Rejseblogs fra Travellerspoint

Melbourne

Det meste af den efterfølgende dag gik med en masse praktiske ting. Emil blev klippet, vi fik vasket tøj, købt togbilletter til Marlo og vi fik oprettet et australsk telefonnummer. Om aftenen fandt vi sammen med nogle fra vores gruppe og drak et par øl med dem til White Night. White Night er en kæmpe stor kulturel fest i Melbourne bycenter, med flere hundredetusinde mennesker, der fester hele natten, fra klokken syv om aftenen til klokken syv den efterfølgende morgen. Der var scener med musik og der var en masse boder og nogle gadekunstnere, som gøglede sig til et par mønter, men hovedattraktionen var de lysshow, som kunne ses overalt i byen. De store, flotte og gamle bygninger og broer var farverigt oplyst af store projektore og på træerne var der ansigter, som blinkede og smilte til de forbipasserende. Der var så mange mennesker på gaderne, at man hverken kunne komme frem eller tilbage og det var derfor lidt svært for os at holde os samlet. Men det gik, og vi havde en rigtig god aften!

large_IMG_3222.jpg

large_08BABE7B2219AC68173B38F0A769D879.jpg

large_IMG_3235.jpg

large_IMG_3237.jpg

large_IMG_3244.jpg

Klokken syv næste morgen, da vi gik ned til toget, var der stadig folk i gaderne. Madboderne og restauranterne var ved at lukke, mens McDonalds og Subway stadig var i fuld gang. Togstationen var fyldt med trætte mennesker, der sov på bænke, i vinduer og på gulvet mens de ventede på deres tog. Vi steg på toget og sagde på gensyn til Melbourne, mens toget rullede mod Marlo.

Skrevet af signeogemil 03:43 Gemt i Australien Kommentarer (0)

Down South

Hermed fortsættelsen på vores 11 dage lange guidede tur! Dette indlæg har det hele; outback, ørken, kænguruer, wallabies, vin, smuk natur, storby... You name it! God fornøjelse...

Dag 4
Endnu engang var vi oppe før solen! Denne formiddag krydsede vi grænsen mellem Northern Territory og South Australia og lagde dermed Red Center bag os.

large_IMG_2663.jpg

Northern Territory / South Australia Border

Vi kørte og kørte gennem den tilsyneladende uendelige outback – vores mål var ørkenbyen Coober Pedy. Coober Pedy og det omkringliggende område er kendt som Verdens Opal-hovedstad. Første gang man fandt opal i Coober Pedy var den 1. februar 1915 og siden da har byen leveret størstedelen af Verdens opal.

large_IMG_2670.jpg

Det berømte Coober Pedy-skilt

large_IMG_2674.jpg

Der gælder nogle særlige regler i Cooper Pedy!

Byen, der huser knap 2000 mennesker, er også kendt for dens underjordiske boliger, som er bygget for at beskytte beboerne mod den brændende middagsvarme. Vi var på en rigtig god og lærerig tour på et lille mine-museum, hvor vi også så et eksempel på en af disse underjordisk boliger. Det er meget specialt, men vi var også ret fascinerede af det. Vores egen indkvartering var også under jorden i en slags stor sovesal. Det var en befrielse at komme derind/derned efter mange varme timer i bussen!

large_IMG_2683.jpg

Underjordisk bolig

Vi prøvede også selv at finde opaler, men havde desværre ikke heldet med os. Vores guide, Squatter, fortalte om en kvinde på en tidligere tur, som havde fundet en opal, der var rigtig rigtig mange penge værd! Så med den historie i baghovedet håbede vi selvfølgelig også at finde noget, så vi ikke skal bekymre os mere om vores budget, men sådan skulle det ikke gå.

IMG_2706.jpgIMG_2712.jpgIMG_2702.jpg

Opaljagt - vi havde desværre ikke heldet med os...

large_FE4CE6332219AC68170313B7882DC040.jpg

Cooper Pedy ligger som sagt midt i ørkenen og bevoksning er derfor meget begrænset og rigtige træer findes slet ikke. Byen byggede derfor, for nogle år siden dette jerntræ til byen børn, så de havde et træ at klatre i. Byen bruger desuden mange penge på at holde en lille græsplæne ved byen skole, så børnene kan opleve græs!

Hen på eftermiddagen besøgte vi et kænguru-børnehjem, hvor de tager sig af kænguruer, hvis mødre er blevet dræbt i trafikken eller som selv er blevet skabet. Vi var med til at fodre dem og dyrepasseren fortalte om hver enkelt kænguru og deres tilfælde, hvilket gjorde det hele meget personligt. Det er et godt sted for kænguruerne og de er så søde!

IMG_2717.jpg IMG_2716.jpg

large_IMG_2730.jpg

De havde også en lille baby-kænguru på knap et halvt år. Den mor var blevet påkørt og dræbt, men heldigvis sørgede vedkommende, som havde ramt moderen, for at kigge i pungen, hvor han fandt den lille baby. Den var så fin og meget populær, især i blandt alle pigerne.

large_IMG_2759.jpg

Til aften var det meningen, at vi skulle se solnedgang over The Breakaways, men voldsom regn og storm gjorde det umuligt. Så i stedet tog vi på halv-underjordisk bar og havde en rigtig sjov aften!

Squatter fortalte os den følgende dag, at i løbet af det lille døgn vi havde tilbragt i Coober Pedy, havde de fået mere regn, end i løbet af det sidste år! Nu ligger Coober Pedy også midt i ørkenen, så de får ikke ret meget regn i løbet af et år og de var derfor glade og begejstrede over regnen, mens vi efterhånden var blevet godt trætte af den!

Dag 5
Denne dag fik vi lov ti at sove længe – helt til 6.45! Oven på den foregående aften og nat, var det en træt flok, der satte sig til rette i bussen, men vi havde en masse kilometer foran os, så vi fik indhentet lidt af den manglende søvn.

Efter jeg ved ikke hvor mange kilometer stoppede vi ved Lake Eyre. Lake Eyre er Australiens største sø, når den er fyldt, hvilket sker meget sjældent. Lake Eyre opstod under fugtigere klimaforhold for mange mange maange(!) millioner år siden, men nu er nedbøren så begrænset, at søen kun fyldes et par gange hvert århundrede. Den kolossale fordampning i området efterlader den tykke hvide saltskorpe man kan se på billederne. Der er mange af disse salt-søer i dette område, nogle så små som vandpytter og andre, der er kæmpestore.

large_IMG_2782.jpg

large_IMG_2783.jpg

Senere, da tissetrængen trængte sig på, stoppede vi i Verdens måske mindste by, Glendambo, med kun 30 indbyggere - men rigtig mange får og fluer!

large_IMG_2957.jpg

Det meste af dagen kørte vi gennem et enormt militært testområde, hvor de blandt andet har testet atom-bomber. Squatter fortalte os en masse om området, som jeg desværre ikke kan huske det halve af, men det var ret spændende – tror jeg...

Sidst på eftermiddagen ankom vi endelig til Quorn! Regnen forfulgte os stadig, så i stedet for at køle af i poolen, som det ellers er rutinen efter en lang og varm dag, tog vi på kaffebar og fik varmen.

Efter aftensmaden tog vi ud for at spotte vilde kænguruer og wallabies. Vi ledte især efter den smukke og sjældne Yellow Footed Rock Wallaby. Vi havde dog ikke heldet med os med den, men så et par nysgerrige kænguruer.

large_IMG_2988.jpg

Dag 6
I dag besøgte vi Flinders Range. Vi gik en super god tur op til to udsigtsposter med fantastisk udsigt over området. Og! Mest fantastisk af alt; vi havde ingen regn i dag, men masser af solskin, men uden at det var for varmt, da regnen dagen forinden havde kølet jorden ned.

large_IMG_2817.jpg

IMG_2811.jpgIMG_2828.jpgIMG_2837.jpg

I løbet af dagen gjorde vi stop flere steder og ét sted var vi, helt uventet, så heldige at spotte flere Yellow Footed Rock Wallabies! Kan I spotte dem på billederne?

IMG_2869.jpgIMG_2870.jpgIMG_2873.jpg

Dag 7
Dagen vi alle havde ventet på! Vi kørte gennem Clare Valley og besøgte Sevenhill Cellars, en af områdets ældste vingårde, hvor vi smagte flere forskellige vine. Vi følte os dog ikke så velkomne; det virkede som om de ikke rigtig regnede en flok backpackers for vin-kendere og ville vist bare have os ind og ud igen så hurtigt som muligt.

IMG_2931.jpgIMG_2928.jpgIMG_2900.jpg


Hen på eftermiddagen ankom vi til Adelaide, som er kendt for sin kultur, sine teatre og festivaller og er porten til nogle af Australiens mest berømte vinproduktionsområder. Her sagde vi farvel til næsten halvdelen af gruppen. De resterende lavede mad sammen på vores hostel, hvilket var rigtig hyggeligt! Senere var vi ude og smage på Adelaides natteliv og vi kan konstatere at mandag IKKE er gå-i-byen-aften i Adelaide!

Dag 8
Denne dag var til fri afbenyttelse og vi havde en virkelig god dag i Adelaide sammen med Jacqueline og Fabrizio fra gruppen! Vi udnyttede de gratis cykler, som byen så venligt stiller til rådighed og cyklede rundt på må og få.

large_IMG_2945.jpg

large_IMG_2958.jpg

Sidst på eftermiddagen tog vi sporvognen til Glenelg Beach, hvor vi slappede af, kiggede på surfere, spillede volleyball og senere så en smuk solnedgang.

large_IMG_3081.jpg

Solnedgang ved Glenelg Beach

Selv om vi var trætte og kolde og bare havde lyst til at sove, da vi endelig kom hjem fra Glenelg, udnyttede vi alligevel de gratis billetter vi havde fået til et Cabaretshow på Fringe Festival. Det var et virkelig godt og sjovt show og vi havde en rigtig hyggelig aften til festivallen. Alt i alt var det bare en super god dag!

large_IMG_3082.jpg

Dag 9
Vi var for en gangs skyld tidligt på færde og hurtigt af sted. Gruppen blev fordoblet, da der stødte en del til, som var på tur mellem Adelaide og Melbourne.

Vi lagde skønne Adelaide bag os, krydsede grænsen mellem South Australia og Victoria og satte kursen mod The Grampiens National Park. Her gik vi en kort tur i svært terræn op til en fantastisk udsigtspost! Uvejret truede hele tiden, men det holdt heldigvis nogenlunde tørt.

large_IMG_2997.jpg

large_IMG_3010.jpg

Dag 10
Efter en lækker morgenmad, som blandt andet bestod af pandekager lavet på grillen, kørte vi til Brambuk Aboriginal Culture Centre, hvor vi malede vores egen boomerang og lærte om områdets oprindelse, både aboriginals' skabelsesberetninger og de mere videnskabelige forklaringer. Det var et spændende og lærerigt besøg og vi kom derfra med vores flotte, hjemmelavede boomeranger.

Vi kørte videre og hen på eftermiddagen tog vi hul på den fantastiske Great Ocean Road. Vi var lidt urolige for vejret, for vi havde virkelig set frem til denne strækning og det ville være rigtig ærgerligt, hvis vejret var dårligt. Men vi var heldige; vejret holdte tørt og det lykkedes os endda at få blå himmel på de fleste billeder!

large_IMG_3060.jpg

IMG_3067.jpgIMG_3072.jpgIMG_3079.jpg

Bay of Islands

IMG_3100.jpgIMG_3108.jpgIMG_3094.jpg

Bay of Martyrs

large_IMG_3132.jpg

The Grotto

large_IMG_3153.jpg

London Bridge

IMG_3197.jpgIMG_3216.jpgIMG_3192.jpg

Lord Archy Gorge

large_IMG_3246.jpg

Solnedgang ved Twelve Apostles

Dag 11
Den ellevte og sidste dag med vores gruppe stod vi tidligt op og kørte den sidste halvdel af Great Ocean Road. Vi startede dagen ud med en gåtur ved Twelve Apostles og kørte derefter videre mod Melbourne. Vi havde et par enkelte fotostops på vejen, men det meste af tiden i bussen blev brugt på at indhente søvn efter en ret kort nat.

large_IMG_3239.jpg

large_IMG_3230.jpg

Twelve Apostles

IMG_3337.jpg IMG_3341.jpg

large_IMG_3378.jpg

large_IMG_3193.jpg

Split Point Lighthouse

Det var generelt en stille dag, dels fordi alle var trætte efter mange dage med meget på programmet og dels fordi vi vidste, at turen var ved at være slut og vi derfor skulle sige farvel til alle de søde og sjove mennesker vi havde lært at kende. Til aften forkælede vi os selv med super lækkert mad på en italiensk restaurant med tilhørende rødvin, hvorefter vi så en film og gik tidligt i seng.

Alt i alt var det en rigtig god tur med masser af gode oplevelser og nye bekendtskaber. Vi synes selv at det var den rigtige måde at gøre det på, da vi aldrig ville have klaret de mange, mange, mange(!) kilometer i outbacken selv. Men selvom vi har brugt mange timer i bussen, har der også været meget på programmet og vi er derfor godt tilfredse med at tage en pause fra rundrejsen for en stund.

Skrevet af signeogemil 18:08 Gemt i Australien Kommentarer (0)

The Red Center

Efter en problemfri rejse fra Auckland over Sydney til Alice Springs og en afslapningsdag, startede vores 11 dage lange guidede grupperejse. Den har taget os hele den lange vej fra Alice Springs gennem outbacken til Melbourne. Her får I tekst og billeder fra de første tre dage. God fornøjelse!

Dag 1
Vi var tidligt oppe for at tage en taxa over til det hostel, hvor vi skulle mødes med resten af gruppen og vores guide. Efter lidt papirarbejde kørte vi af sted mod første stop på turen; en kamelfarm midt i outbacken. Kamelen er ikke et naturligt dyr i Australien. De første dyr blev bragt til landet fra blandt andet Afghanistan og Indien i 1800-tallet for at blive brugt som pakdyr, når der skulle fragtes gods til fjerntliggende egne i det store land og for at hjælpe med udforskningen af ørkenområdet. De passede bedre til det varme og ekstreme klima i outbacken og var derfor langt bedre til formålet end heste og oksetærsker. Men efterhånden som jernbanenettet blev udbygget, blev kamelerne overflødige og de blev sluppet fri og begyndte at trives i den australske outback, hvor problemerne med dem er taget til. I Australien er der nemlig ikke blot tale om harmløse og godmodige kameler. De lever i store og ofte aggressive flokke, ødelægger vandhuller og skrøbelige økosystemer og gør skader på Australiens oprindelige fauna. Emil fik en kort ridetur på en af dem og derefter var vi hurtigt videre.

large_IMG_2228.jpg

Vores tur var egentlig booket hos Topdeck, men de opererer (indtil videre) ikke i Red Center, så den første del af turen, de første tre dage for at være helt præcis, var med Adventure Tours Australia. Vi var en stor gruppe på i alt 24 personer, hvilket nok var lige i overkanten...

Nu nævnte vi lige termen ”Red Center”, så det må vi hellere lige forklare. Det indre eller centrale Australien kaldes ”Red Center” og man ser hurtigt hvorfor! Australiens røde sand har sin farve fra rustet malm og metal i sandet.

large_IMG_2954.jpg

Vejrudsigten lovede regn samtlige tre dage, så vi var nødsaget til at købe os en regn poncho, da vi havde efterladt vores regnjakker i New Zealand, da vi jo skulle til Australien, hvor det aldrig regner! Så ja, vi er ikke meget for at indrømme det, men Emils mor fik ret i, at det nok var lidt for tidligt at skrotte regnjakkerne... Men! Vi fik at vide af vores guide Jeni, at vi skulle opfatte os selv som heldige, da under 5% af dem, der besøger Uluru, oplever regn og kun 2% ser vand på Uluru.

Efter første stop på kamelfarmen, havde vi fem timers kørsel foran os til dagens højdepunkt, Kings Canyon. Australien er virkelig kæmpestort og man kan ikke rigtigt forestille sig hvor stort, før man har kørt rundt her. På kortet ligner afstanden mellem Alice Springs og Kings Canyon omkring 50 kilometer, men i virkeligheden er det nærmere 500 kilometer!

Undervejs fortalte vores guide en masse ting, hvoraf jeg kun kan huske det halve. Men vi fik blandt andet fortalt en masse om, hvorfor man begyndte at udforske den centrale del af Australien.
I Australiens tidlige europæiske historie, tog det meget lang tid at kommunikere mellem Australien og England. Kommunikationen foregik via brevpost og brevene blev sendt med skibe, der var flere måneder undervejs, så der kunne gå helt op til ni måneder mellem afsendelse af brev og modtagelse af svar! Dette gav problemer og gjorde at udviklingen var meget langsom i Australien.
Den langsomme kommunikation skabte også problemer i forhold til guldgraverne. De ville modtage guld-priserne fra England og derefter sende guldet til England, men når det endelig nåede frem, ville priserne være faldet igen og de ville ikke modtage så mange penge, som de havde troet.
Der var på det tidspunkt en telegraf linje i Sydøstasien, som englænderne ønskede at fortsætte til Australien, enten til Adelaide eller Melbourne. Men for at dette kunne gøres til virkelighed, blev de nødt til at udforske og kortlægge det hidtil uudforskede og ukendte Central Australia.
Det blev en vigtig kamp mellem Adelaide og Melbourne, fordi den by, hvor telegrafen ville blive placeret, ville få større magt idet de ville sidde som mellemled mellem England og resten af Australien.
Hver by sendte ekspeditioner ud, med det formål at nå til Darwin og tilbage igen. En rejse på over 6000 kilometer!
Fra Melbourne blev Robert O'Hara Burke og William John Wills sendt ud. De klarede dog ikke ekspeditionen, fordi de ikke havde de rette og nok forsyninger med. De bragte masser af sukker med sig – nogle rygter siger, at de endda tog en behagelig lænestol med! Så de løb tør for essentielle forsyninger som for eksempel vand og overlevede altså ikke ekspeditionen. Kun én af de i alt otte, der var sendt ud på ekspeditionen, overlevede og vendte hjem til Melbourne.
Fra Adelaide blev John McDouall Stuart, en skotte, sendt ud. Det tog ham tre forsøg, før han endelig gennemførte turen fra Adelaide til Darwin og tilbage igen.
Inden den første ekspedition forsvandt han i to uger og regeringen var lige ved at afblæse hele ekspeditionen. Forklaringen på hans forsvindingsnummer var, at han var alkoholiker og havde været ude på lidt af en rustur. Men han kom heldigvis tilbage igen efter to uger og regeringen tilgav ham og lod ekspeditionen tage af sted. Stuart var meget mere praktisk og fornuftig end Burke og Wills og havde altid nok forsyninger med og tog sig generelt godt at sine medrejsende.
Stuarts første forsøg blev afbrudt ved Attack Creek, hvor han blev angrebet af aboriginals, fordi han vaskede sine heste med vand. Vand er selvsagt meget kostbart ude midt i outbacken, så de blev meget fornærmede over hans spild af vand og angreb ekspeditionen. Efter angrebet synes Stuart ikke længere, det var sikkert at fortsætte og vendte derfor om og tog tilbage til Adelaide.
Ved andet forsøg lykkedes det dem at komme en smule længere, til New Castle Waters. Men de rejste midt på sommeren, det værste tidspunkt på året, så kort tid efter ekspeditionens start måtte de sende de svageste mænd og heste tilbage. Ekspeditionen var også ofte forsinket på grund af varmen, så deres medbragte rationer forsvandt hurtigere. Desuden havde de også problemer med at finde vand, så Stuart beordrede ekspeditionen at vende om.
”Tredje gang er lykkens gang”, i hvert fald for Stuart! Takket være hans erfaringer fra de første to ekspeditioner lykkedes det ham og hans følge at fuldføre ekspeditionen fra syd til nord gennem den ubarmhjertige outback.
Men selvom Central Australia nu var udforsket og kortlagt gik det ydeligere 10 år før telegrafen kom til landet. De kunne ikke navigere gennem MacDonnal Rangers, som strækker sig 600 kilometer indtil de fandt Heavitree Gap, som deler den østlige og vestlige del af MacDonnel Rangers. Kommunikation kunne nu gøres på otte timer i stedet for otte måneder og siden da udviklede Australien sig meget hurtigere.

På den lange vej kørte vi gennem områder, der var indhegnet, men vi kunne ikke se nogle dyr. Cattle-stations hernede er kæmpe store! Enorme! Nogle af dem er på størrelse med et lille europæisk land. Det er helt sindssygt at forestille sig! Når de skal have samling på deres kreaturer lukker de for vandet til de fjerntliggende vandstationer, så kvæget blev tvunget til at søge tilbage til den centrale del af området. Sommetider bruger de også helikoptere for at skabe sig et overblik over dyrene.

Da vi endelig nåede dagens mål spise vi frokost og tog derefter ud til Kings Canyon. Det var meningen, at vi skulle gå den lange tur op på Kings Canyon denne dag, men vejret var for varmt. Turen bliver simpelthen lukket, hvis der sidst på formiddagen er 36 grader eller mere. I stedet for gik vi en kortere tur ved foden af kløften. Ændringen af planen var både godt og skidt. Det betød at vi også fik set kløften fra foden, hvilket var ret sejt, og at vi fik lidt tid til at slappe af og køle ned i poolen, men det betød også, at vi ville få travlt den følgende dag.

large_IMG_2263.jpg

large_IMG_2250.jpg

Dette er et ret sejt træ! Det er et gummi-træ med solcremes-bark, jep, det er videnskabeligt bevist at barken indeholder SPF 15. Træet kan også stoppe vandtilførselen til nogle af grenene, ved tider med mangel på regn – og live grenene op igen ved tider med mere vand. Ret sejt!

Vi overnattede i en camp midt i ingenting. Drengene lavede aftensmad og aftenen blev brugt på hygge og at lære hinanden lidt at kende. Det var meningen at vi skulle have sovet i swags, en slags meget robust sovepose, men på grund af vejrudsigten sov vi i permanente telte i stedet for.

large_IMG_2268.jpg

Der var mange kokke i køkkenet!

Dag 2
Vækkeuret ringede klokken 4 og efter morgenmad og madpakkesmørring satte vi igen kursen mod Kings Canyon. Fordi vi var så tidligt på den, var der ingen problemer i at gå turen. Temperaturen var til at holde ud og der var endda også en let vind til at køle os ned og holde de mange fluer lidt på afstand. Oven i hatten så vi også solopgangen, så alt i alt var det en meget vellykket tur!

large_IMG_2286.jpg

Solopgang over Kings Canyon

large_IMG_2302.jpg

large_IMG_2247.jpg

Heartattack Hill

large_IMG_2408.jpg

large_IMG_2424.jpg

Nord- og sydvæg

Efter turen var vi på farten igen med kurs mod Uluru. Mange udnyttede timerne i bussen til at sove, men det har jeg (Signe) aldrig været så god til, så jeg sad bare og kiggede ud af vinduet på den uendelige outback. Pludselig kunne jeg skimte noget i horisonten, noget stort, der ragede op af jorden, og jeg blev meget spændt og tænkte ”Ha! Jeg var den første til at spotte Uluru, fordi alle de andre sidder og bobler!” Men efterhånden som vi kom tættere på og vores guide ikke annoncerede udsigten, blev jeg mere og mere i tvivl. Og nej; det var ikke Uluru, men Mount Conner, også kaldt 'Fool-uru' fordi mange forveksler bjerget med Uluru – jeg selv inklusiv. Her spiste vi vores medbragte madpakker og fortsatte derefter mod den ægte Uluru.

large_IMG_2442.jpg

Mt. Conner aka ”Fool-uru”

large_IMG_2460.jpg

Hen på eftermiddagen ankom vi endelig til Uluru! Nogle af Jer undrer Jer måske over, hvorfor vi kalder det Uluru og ikke Ayers Rock. Det er simpelthen fordi den ikke hedder Ayers Rock længere. Dens officielle navn er nu Uluru og det har det faktisk været siden 1985, hvor aboriginals blev givet landet tilbage af den australske regering. Efter et kort besøg i det kulturelle center og en kort kulturel gåtur, hvor vi så nogle af de huler, aboriginals brugte og fik fortalt, hvad de blev brugt til, gik vi den 10.5 kilometer lange tur rundt om Uluru. Det var en rigtig god tur, men vi kunne desværre ikke komme op og gå på selve stenen, da sporet var lukket på grund af regnen.

IMG_2500.jpgIMG_2505.jpg

Takket være regnen var vi så heldige at se små vandfald på Uluru

large_IMG_2486.jpg

Efter den gode, lange gåtur så vi en fantastisk solnedgang over Uluru, hvor vi kunne se, hvordan den skiftede farve og blev glødende rød. Det var så flot!

large_IMG_2560.jpg

Uluru ved solnedgang

Dag 3
Igen var vi tidligt oppe for at se solnedgang, denne gang over Kata Tjuta og Uluru. Nogle tænker måske ”Kata Tjuta?”, men igen er det fordi de har taget navneforandring i 1985, da aboriginals fik deres land tilbage. Andre kender det måske under navnene ”The Olgas” eller ”Mount Olga”.
Solopgangen var desværre ikke imponerende. Der var lidt for mange mennesker på lidt for lidt plads og der var overskyet.

Efter solopgangen kørte vi til Kata Tutja for at gå en tur mellem de mange store sten. Det var en fin tur, men desværre blev vi nødt til at forkorte den på grund af regnen, som gjorde stenene meget glatte og derfor farlige at gå rundt på.

large_IMG_2660.jpg

Kata Tjuta

IMG_2637.jpgIMG_2632.jpg

Kata Tjuta

large_IMG_2640.jpg

Kata Tjuta

Sidst på eftermiddagen ankom vi til ”byen” Erlunda – det er ikke meget andet end en tankstation med tilhørende campingplads. Herfra overtog Topdeck styringen, hvilket betød at vi skiftede både guide og bus, hvilket i begge tilfælde var en stor forbedring! Gruppen blev også mindre, da en del kun var på tre-dags turen i Red Center, så vi endte med en mere passende størrelse på 15 personer. Resten af eftermiddagen blev brugt i den kølige pool, hvorefter vi spiste aftensmad og nød hinandens selskab med snak, vinter OL, pool og et par øl.

Skrevet af signeogemil 22:13 Gemt i Australien Kommentarer (1)

New Zealand - Nordøen

Hej, endnu en gang, alle sammen! Her følger anden del af vores newzealandske eventyr. For nu, får I kun stillet Jeres læselyst, vi har desværre ikke nok internet til at uploade billeder, men de kommer så snart vi får mulighed for det! Så - god læselyst!

Nordøen har budt på mange aktiviteter og oplevelser – og rigtig dejligt vejr! Man skal ikke bruge mere end to måske tre fingre for at tælle de overskyede dage vi har haft.

Vi ankom som nævnt i sidste indlæg til Wellington den 23. januar. Det var en lang og kedelig sejltur fra Picton til Wellington. For det første var vi over en time forsinket og sad derfor i bilkøen i hvad der føltes som dage og ventede på at komme om bord og da vi endelig var kommet om bord, var al den underholdning vi var blevet lovet; mini-biograf, spillemaskiner og WiFi enten lukket, ikke-eksisterende eller ikke-fungerende 'at the moment'. Så vi fik spillet alle de forskellige kortspil vi overhovedet kunne komme i tanker om...

large_IMG_0009.jpg

Da vi endelig kom i land fik vi også endelig skiftet vores dæk! Yes! Så skulle vi ikke længere bekymre os om at køre rundt uden reservehjul og kunne igen lade Signe sidde bag rattet. (Dette er en joke; Signe havde kørt en masse siden uheldet og var blev bedre til det at holde sig i den rigtige (altså forkerte) side af vejen.)

Wellington er en rigtig dejlig og hyggelig by. Den er kendt for sine mange caféer og er også en meget kulturel storby, hvilket vi da skulle prøve på egen krop, så vores anden dag på Nordøen gik med at være på museum og gå rundt i Wellingtons gader og hygge os på et par af deres mange hyggelige caféer. Da vi endelig havde fået nok og skulle tilbage til Kirsten kunne vi ikke huske, hvor vi havde parkeret hende og gik gade op og gade ned for endelig, pludselig, at stå foran hende. Ret heldigt, at vi fandt hende igen – og at vi havde forudbetalt for alt for meget tid på parkeringspladsen!

large_IMG_2694.jpg

large_CE5207D12219AC68178D6EB0B3047E75.jpg

Turen fortsatte efter Wellington stærkt nordpå mod Tongariro Nationalpark, hvor vi hikede den berømte 'Tongariro Alpine Crossing'. Denne 20 kilometer lange tur (klassifikation: krævende) beskrives ofte som det bedste en-dags hike i New Zealand og et af de bedste i Verden. På denne fantastiske tur kom vi igennem utrolige landskaber med aktive vulkaner, bjergkilder, kratere, størknede lava strømme, vulkansk ørken og smukke blå søer.

large_IMG_2699.jpg

large_IMG_2698.jpg

large_IMG_2700.jpg

Vi var ikke optimalt forberedte, da vi ankom til Tongariro og havde ikke helt undersøgt diverse muligheder for shuttle mellem de forskellige car-parks. Turen er en en-vejs tur, det vil sige man går ikke en tur rundt og kommer tilbage til udgangspunktet, men starter ét sted og ender et helt andet sted. Men vi havde aftalt, at vi 'bare' ville gå til Red Crater, som ligger cirka midt på turen for derefter at vende om og gå samme vej tilbage; vi skulle jo tilbage til Kirsten, som var parkeret i den ene ende af turen. Men... Da vi kom til Red Crater og Emil tog det imponerende Mount Ngauruhoe, som huser en af New Zealands mest aktive vulkaner, i skue, måtte han jo fortsætte og bestige det. Så vores veje skiltes ved Red Crater; Signe gik tilbage ad samme vej, som vi var kommet, mens Emil fortsatte og dermed gik hele turen. Mount Ngauruhoe er en tre timers de-tour fra den 20 kilometers tur og er klassificeret som ekstremt krævende. Hele vejen fra bunden til toppen går man i dyb vulkansk støv, så hver gang man tager et skridt op, skrider man to skridt ned. På toppen (2287 m.) kunne man se det meste af Verden. Sådan føltes det i hvert fald. Man kunne se hen over de omkringliggende bjerge og skimte den store Lake Taupo i baggrunden. Man kunne også se ned i hullet i vulkanen, som var rødt og dampende. Turen nedad var rigtig behagelig, sammenlignet med turen op. Det var nærmest som at stå på ski. Man kunne glide på hælene næsten hele vejen ned, fordi det løse grus skred under fødderne. De sidste 5-6 kilometer blev i løb, dels fordi det var ved at blive mørkt og dels fordi Signe muligvis stod og ventede i bunden, fordi Emil havde taget den tre timers vulkantur oveni. Senere på aftenen, da vi endelig havde fundet en resteplads at sove på, var vi meget trætte og udmattede, men også rørende enige om, at Tongariro Alpine Crossing er en af de bedste oplevelser, vi har haft i New Zealand!

large_IMG_1317.jpg

large_IMG_1338.jpg

large_IMG_1373.jpg

large_IMG_1323.jpg

Dagen efter burde vi nok have givet vores kroppe lidt tid til at restituere, men så snart vi havde åbnet vores øjne den efterfølgende morgen, fortsatte vi videre til Taupo, hvor vi slog os ned på en hyggelig campingplads hvor vi fik ordnet en del praktiske ting, men også fik tid til at slappe lidt af.

large_IMG_1387.jpg

Taupo ligger på den nordvestlige bred af Lake Taupo, som er New Zealands største. Det er en ret hyggelig by, som selvsagt tilbyder et bredt udvalg af vandaktiviteter, men også alt muligt andet. Ankomsten til Taupo betød også, at vi meget snart skulle se skrækken i øjnene og tage springet – helt bogstaveligt talt! Dagen efter stod den nemlig på bungy-jump. Vi havde begge set frem til det med stor glæde og spænding, men også en god portion nervøsitet. Men – og det siger jeg (Signe), selvom jeg var ved at lange ud efter hende, der sagde det til mig, inden jeg skulle springe – det er ikke så slemt, som det ser ud til. Det er virkelig, virkelig fedt og sjovt! Efter et solo-spring hver, snuppede vi også et baglæns tandem-spring, som også var en virkelig fed oplevelse!

large_IMG_2733.jpg

Efter et par adrenalin-kick tog vi os en slapper i en naturlig varm kilde, som løber ud i søen lidt udenfor byen. Det var ret sjovt at prøve 'den ægte vare', selvom der var rigtig mange mennesker, der sloges om de gode pladser. Vi livede os selv op igen med en svømmetur i den betydeligt koldere sø og satte derefter kursen mod Rotorua, dog med en lille afstikker til det ret imponerende Huka Falls.

large_IMG_1413.jpg

Rotorua lugter. Nej. Rotorua stinker. Af rådne æg og prut – nej, faktisk lugter der bare af svovl grundet den store koncentration af geo-termisk aktivitet i området.
I udkanten af Rotorua var vi inde i en maorisk landsby, for at opleve hvordan maorierne lever. De har bevaret mange af deres traditioner og lever i et lille lukket samfund, som en stor familie. Landsbyen hedder Whakarewarewa, hvilket er en forkortelse for ”Te Whakarewarewatanga O Te Ope Taua A Wahiao”. Jeg tror de fandt ud af at det andet var lidt for langt at sige hver gang, så nu hedder den 'bare' Whakarewarewa. Vi så et show, hvor de sang nogle maoriske sange, spillede maorisk musik og dansede. Når de danser, bruger de deres mimik rigtig meget, blandt andet ved at stikke tungen langt ud af munden og ved at åbne øjnene helt op, samtidig med at de banker sig selv hårdt på brystet og lårene. Det er lidt skræmmende, men også rigtig sjovt.
Efter showet fik vi en rundvisning i landsbyen. De bruger de varme kilder til at bade i, til at tilberede mad i og til at aflæse vejret i. De har en pool som er 100 grader varm, som de bruger til at koge alt hvad der skal koges til hele landsbyen i og så har de en boks, hvori der kommer varm damp op fra jorden, som de bruger som ovn. Vandet fra den varme pool bliver ledt ned til nogle store huller i jorden som de bader i hver morgen og aften. Vandet de bader i er selvfølgelig ikke 100 grader varmt, for det bliver kølet ned på vejen over til hullerne. Vandstanden i deres ”vejrudsigts-pool” stiger og falder i takt med det atmosfæriske tryk og de kan derfor se ud fra vandstanden i poolen hvornår vejret skifter.
Til frokost fik vi serveret et hangi-måltid, som var tilberedt i den varme pool og i dampboksen. Det hele var utrolig mørt og blødt på grund af dampen og det smagte rigtig godt. De laver næsten alt deres mad med hjælp fra naturen, i den store ovn og poolen.

large_IMG_1428.jpg

Efter en spændende og lærerig dag hos maorierne, kørte vi mod Hobbiton. Hobbiton er en lille by som spiller hjem for alle hobbitterne i Ringenes Herre og i Hobbitten. For dem der ikke har set filmene, kan vi fortælle, at det er en idyllisk lille by i det bakkede landskab, med store flotte træer og søer. Til filmen har de bygget en masse ”hobbit-huller”, som er de huse hobbitterne bor i. De er bygget ind i bakkerne, med små runde vinduer og døre i bakkesiderne og med stier mellem hvert hus. Efter de havde filmet Ringenes Herre, fandt de ud af, at der var mange, som var interesserede i at komme ud og se de omgivelser, som filmene var filmet i og da de så skulle bygge området om til indspildningen af Hobbitten, valgte de at bygge det i mere permanente materialer, for at lave en turistattraktion ud af det, når de var færdige med at filme. Det har været et kæmpe projekt at bygge området, blandt andet kan nævnes, at de havde bygget et kunstigt træ, hvor alle bladene er lavet og malet i hånden og derefter viklet omkring de kunstige grene. Og det er ellers ikke noget lille træ. Vores guide fortalte os en masse om de forskellige filmteknikker de havde brugt, for at få hobbitterne til at se små ud og Gandalf (troldmanden) til at se stor ud. Når hobbitterne og Gandalf har snakket sammen i filmen, har Gandalf siddet meget tættere på kameraet end hobbitten, så han ser større ud, selvom skuespillerne er lige høje. Og til den store fest, hvor der er mange hobbitter, har filminstruktøren været rundt i den nærmeste by og ringet på hver dør, for at spørge om han måtte låne deres børn til at lave filmen. En af guiderne var selv med i filmen da han var barn, fordi han boede tæt på Hobbiton. Det er ret fantastisk at de har kunne lave det hele så virkeligt, uden at bruge computereffekter.

large_IMG_1504.jpg

Efter en oplevelsesrig dag kørte vi mod Waitomo. Vi overnattede på vejen dertil og tog dagen efter en stille og rolig dag ved poolen på en dejlig campingplads med dertilhørende solforbrænding. Den efterfølgende dag så vi Glow Worms i Waitomo Cave, et ret betagende fænomen og meget smukt! Derefter gik vi Ruakuri Bushwalk, som ligger lidt udenfor byen. Det var super sjovt; der var naturlige tunneller i bjergene, vandfald og en masse steder, hvor det var sjovt at klatre rundt. Især klatremusen Emil synes det var helt fantastisk sjovt og han blev af en eller anden besynderlig årsag overrasket over, at Signe faktisk også godt kunne manøvre sig rundt på klipperne og i hulerne...

large_IMG_1627.jpglarge_IMG_1605.jpg

Siden Waitomo har rejsen fået et lidt anderledes indhold end før. Vi har, for at være ærlige, ikke lavet det helt store, men nydt det afsindigt dejlige vejr og de mange strande og hyggelige kystbyer, vi er kørt forbi og igennem. Vi er kommet til den del af landet, som er New Zealændernes eget ferieparadis og kører samme stil som dem, som indtil for nyligt har nydt skolernes sommerferie.

Fra Waitomo fortsatte vi op til Coromandel, en lille halvø der byder på mange dejlige bugte og strande. Her besøgte vi den berømte Hot Water Beach, hvor en varm kilde løber under sandet og ved lavvande gør det muligt at grave sit eget lille basin fyldt med varmt vand. Vi besøgte også Cathedral Cove, snorklede i Gemstone Bay og fandt efter noget af en omvej den lidt hemmelige, men ikke desto mindre ret berømte og super lækre New Chums Beach.

large_IMG_1811.jpg

Hot Water Beach

large_IMG_1749.jpg

Cathedral Cove

large_G0031429.jpg

Snorkling i Gemstone Bay

large_IMG_1837.jpg

New Chums Beach

large_IMG_1879.jpg

New Chums Beach

Efter Coromandel fortsatte vi op gennem Auckland og videre til Whangarei, hvor vi gik en tur ved den hyggelige havnefront og kiggede på de mange lækre både, der lå der og kørte derefter ud til Whangarei Heads. Derefter fortsatte vi videre til Paihia, hvor vi slappede max af på en lille bitte campingplads, med udsigt til Haruru Falls. Næste morgen, inden vi kørte videre, sprang Emil i badeshortsene og tog svømmefødder, maske og snorkel under armen og svømmede ud til vandfaldet.

large_IMG_1915.jpg

Havnefronten i Whangarai

large_IMG_1922.jpg

Whangarai Heads

large_IMG_2018.jpg

Camping med udsigt til Haruru Falls

Efter vores overnatning i Paihia kørte vi tilbage ned af kysten til Tutukaka, hvorfra vi havde booket en dykkertur. Turen gik ud til de berømte Poor Knights Islands, som ligger 23 km fra kysten og er kendte for et have nogle af de bedste subtropiske dykkersteder i verden. Det er meget anderledes end de steder vi så i Thailand, fordi klimaet er koldere, men vi så alligevel en masse flotte og farverige fisk, fordi der kommer en varm strøm ned fra Australien, som varmer vandet omkring øerne op. Vandet var helt klart og blåt, og vi kunne se 20 meter frem foran os, hvilket er ret meget. I Thailand kunne vi se 10 meter på nogle af vores bedste dyk. Det var flot på en helt anden måde end det vi så i Thailand. Vi så rokker, ål, skorpion-fisk, blå og pink mao-mao fisk, kæmpe store fisk og bitte små fisk. Fiskene var ret nysgerrige, de kom helt tæt på os og nappede os i fingrene. Der var rigtig mange fisk og en utrolig stor diversitet.

large_D3E0F5FA2219AC6817CD42F1CC04B1F4.jpg

large_G0121611.jpg

Omkring øerne er der en masse naturlige kløfter, sprækker og grotter som man kan dykke ind i og i en af de lukkede grotter var der et luftrum over vandet, som var 7 meter under havets overflade. Det var ret sjovt at man kunne være over vandet, under vandet. Udover vores to dyk, fik vi også en rundtur mellem øerne, med en sjov og spændende guide. Vi sejlede ind i verdens største havgrotte og under verdens største klippebue. Og vi så nogle sjældne fugle – spørg mig ikke om hvad de hedder - som kun lever på denne ene ø.

Efter vores dykkertur, som tog det meste af en dag, satte vi kursen mod Auckland, hvor vi nu sidder og venter på vores fly. Der var vi i Zoologisk Have, i shoppingcenter, til asiatisk parkeringskælder-marked, til fransk marked, i indendørs skicenter, på stranden og kigget på både. Man er jo nød til at kigge lidt på alle de lækre både og drømme lidt, når man er i ”The City Of Sails”. Da vi kiggede på både, kom der pludselig en dame, som arbejdede på havnen, cyklende over til os, med panik malet i ansigtet og spurgte os om vi var dykkere. Vi syntes, at det var et lidt sjovt spørgsmål til en icebreaker, men fandt så ud af, at det var fordi der var en dame, som havde tabt sine nøgler på bunden (seks meters dybde), ved siden af sin båd. Emil hentedesprang endnu engang i badeshortsene og tog svømmefødder, maske og snorkel under armen, for at prøve at finde de tabte nøgler, men havde desværre ikke heldet med sig.

large_IMG_2198.jpg

Aucklands Skyline

Så! Nu sidder vi på et motel i udkanten af Auckland og venter på at vi skal til lufthavnen om et par timer. Derfra går turen mod Alice Springs, hvorfra vores tre måneders rejse rundt i Australien, med bus og rygsæk, starter. Så nu skal vi vende os tilbage til at bo i en rygsæk og ikke have noget der er vores, som vi ikke kan have i en taske.

Tak for nu!

Skrevet af signeogemil 03:03 Gemt i New Zealand Kommentarer (2)

New Zealand - Sydøen

Hej allesammen! Det er ved at være længe siden sidst, hvilket skyldes, at vi ikke har så nem adgang til internet hernede. Men nu skal I bare høre - eller måske nærmere se. For det er det vi gør mest hernede i dette smukke land! Nyd det - det gør vi!

Vi har allerede lagt første kapitel af New Zealand bag os. Vi sidder i skrivende stund på en campingplads lige i udkanten af Wellington, hvilket betyder, at vi nu har forladt Sydøen og startet vores eventyr på Nordøen.

Vi kører, som de fleste nok ved, rundt i en campervan, som vi har lejet hjemmefra. Kirsten, som vi har valgt at døbe vores camper, fungerer både som transportmiddel og som 'hjem'. Hun tager os, med lidt besvær, op ad bakke og ned ad bakke. Vi laver selv mad i camperen, hvilket vi nyder og har det sjovt med efter flere måneder med restaurant-besøg morgen, middag og aften. For det meste holder vi ind på en tilfældig resteplads eller lignende og sover der for natten, men sommetider har vi brug for at få ladet computer eller kamera op, lave mad, det skal tilberedes i en ovn (pizza!), eller havde et ordentlig bad og så finder vi en rigtig campingplads, som vi kender dem hjemme fra.

large_IMG_9680.jpg

large_IMG_0770.jpg

Vi er, synes vi selv, kommet godt omkring på trods af både frivillige og ufrivillige ændringer i planerne. Men mere om det længere nede. Det helt specielle ved Sydøen er, at man ikke skal køre særlig langt, før landskabet ændrer sig markant.

IMG_9628

IMG_9628

IMG_9665

IMG_9665

IMG_9648

IMG_9648

large_IMG_9682.jpg

large_IMG_9786.jpg

Nå! Men nu til lidt om alt det vi har oplevet den sidste måneds tid...

Vi var rigtig lang tid undervejs fra Phuket til Christchurch. Først natflyvning fra Phuket til Melbourne, hvor vi havde 14 timer, der skulle slåes ihjel, inden endnu en kort natflyvning fra Melbourne til Christchurch. Her landede vi klokken fem om morgenen og havde så igen en del tid, der skulle fordrives inden vi kunne afhente vores camper kl. 10. Det var en rigtig lang tur og vi var mildest talt trætte, da vi endelig satte afsted i Kirsten.

Men der var ikke tid til at sove. Vi trillede lidt rundt i Christchurch for at Emil kunne vænne sig til at køre i den forkerte side af vejen og for at se lidt af byen. Christchurch blev ramt af et jordskælv i 2011, som jævnede store dele af byen med jorden. Derfor er det utroligt meget byggeri i gang overalt i byen, men selvom det efterhånden er flere år siden, er de ikke kommet særligt langt og arbejdet med byens genopbygning er gået meget langsomt. Så langsomt at staten har trukket den økonomiske støtte, som de havde givet byen, tilbage.

Emil fik selvfølgelig hurtigt styr på at manøvre den 6,6 meter lange og 2,7 meter høje Kirsten rundt og fik hende også nydeligt parkeret udenfor supermarkedet, hvor vi skulle have handlet ind.

Det var en laaang handletur! Ikke nok med at vi skulle finde diverse basisvare, skulle vi også have sammensat en nytårs-menu, der kunne tilberedes i et camper-køkken. Efter et par timer eller tre trillede vi endelig ud af butikken med vognen fyldt med indkøbsposer, hvis indhold tydeligt bar præg af, hvem der havde handlet ind. De indehold blandt andet Coco Pops, Nutella, chips, bland-selv-slik, øl, rødvin, bøffer og andre gode sager!

Herefter opstod der lidt af et problem, som kom til at forfølge os et godt stykke tid! Vi kunne ikke få strømmen i camperen til at fungere. Dette betød, at der ikke var lys og at vandpumpen ikke fungerede, hvilket ikke var så vigtigt, men det betød også, at vores lille køleskab ikke fungerede, hvilket var temmelig vigtigt, da vi havde en masse lækkert mad, som helst ikke skulle blive dårligt. Vi tænkte at problemet nok ville løse sig selv, når vi fik koblet strøm til camperen (vi havde dog ikke forventet at modtage camperen uden strøm), så dagens sidste opgave, blev at finde en campingplads med strøm. Det viste sig at være en næsten umulig opgave at finde et sted som havde plads til os dagen før nytårsaften, så vi kørte i timevis, og fik afslag på afslag på afslag. Nogle af campingpladsejerne grinede og rystede på hovederne af os og sagde at vi var tåbelige, fordi vi ikke havde booket noget, for de havde flere hundrede på ventelister. Da campingpladserne lukkede, havde vi ikke andet valg end at opgive vores søgen og vi fandt derfor en rasteplads til den første overnatning. Men mørket var begyndt at sænke sig og vi havde som sagt ikke noget lys i camperen og ingen lommelygte, så Signe måtte hoppe bagi og få afmonteret bordet og omstruktureret spisepladsen til en seng, mens vi stadig rullede. Vi var virkelig trætte, da vi endelig lage os under dynen efter vores første dag i New Zealand!

Den efterfølgende dag, nytårsaftensdag, lysnede det hele igen, heldigvis! Vi kørte det sidste stykke til Wanaka og fandt efter et par forsøg en dejlig campingplads lidt udenfor byen, hvor vi med det samme bookede tre overnatninger. Vejret blev også bedre og sidst men ikke mindst pillede Emil tilfældigvis med strømmen igen og vupti! så var der både lys og vand og køligt i køleskabet. Til aften lavede vi selvfølgelig lækker mad; røde bøffer med bagekartofler og broccolisalat. Vi hyggede os med rødvin og drinks inden vi tog ned i byen ved midnatstid for at se et stort og flot fyrværkerishow!

large_IMG_9680.jpg

Efter en 1. januar i lavt gear, synes vi, at vi burde lave noget aktivt den efterfølgende dag, så vi gik på toppen af den 1578 meter høje Roys Peak, en retur-tur på seks timer, som gjorde rigtig godt! Vejret var ikke til topkarakter, men det klarede på fantastisk vis op tæt ved toppen, hvilket afslørede en smuk udsigt over Wanaka og Lake Wanaka.

IMG_9715

IMG_9715

IMG_9726

IMG_9726

IMG_9743

IMG_9743

Om aftenen tog vi i Paradiso Cinema og så Hobbiten II. Paradiso er en lidt særlig biograf; der er kun én sal og hver film spiller derfor kun én gang i løbet af dagen. Derudover sidder man i sofaer og store behagelige sæder. Vi kom til at sidde på bagsædet af en gammel bil, som også var blevet slæbt ind i salen. Det var en sjov lille oplevelse - og filmen var jo fantastisk!

Desværre bragte biografturen også et lille problem med sig. Filmen var nemlig ikke slut før 23.30 og bommen på vores campingplads lukkede kl. 23. Vi havde spurgt camping-mutter, om de kunne gøre en undtagelse for vores skyld, for vi havde jo betalt for overnatningen, men der var ingen kære camping-mutter dér. Vi spurgte også i biografen, om vi måtte holde på deres parkeringsplads over natten, men heller ikke der, var der nogen hjælp at hente. Så efter filmen måtte vi igen på resteplads-jagt.

De følgende tre dage tilbragte vi i og omkring Queenstown. En del tid blev brugt på at gå rundt omkring i byen og føle atmosfæren i byen. Queenstown er, hvis ikke Verdens, så i hvert fald New Zealands adrenalin-hovedstad! Alt hvad der kan få adrenalinen til at stige og give sug i maven findes her. Vi hoppede på en omgang white-water-rafting hvilket var super fedt, men også vådt og lidt koldt! Efter et varmt bad tog vi på den verdensberømte burger-restaurant Fergburger, som laver nogle ret vilde burgere!

Efter et par dage i Queenstown satte vi kursen mod Milford Sound, via Southern Scenic Route, og det skulle også blive på vej derop vi endte med at fejre Emils fødselsdag. Emils fødselsdag blev den vådeste nogensinde. Regnen slaskede ned over os stort set uafbrudt hele dagen. Men regnvejr eller ej, så var der jo en fødselsdag, der skulle fejres, så vi fandt en hyggelig lille plads langs med floden, omgivet af bjerge til alle sider og slog os ned der. Emil fik mod alle odds tændt et bål og kredsede omkring det i regnvejret i den times tid det tager at lave et par bagekartofler, med stor entusiasme og optimisme. Samtidig stod Signe i køkkenet og fik lavet salat, brød og bøffer. Vi sluttede dagen af med rødvin, spil og en hurtig dukkert i den isnende flod.

IMG_9790

IMG_9790

IMG_9821

IMG_9821

Dagen efter kørte vi resten af vejen op til Milford Sound og tog et katamaran-cruise rundt i fjorden, som er totalt omgivet af høje bjerge og vandfald. Det var meget smukt og vejret holdt heldigvis mens vi var på cruise. Det var også på den tur vi havde vores første møde med de vilde sæler man kan se rundt omkring i New Zealand, de lå og solede sig på stenene.

IMG_9864

IMG_9864

IMG_0142

IMG_0142

IMG_0151

IMG_0151

I Te Anau valgte vi at tage en nat på en rigtig campingplads igen, efter nogle dage i den frie natur og det var blandt andet her vi havde internet for første gang i New Zealand, efter 10 dage. Vi blev i Asien vant til at internet bare er noget der er der, når man rejser, fordi de havde det på alle restauranter, offentlige bygninger og overnatningssteder, så det er helt nyt det her med at skulle lede efter det og endnu værre at skulle betale for det! Men vi er faktisk begyndt at nyde at være uden internet, ikke hele tiden at have mulighed for at tjekke alt muligt - og når det endelig er nødvendigt ved vi, at de har gratis internet på McDonalds.

I forbindelse med opdatering til familien, tjek af e-mail og netbank og diverse andre ting, kontaktede vi også Lou og Sam, et par af Signes venner, som hun har rejst med i Indien og mødt igen i Cambodja. De er lige flyttet ned til Lous forældre, Terry-Ann og Doug, i Invercargill, hvor Aixa, en argentinsk pige, også fra Signes rejsegruppe i Indien, og vi havde snakket om at give dem et lille besøg, så det gjorde vi.
Vi blev mødt af en enorm gæstfrihed, selvom huset stod lidt på den ene ende i de par dage, vi var der. Vi fik snakket en masse om vores alle sammens videre rejse siden Indien og vi fik en masse dejlig mad og følelsen af et hjem. Det var faktisk ikke før vi sad der om aftenen med en kop te i hånden og hyggesnakkede, at det gik op for os og måske især for Signe, hvor længe siden det er, at vi har gjort det - og hvor meget vi havde savnet det.

Doug fortalte os at de havde haft besøg af hans søster, Helen, og hendes mand, Jock, i julen og de havde haft en dansk ung mand med, fordi han er i praktik ved Helen og Jock. Doug fandt et kort over Danmark for at vise os hvor denne anden dansker kom fra - og byen han pegede på, var Hjørring. Det hele virkede lidt for tilfældigt her på den anden side af jorden, så vi ringede til Helen og Jock. Da vi ringede op, anede vi først ikke hvem han var, men det gik ret hurtigt op for os, at det var Ejnar, en ven hjemmefra. Det virkede så mærkeligt at vores veje skulle krydses på den anden side af jorden! Vi besøgte nogle, som Signe havde mødt i Indien, som tilfældigvis også havde haft besøg af Ejnar, så vi var da nødt til lige at mødes med ham også. Vi aftalte, at vi ville komme forbi Helen og Jock, når vi nåede dertil.

På vej op langs kysten fra Invercargill til Oamaru, gjorde vi en masse stop, for at se på sæler, pingviner, vandfald og klippeskrænter som tornede sig op over havet. Vi tog også et par dage i Dunedin, hvor vi var inde og få en rundvisning på Speight's bryggeri og ude og se byen. Her så vi også verdens stejleste vej, Baldwin Street, men vi blev enige om at det ikke var noget vi skulle udfordre Kirsten med, så vi nøjedes med en gåtur op - og det gik op! - ad vejen.

IMG_0564

IMG_0564

IMG_0222

IMG_0222

IMG_0159

IMG_0159

IMG_0288

IMG_0288

IMG_0583

IMG_0583

IMG_0480

IMG_0480

Vi gjorde også stop ved Mauroki Boulders og ved Katiki. Her så vi igen sæler, men denne gang var det noget andet. Vi var kun få meter fra dem og der var rigtig mange af dem! Nogle badede, nogle sloges,,men langt de fleste lå bare og slappede af i solen. Vi så også et par søløver ved Katiki og de var utrolig store og dovne - vi var i tvivl om om den ene af dem var død.

IMG_0599

IMG_0599

IMG_0628

IMG_0628

Vi ankom til Helen og Jocks store flotte gård og her blev vi igen mødt med en enorm gæstfrihed. Emil og Ejnar smed nogle bøffer på grillen og fik et par øl, mens Signe og Helen var i køkkenet. Efter en lækker middag med dessert, kørte vi med Ejnar ned til kysten, for at se, når de små blå pingviner kom i land. De blå pingviner er de mindste i verden, dem vi så var 20-30 centimeter høje, men havde ingen komplekser, de var utrolig nysgerrige og dansede nærmest rundt mellem vores fødder.

Næste dag tog Helen os med på rundvisning på gården. Deres gård laver flere forskellige ting og er blandt andet den største fuglefoderproducent i New Zealand, så der sker meget rundt omring og det tog et par timer at komme rundt, men det var et rigtig flot område og vejret var dejligt, så det var en god tur.

large_IMG_0724.jpg

IMG_0736

IMG_0736

Fra Oamaru kørte vi den smukke tur tværs over landet mod Mount Cook og videre derfra igennem Wanaka mod Haast for at komme til Westcoast.

IMG_0816

IMG_0816

IMG_0868

IMG_0868

IMG_0850

IMG_0850

Emil havde kørt de første par uger, for vi ville jo nødig have nogle ulykker, men vi blev enige om, at det nu var Signes tur til at køre - og så gik der ellers ikke mange timer før ulykken kom. Signe kørte med lidt for høj fart ind i kanten af en bro, så vores venstre forhjul eksploderede og hjulet blev helt skævt. Umiddelbart var det ikke noget problem, for vi havde jo både reservehjul og donkraft, men efter en times tid under bilen med tusinde sandfluebid og udueligt værktøj gav vi op og ringede efter vejhjælp. Han kom efter fem timer og startede med også at grine af det håbløse værktøj vi havde fået med i camperen og skiftede derefter hjulet med sit eget værktøj, mens han også bandede over sandfluerne.

large_IMG_0898.jpg

Dagen efter kørte vi mod Fox Glacier og Franz Josef Glacier, to store gletsjere på vestkysten. Efter vi havde taget et par overnatninger ved familien Young og familien Webster og efter punkteringen, var vi desværre lidt tidspressede og vi fik derfor kun tid til et par gåture ved foden af gletsjerne.

IMG_0988

IMG_0988

Efter gletsjerne kørte vi mere eller mindre direkte til Hanmer Springs gennem Victoria Forest Park, selvfølgelig med de obligatoriske fotostops på vejen. Hanmer Springs er blandt andet kendt for sine mange varme kilder, så vi nød en dag med lidt luksus i de varme pools og med efterfølgende frokost i solen på en hyggelig café.

IMG_1078

IMG_1078

Dejligt rene og mætte kørte vi videre mod Kaikoura, hvor vi havde en overnatning ved kysten inden vi kørte videre mod Abel Tasman. Her troede vi at vi skulle hike og sejle i kajak, men da vi vågnede den følgende morgen øsede det ned og det virkede ikke til at det nogensinde ville stoppe igen.

IMG_1139

IMG_1139

Oven i hatten havde vi fået lidt problemer i kølvandet på vores punktering (eller nærmere eksplodering). Vi har nemlig kørt rundt uden reservehjul siden det skete, hvilket lidt er at udfordre skæbnen. Men på grund af en misforståelse fik vi ikke skiftet hjulet i Greymouth og på grund af en inkompetent weekendafløser hos vejhjælpen fik vi heller ikke skiftet hjulet i Nelson, så vi har stået lidt på standby i nogle dage nu på grund af alt dette og har ikke rigtigt kunne give os til noget i tilfælde af at vi skulle blive ringet op og blive sendt afsted til værkstedet. Men vi havde et par hyggelige dage i Nelson med butikskiggeri og en tur på stranden i det dejlige vejr.

Og nu sidder vi altså lidt udenfor Wellington, hvor vores eventyr på Nordøen starter fra, og nyder det dejlige vejr. Vi håber at vi ligesom nu også kan få lagt et indlæg op fra Nordøen, men vi kan ikke garantere noget. Så I må endnu engang væbne Jer med tålmodighed og ellers opfatte intet nyt som godt nyt.

Have a good one!

Skrevet af signeogemil 14:59 Gemt i New Zealand Kommentarer (0)

(Beretninger 6 - 10 af 46) « Side 1 [2] 3 4 5 6 7 8 9 10 »