud af vinduet, mens man prøver at fordøje det hele.

Tirsdag den 10. september
Det har vaeret en haard dag idag... Vi havde lidt af en fest paa hotellets tagterasse i gaar aftes, saa behoever jeg vist ikke at sige mere... Men henad formiddagen fik vi dog slaebt os ud i mylderet og fik noget morgenmad, inden vi tog paa en baadtur paa soeen Pichola. Vi var meget maerket af nattens strabadser, saa det var ikke det helt store vi fik ud af det. Det meste af dagen har vi brugt paa vaerelet, hvor vi har sovet og jeg har kaempet med dette blogindlaeg. I skrivende stund sidder vi i hver sin seng og slapper lidt af inden vi skal have pakket sammen. Vi har faaet take-away pizza og pasta til aftensmad, lige hvad vi havde brug for! Dagen i morgen starter kl. 5, hvor vi skal moedes inden turen gaar videre til Pushkar med lokalt tog.



Jeg haaber at I hermed har faaet stillet Jeres nysgerrighed for et stykke tid, for jeg kan ikke rigtig sige noget om, hvornaar det naeste indlaeg kommer.

Og saa lige et par personlige hilsner: Jeg vil lige oenske svigerfar forsinket tillykke med foedselsdagen i loerdags og paa forhaand sige tillykke med foedselsdagen paa loerdag til Dudi :-)

Det var alt for nu!

Svedige hilsner, knus og kram fra Signe

Skrevet af signedn 07:58 Gemt i Indien Kommentarer (1)

Et overblik over rejsen


Se Rejsen i korte træk på signedns kort over rejse.

De spørgsmål jeg har fået stillet allerflest gange de sidste måneder er uden tvivl "Hvor skal du hen?" og "Hvad skal du lave?". Noget er planlagt, en del er ikke. For overskuelighedens skyld og for at stille Jeres nysgerrighed kommer der her en oversigt over de datoer og evt. oplevelser, der er planlagt hjemmefra :-) Planen er som følger:

1. september: Afrejse fra København. Goodbye Danmark - hellooo World!!!

2. september: Vi (Sara og jeg) lander i Delhi tidligt om morgenen hvorefter vi skal forsøge at finde Hotel Perfect (ja ja, kun det bedste er godt nok til os ;-)) hvorfra vores 21 dage lange guidede tour "India on a Shoestring" begynder. Turen er arrangeret af G Adventures.

22. september: Vi siger farvel til Indien og vender snuden mod Malaysia, hvor vi alligevel skulle mellemlande på vej til Vietnam, så hvorfor ikke tage to uger der? ;-) Intet er planlagt her, men vi snakker om en god omgang afslapning efter en hektisk start i Indien.

7. oktober: Efter en lang "mellemlandning" fortsætter rejsen til Vietnam, hvor vi ligeledes har to uger uden nogle planer. Tankerne er på lidt trekking i Sapa i det nordlige Vietnam og ellers den klassiske nord-til-syd-tur.

20. oktober: Vi rejser over land ind i Cambodja, hvor vi igennem organisationen EXIS skal arbejde som frivillige på et børnehjem i Cambodjas hovedstad Phnom Penh i sammenlagt fire uger. Vi ser begge meget frem til dette og håber at det kan give os nogle helt unikke oplevelser :-)

16. november: Vores frivillige arbejde får sin ende og herefter er det lidt usikkert hvad vi skal. Skal vi forsøge at forlænge vores visum i Cambodja og blive lidt længere eller rejse videre til Thailand med det samme? Det ser vi på til den tid... Men uanset hvad rejser vi inden alt for længe videre til Thailand, hvor der det første stykke tid ikke er andre planer end et sky-dive her og lidt trekking der :-)

10. december: Emil er nu ankommet til Thailand og fra den 10. til den 15. december holder vi til på Ko Tao, hvor vi alle tre skal tage dykkercertifikat.

22. december: Rejsen slutter for Saras vedkommende og hun rejser hjem, medmindre hun finder en masse penge et sted :-D Emil og jeg checker ind på Baan Krating Khao Lak, et dejligt hotel i Phuket, hvor vi skal holde jul inden rejsen fortsætter.

27. december: Vi sætter kursen mod New Zealand, men det er (åbenbart) en længere tur, så vi lander først i Christchurch på New Zealand den 29. december. Efter en overnatning der, henter vi vores Mighty Highball Camper og så er vi klar på eventyr! Seks uger til at udforske landet på egen hånd, intet er planlagt - vi tager bare en dag ad gangen :-)

10. februar: Det newzealandske eventyr er slut, men rejsen fortsætter, nu med kurs mod Australien! Vi lander i Alice Springs og lægger ud med en 11 dage lang guidet tour, 11 Days Down South & Outback, der vil tage os hele vejen til Melbourne. Denne tur er arrangeret af Topdeck.

22. februar: Fremme i Melbourne efter en, forhåbentlig, vellykket tur, står vi nu med et buspas, der tager os fra Melbourne til Cairns og næsten to og en halv måned uden planer. Vi ved dog, at vi to eller tre gange indlogerer os hos nogle af de lokale, hvor vi til gengæld for nogle timers arbejde om dagen, får kost og logi samt selvfølgelig et unikt indblik i det rigtige Australien. Disse homestays, som de hedder, har vi selv arrangeret vha. www.workaway.info, som er en hjemmeside, der lader workers/travellers (arbejdere/rejsende) og hosts (værter) finde hinanden. Vi ved også at vi på et tidspunkt skal på tre dages Surf School ved Spot X og selvfølgelig leve backpackerlivet op langs østkysten.

1. maj: Vi har nået Carins, endestationen for vores rejse i Australien. Her skal vi på et tre dages Live Aboard på Great Barrier Reef. Det betyder at vi, sammen med en gruppe, sejler ud på revet i en båd og bor der i tre dage, som bare står på dykning, snorkling og afslapning på det fantastiske rev.

4. maj: Vi lægger Australien bag os og vender snuden mod rejsens sidste stop: Bali. Her har vi 12 dage uden planer, men som formenligt kommer til at stå på afslapning på den eksotiske ø inden næste destination hedder Danmark.

16. maj: Mange måneders rejse er slut - men det vil jeg ikke tænke på nu!!! Vi lander i et forhåbentlig varmt og solrigt Danmark, hvor vi kan se frem til studentergilder, sommer og sidenhen flytning og nye studier.

Alt det ovenstående, bortset fra de føromtalte homestays i Australien, har vi booket igennem JYSK Rejsebureau. En stor tak til vores rejsearrangør Heidi, som har fået dette puslespil til at gå op og som altid har haft svar på vores mange spørgsmål :-)

Og til dem der ikke allerede ved det og undrer sig over hvem denne Sara er, kan jeg fortælle, at hun er en hamrende sød og frisk pige (i hvert fald at dømme ud fra den ene (hektiske!!!) dag, vi indtil videre har tilbragt sammen :-P), som jeg var så heldig at finde på hjemmesiden www.djoin.dk, som er en hjemmeside for folk som mig, der mangler en rejsepartner :-)

Hermed første rigtige indlæg på bloggen og en lille introduktion til vores eventyr. Jeg vil løbende skrive oplæg og uploade billeder, men da jeg er afhængig af en nogenlunde stabil internetforbindelse kan jeg ikke sige noget om, hvor ofte det kommer til at ske...

STAY TUNED :-D

Skrevet af signedn 10:19 Gemt i Danmark Kommentarer (0)

(Beretninger 41 - 45 af 46) « Side .. 4 5 6 7 8 [9] 10 »